JW subtitle extractor

Velkommen, brødre og søstre.
Jeg er meget glad for
at kunne tale til jer.
I den her rapport skal vi høre
nogle opmuntrende nyheder.
Og så skal vi se
et meget stærkt interview.
Jeg er sikker på
at det vil styrke jeres tro.
Først er her lidt nyheder.
Sidst i april rejste
bror Mark Sanderson til Polen.
Der blev holdt et særligt møde
i stævnehallen i Warszawa -
- for at opmuntre de brødre og søstre
der er berørt af krigen i Ukraine.
Over 250.000 fra Polen,
Ukraine og Donbas-regionen -
- overværede programmet,
enten i stævnehallen eller via stream.
En kredstilsynsmand
fra Donbas-regionen skrev det her:
“Det var et helt fantastisk program
og mad lige til tiden.
Det rører mig dybt at mærke
hvor højt Jehova elsker os.”
Efter mødet
rejste bror Sanderson -
- og tre brødre
fra afdelingskontorets udvalg -
- omkring 2.500 kilometer
rundt i Polen -
- for at besøge flygtninge
der var kommet fra Ukraine -
- og hårdtarbejdende frivillige
i stævnehaller -
- rigssale og ved
grænseovergange.
Det her særlige besøg
er virkelig et udtryk for -
- hvor højt Jehova
elsker sit folk.
Vi vil gerne takke jer for de bønner
I beder for jeres brødre og søstre -
- og jeres gavmilde bidrag, der gør
det her nødhjælpsarbejde muligt.
Den 4. maj blev 71-årige Valentina
Baranovskaja endelig løsladt.
Hun havde siddet fængslet
i mere end et år.
Sikke en varm og kærlig modtagelse
hun fik da hun kom ud.
Vi er så glade på dine vegne,
søster Valentina -
- men vi har ikke glemt
at din søn, Roman -
- stadig sidder fængslet
på grund af sin tro.
Vi bliver ved med at bede Jehova om
at hjælpe jer begge.
Den 24. maj -
- blev bror Dennis Christensen
løsladt i Rusland.
I alt havde han siddet fem år
i fængsel forskellige steder.
Efter at han blev løsladt, blev han
med det samme sendt ud af landet.
Sammen med sin kone, Irina,
er han kommet godt frem til Danmark -
- som vi kan se
i den følgende video.
Vi er så glade på jeres vegne,
Dennis og Irina.
Jeres tro og trofasthed
har styrket os alle sammen.
Hvor er det dejligt
at du er blevet løsladt.
Selvom vi bliver meget opmuntrede af
at høre om de her løsladelser -
- tænker vi stadig på vores mere end
150 brødre og søstre -
- der verden over sidder i fængsel
på grund af deres tro.
I Rusland afsoner fire brødre
fængselsdomme på otte år -
- og en søster afsoner
en fængselsdom på seks år.
Hebræerne 13:3 siger:
Hvordan kan vi huske på
vores brødre og søstre i fængsel?
Hvis vi bor tæt på, er der måske nogle
praktiske ting vi kan hjælpe med.
Men vi kan alle sammen bede for dem
og deres familier hver dag.
Vi kan også tænke over hvad vi kan
lære af deres gode eksempler.
Når vi ser vores brødre og søstre
udholde uretfærdige fængslinger -
- og endda med glæde -
- bliver vi opmuntret til
at efterligne deres tro.
Vi bliver motiveret til at stå fast
når vi selv møder problemer -
- og vi bliver forsikret om
at vi kan klare -
- de prøver fremtiden bringer,
med glæde.
Vi skal nu i det følgende interview
høre to brødre fra Rusland fortælle om -
- hvordan de trofast og med glæde
udholdt fire år i fængsel.
Hele sagen imod mig begyndte
med det der skete den 22. juli 2018.
Det var en søndag,
og vi var i gang med et møde.
Da politiet var færdige
med deres ransagning -
- sagde de at jeg skulle
følge med dem hen til stationen.
Jeg åbnede døren fordi FSB-folkene
ringede og ringede på dørklokken.
Men efter få sekunder hørte jeg
lyden af glas der blev slået i stykker.
De smadrede altanen,
og så sparkede de altandøren ind.
Min kone havde forsøgt at fortælle dem -
- at døren stod åben og de ikke
behøvede at ødelægge noget -
- men hun blev
ramt af glasskår i ansigtet.
Og så fik hun også
et stort snitsår i hånden.
Så kom de hen til mig og viste mig
at de havde en ransagningskendelse -
- men jeg sagde: “Hør her,
jeg har ikke brug for at se det der.
Min kone bløder.
Ring efter en ambulance.”
Jeg ville gerne
have min kone på skadestuen -
- men hun besluttede
at blive hos mig.
Så endevendte de alt
de næste fem timer.
De tog mig med, og to dage senere
var der en høring i retten -
- hvor det blev besluttet
at jeg skulle holdes i forvaring.
Så blev jeg overført
til et varetægtsfængsel.
Det værste jeg oplevede, var
når de prøvede at knække mig -
- ved at sætte mig
i en pressionscelle.
Da jeg kom ind i cellen -
- eller da vagterne og andre
fængselsansatte skubbede mig derind -
- var det første jeg hørte,
ordene: “Så er det ned på knæ!”
Men jeg sagde at “den eneste
jeg lægger mig på knæ for, er Gud”.
Så begyndte de at råbe ad mig
og gøre nar af mig -
- men jeg forstod ikke
hvad det var de prøvede på -
- eller hvad de ville have mig til.
Det var først efter flere timer
at de sagde til mig direkte -
- at jeg skulle give dem oplysninger
om to brødre -
- der var blevet anholdt
i en by i nærheden.
De lagde forskellige torturinstrumenter
frem på bordet foran mig -
- og sagde at jeg ikke ville kunne
klare det når først de gik i gang -
- og at jeg lige så godt kunne begynde
at samarbejde med dem.
Jeg gav dem ikke nogen oplysninger
om mine brødre -
- for jeg var klar over at det ville
gøre situationen sværere for dem.
Det var en rigtig svær periode for mig
da jeg blev varetægtsfængslet.
Det var virkelig en prøve.
Hver dag fra morgen til aften
kørte radioen på fuld volumen.
Der var meget larm,
og der var hele tiden folk der snakkede.
Efter nogle måneder blev jeg
pludselig overført til en enecelle.
Jeg spekulerede meget over
hvem jeg nu skulle forkynde for -
- og var bange for at jeg ville komme
til at sidde der resten af tiden.
Den aften bad jeg
meget inderligt til Jehova.
Nogle dage senere -
- var der en mand der blev overført
til cellen ved siden af mig.
Han havde siddet i fængsel i 13 år,
og igennem det sidste år -
- var han begyndt at tænke
over livet og åndelige spørgsmål -
- og han var begyndt
at læse i Bibelen.
Vi talte meget sammen om Gud og
Bibelen, faktisk flere timer hver dag.
Jeg sang nogle af rigets sange for ham
og læste bibelvers højt -
- som vennerne havde
sendt til mig i deres breve.
En af dem som jeg blev
placeret sammen med i cellen -
- samarbejdede med
fængselspersonalet om at knække mig.
Han var en meget muskuløs type.
Han var en virkelig stærk mand.
Men pludselig fik jeg den tanke
at ham der stod foran mig her -
- i virkeligheden bare
var 80 procent vand.
Jeg er ikke sikker, men jeg tror faktisk
at jeg kom til at smile lige der.
Den tanke, som jeg er sikker på
kom fra Jehova -
- ændrede fra det ene øjeblik
til det andet mit syn på de mennesker.
Lige ved siden af min celle
var der en anden enecelle -
- og den stod tit tom.
Stort set hver eneste dag
bad jeg til Jehova om -
- at min ven og bror Vadim
måtte blive overført til den celle.
Da Vadim fandt ud af at det var noget
jeg bad til Jehova om, sagde han:
“Sergej, det skal du
nok ikke regne med.
I fængselsvagternes øjne
er vi to sammensvorne forbrydere -
- så vi vil aldrig få lov
at sidde ved siden af hinanden.
Men jeg svarede: “Lad os nu se.”
Om aftenen kom der
en fængselsvagt ind til mig og sagde:
“Levtjuk, pak dine sager.
Du skal flyttes.”
Og så førte de mig over
i en anden bygning.
Da jeg kom ind i cellen, hørte jeg
Sergejs stemme igennem væggen -
- og han sagde:
“Vadim, er det dig?”
Jeg sagde: “Ja, det er mig.”
Og han sagde: “Ej, hvor er det skønt.
Jeg har bedt om at du skulle komme.”
Da jeg hørte at han var
blevet ved med -
- at bede om at jeg skulle flytte ind -
- var jeg først lidt utilfreds, fordi
det kom i vejen for mine genbesøg.
Jeg havde lovet at fortælle
en beretning fra Bibelen.
Men så forstod jeg hvorfor Jehova
havde sørget for at vi blev ført sammen.
Vi havde brug for hinandens støtte.
Vi sad ved siden af hinanden i to uger.
Vi læste dagsteksten hver dag
og drøftede den.
Og vi udvekslede tanker
fra vores breve.
Der var et tidspunkt i den periode
hvor jeg sad i enecelle -
- hvor jeg havde følt mig nedtrykt
i flere dage.
Så fik jeg en ny sending breve.
Jeg plejede
at sortere dem i bunker -
- efter dem ville læse først,
og dem jeg ville læse senere.
Og så var der ét brev
jeg ikke havde lyst til at læse -
- så det lagde jeg
i en separat bunke.
Men så var der noget
indeni mig der sagde:
“Nej, du har brug for
at læse det brev.
Og det viste sig at være
svaret på mine bønner.
Lige netop det brev handlede
om et våben Satan bruger -
- et af de stærkeste han har,
nemlig modløshed.
Jeg begyndte med det samme
at følge de råd der var i brevet -
- og det hjalp mig til
at komme op af det sorte hul -
- og give slip på
de negative tanker jeg havde.
Alle de steder jeg blev placeret -
- havde jeg rigtig gode samtaler med
dem der sad i de tilstødende celler.
Vi kunne godt tale sammen
gennem væggene.
Jeg blev ved med at spekulere over
hvorfor jeg blev flyttet rundt.
Kunne jeg ikke bare
blive i den samme celle?
Og lige på det tidspunkt fik jeg et brev
fra en søster, der skrev sådan her:
“Hvis du bliver flyttet rundt
fra den ene celle til den anden -
- så betragt det
som om du får et nyt distrikt -
- fordi du er færdig
med det andet.”
Da jeg læste det, udbrød jeg:
“Der var svaret!”
Jeg fik breve fra hele verden.
Brødre og søstre sendte mig forskellige
tegninger og billeder og fotografier.
For eksempel var der nogen
der sendte mig det her portræt.
Det er et billede af Natasja og mig -
- der sidder trygt i Jehovas hænder.
Al den åndelige føde vi fik,
kom igennem brevene.
Faktisk blev alle tre stævnedage
skrevet ned -
- og sendt til os
så vi kunne få glæde af det.
Når jeg læste de breve jeg fik, var det
som om jeg slet ikke var fængslet -
- som om jeg slet ikke
sad bag tremmer.
Jeg var sammen
med mine venner.
Det var som om de besøgte mig
når jeg læste deres breve.
Jeg sad i fængsel
i tre og et halvt år -
- men at læse de breve jeg fik,
gjorde det hele meget nemmere.
De fik mig til at føle
at jeg ikke var i fængsel.
Hver dag i al den tid
jeg tilbragte i fængslet -
- bad jeg hver morgen til Jehova -
- og anmodede ham om at give mig
af sin fred, om at give mig indre ro.
Og det er faktisk svært at forklare
hvor stærkt Jehovas fred virker på en -
- i den slags situationer.
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre
med de omstændigheder man er i -
- de mennesker
der omgiver en -
- og måske endda
de helbredsproblemer man har.
Men når man får Guds fred,
så falder man helt til ro.
Oven i det mærkede jeg også
en kæmpe støtte -
- fra brødrene og Jehova
under retsmøderne -
- for der var altid en masse venner
der mødte op for at opmuntre mig.
De første gange brødrene og søstrene
kom for at overvære retsmøderne -
- om de restriktioner
jeg skulle pålægges -
- stod FSB klar
og skrev deres navne ned.
Og så blev de indkaldt
efterfølgende til forhør.
Men når vi kom
til det næste retsmøde -
- var de samme brødre
og søstre til stede igen -
- og det var virkelig noget
der styrkede os.
Det var tydeligt at se
at de ikke var bange -
- at de virkelig ønskede
at være der for os.
Og sådan var det
hele vejen igennem.
I et af brevene fik jeg tilsendt
dispositionen til mindehøjtiden -
- og jeg ville så gerne
holde det foredrag.
Så var der et tidspunkt hvor jeg var
ude at røre mig i fængselsgården -
- og så kom jeg til at tale med en anden
indsat, som var interesseret i Bibelen.
Dagen før mindehøjtiden kom jeg til
at snakke med ham igen -
- og så sagde jeg til ham:
“Vidste du at i morgen
er en helt særlig dag -
- hvor der bliver holdt
en særlig højtid i hele verden?”
Så fortalte jeg hvad mindehøjtiden er,
hvordan man plejer at holde den -
- og at man holder et foredrag.
Så sagde han til mig:
“Sergej, kan du holde det foredrag?”
Og jeg svarede: “Ja, det kan jeg.”
Så aftalte vi
at den næste dag -
- som var dagen for mindehøjtiden,
skulle jeg holde foredraget for ham.
Og så kom dagen -
- men da klokken var blevet
10 om aftenen -
- var manden stadig optaget
af et eller andet -
- så jeg bad til Jehova og sagde:
“Hvad skal jeg gøre?”
Og så, klokken halv 11,
råbte han pludselig til mig:
“Sergej, nu kan du godt gå i gang.
Vi skal nok alle sammen høre efter.”
Og så gik jeg i gang med
at holde mit foredrag.
Der går kun nogle få minutter -
- og så hører jeg nogen
ude på gangen.
Det var fængselsinspektøren,
og han standsede ved min dør -
- og stod og kiggede ind i min celle
igennem den dørspion der var.
Så spurgte jeg ham:
“Er der noget galt?”
Men han sagde: “Nej, nej.
Der er ikke noget galt.
Bare fortsæt.
Bare læs videre.”
Så hviskede jeg:
“Tak, Jehova. Tusind tak.”
Så fortsatte jeg med
at holde mit foredrag.
Jeg vidste at vi kunne
blive adskilt igen -
- og at vi kunne komme til
at sidde i helt forskellige bygninger -
- og så ville vi jo ikke have
mulighed for at bakke hinanden op -
- og holde møderne sammen, noget
der havde stor betydning for mig.
Vadim forklarede dem situationen -
- at han måtte tage sig af mig
fordi jeg havde helbredsproblemer -
- og så gjorde ledelsen
en undtagelse.
Det var en kæmpestor hjælp for mig -
- både åndeligt,
følelsesmæssigt og fysisk.
Vi sørgede for at holde
menighedens møder sammen.
Hver uge på de samme
faste tidspunkter -
- holdt vi midtugemødet
og weekendmødet.
Nogle gange var
der andre af de indsatte -
- der lyttede med
når vi holdt vores foredrag.
Vadim og jeg var ikke bange for
at bede når andre kunne se det.
Vi bad før vi skulle
spise i spisesalen -
- før møderne,
efter møderne -
- og om aftenen
før vi lagde os til at sove.
Det var faktisk noget folk
virkelig lagde mærke til.
Og det gjorde at andre
respekterede os for vores tro.
Jeg var hele tiden meget bevidst om
at jeg måtte bruge min tid klogt -
- og jeg bad meget til Jehova.
Igen og igen bad jeg om
noget helt bestemt.
Jeg sagde til ham: “Jehova, du er
Pottemageren, og jeg er leret -
- så du må forme mig.”
Alle de situationer jeg stod i
i løbet af de tre og et halvt år -
- både de gode
og de knap så gode -
- så jeg som en mulighed
for at blive formet.
Igennem alle de svære prøvelser -
- kunne jeg se og mærke hvordan
mit forhold til Jehova blev stærkere.
Min tillid til ham
blev større og større.
Det skyldtes nok at jeg havde
rigtig god tid til at bede til ham.
Jeg oplevede ofte at Jehova besvarede
specifikke bønner jeg havde bedt.
Jeg følte mig virkelig tæt på Jehova.
Gennem hele den svære periode -
- mindede jeg hele tiden mig selv om
ordene i Jeremias 48:10:
“Forbandet er den der udfører opgaven
fra Jehova på en halvhjertet måde!”
Jeg var meget bevidst om at jeg
selv i den svære situation jeg var i -
- havde en forpligtelse til at være et
vidne for Jehova gennem min opførsel.
En anden ting der virkelig styrkede mig
igennem hele perioden -
- var at huske på ordene
i Esajas 57:15.
Det er der hvor
der tales om at Jehova -
- ‘bor hos dem der føler sig knust’, dem
der har det svært følelsesmæssigt.
Når jeg var rigtig langt nede,
forestillede jeg mig -
- at Jehova sad lige ved siden af mig,
tog mig om skulderen -
- og trøstede mig med ordene
“Det skal nok gå, jeg er jo med dig.”
Jehova har tilladt at jeg er
kommet ud for nogle svære prøvelser -
- nogle af dem virkelig hårde.
Men jeg har også set at han hver gang
har vendt dem til noget godt.
Det var virkelig
et rørende interview.
Lagde I mærke til
hvad der hjalp vores brødre til -
- at bevare glæden
under deres uretfærdige fængsling?
De fortalte hvor stor betydning
det havde at have en god rutine -
- med at læse i Bibelen, bede -
- og holde møderne
selvom de sad i fængsel.
De forkyndte hver gang
de fik mulighed for det.
Og de lagde mærke til hvordan
Jehova hjalp dem og tog sig af dem.
Vi kan gøre det samme for at styrke
vores tro og bevare vores glæde.
Og er det ikke rigtigt at det -
- virkelig gør os glade at vi nu
kan holde møderne i rigssalen igen?
Det kræver noget af os at komme, men
når vi ser vores venner i rigssalen -
- hører dem grine, synger sammen
med dem og beder sammen med dem -
- er det alle anstrengelserne værd.
Det er også en gave fra Jehova der
hjælper os til at holde ud med glæde.
Så uanset hvilke problemer
I kæmper med -
- må I ikke miste glæden
i tjenesten for Jehova.
Nehemias 8:10 siger:
Brødre og søstre, vi vil gerne rose jer
for alt det I gør for at bevare glæden -
- trods de udfordringer
I kommer ud for.
Det får os til at elske jer
endnu højere.
Det her er JW Broadcasting
fra Jehovas Vidners Hovedkontor.

Rapport nr. 4 fra Det Styrende Råd, 2022
- 

Rapport nr. 4 fra Det Styrende Råd, 2022

Velkommen, brødre og søstre.
Jeg er meget glad for
at kunne tale til jer.
I den her rapport skal vi høre
nogle opmuntrende nyheder.
Og så skal vi se
et meget stærkt interview.
Jeg er sikker på
at det vil styrke jeres tro.
Først er her lidt nyheder.
Sidst i april rejste
bror Mark Sanderson til Polen.
Der blev holdt et særligt møde
i stævnehallen i Warszawa -
- for at opmuntre de brødre og søstre
der er berørt af krigen i Ukraine.
Over 250.000 fra Polen,
Ukraine og Donbas-regionen -
- overværede programmet,
enten i stævnehallen eller via stream.
En kredstilsynsmand
fra Donbas-regionen skrev det her:
“Det var et helt fantastisk program
og mad lige til tiden.
Det rører mig dybt at mærke
hvor højt Jehova elsker os.”
Efter mødet
rejste bror Sanderson -
- og tre brødre
fra afdelingskontorets udvalg -
- omkring 2.500 kilometer
rundt i Polen -
- for at besøge flygtninge
der var kommet fra Ukraine -
- og hårdtarbejdende frivillige
i stævnehaller -
- rigssale og ved
grænseovergange.
Det her særlige besøg
er virkelig et udtryk for -
- hvor højt Jehova
elsker sit folk.
Vi vil gerne takke jer for de bønner
I beder for jeres brødre og søstre -
- og jeres gavmilde bidrag, der gør
det her nødhjælpsarbejde muligt.
Den 4. maj blev 71-årige Valentina
Baranovskaja endelig løsladt.
Hun havde siddet fængslet
i mere end et år.
Sikke en varm og kærlig modtagelse
hun fik da hun kom ud.
Vi er så glade på dine vegne,
søster Valentina -
- men vi har ikke glemt
at din søn, Roman -
- stadig sidder fængslet
på grund af sin tro.
Vi bliver ved med at bede Jehova om
at hjælpe jer begge. 
Den 24. maj -
- blev bror Dennis Christensen
løsladt i Rusland.
I alt havde han siddet fem år
i fængsel forskellige steder.
Efter at han blev løsladt, blev han
med det samme sendt ud af landet.
Sammen med sin kone, Irina,
er han kommet godt frem til Danmark -
- som vi kan se
i den følgende video.
Vi er så glade på jeres vegne,
Dennis og Irina.
Jeres tro og trofasthed
har styrket os alle sammen.
Hvor er det dejligt
at du er blevet løsladt. 
Selvom vi bliver meget opmuntrede af
at høre om de her løsladelser -
- tænker vi stadig på vores mere end
150 brødre og søstre -
- der verden over sidder i fængsel
på grund af deres tro.
I Rusland afsoner fire brødre
fængselsdomme på otte år -
- og en søster afsoner
en fængselsdom på seks år. 
Hebræerne 13:3 siger:
Hvordan kan vi huske på
vores brødre og søstre i fængsel?
Hvis vi bor tæt på, er der måske nogle
praktiske ting vi kan hjælpe med.
Men vi kan alle sammen bede for dem
og deres familier hver dag.
Vi kan også tænke over hvad vi kan
lære af deres gode eksempler.
Når vi ser vores brødre og søstre
udholde uretfærdige fængslinger -
- og endda med glæde -
- bliver vi opmuntret til
at efterligne deres tro.
Vi bliver motiveret til at stå fast
når vi selv møder problemer -
- og vi bliver forsikret om
at vi kan klare -
- de prøver fremtiden bringer,
med glæde.
Vi skal nu i det følgende interview
høre to brødre fra Rusland fortælle om -
- hvordan de trofast og med glæde
udholdt fire år i fængsel.
Hele sagen imod mig begyndte
med det der skete den 22. juli 2018.
Det var en søndag,
og vi var i gang med et møde.
Da politiet var færdige
med deres ransagning -
- sagde de at jeg skulle
følge med dem hen til stationen.
Jeg åbnede døren fordi FSB-folkene
ringede og ringede på dørklokken.
Men efter få sekunder hørte jeg
lyden af glas der blev slået i stykker.
De smadrede altanen,
og så sparkede de altandøren ind.
Min kone havde forsøgt at fortælle dem -
- at døren stod åben og de ikke
behøvede at ødelægge noget -
- men hun blev
ramt af glasskår i ansigtet.
Og så fik hun også
et stort snitsår i hånden.
Så kom de hen til mig og viste mig
at de havde en ransagningskendelse -
- men jeg sagde: “Hør her,
jeg har ikke brug for at se det der.
Min kone bløder.
Ring efter en ambulance.”
Jeg ville gerne
have min kone på skadestuen -
- men hun besluttede
at blive hos mig.
Så endevendte de alt
de næste fem timer.
De tog mig med, og to dage senere
var der en høring i retten -
- hvor det blev besluttet
at jeg skulle holdes i forvaring.
Så blev jeg overført
til et varetægtsfængsel.
Det værste jeg oplevede, var
når de prøvede at knække mig -
- ved at sætte mig
i en pressionscelle.
Da jeg kom ind i cellen -
- eller da vagterne og andre
fængselsansatte skubbede mig derind -
- var det første jeg hørte,
ordene: “Så er det ned på knæ!”
Men jeg sagde at “den eneste
jeg lægger mig på knæ for, er Gud”.
Så begyndte de at råbe ad mig
og gøre nar af mig -
- men jeg forstod ikke
hvad det var de prøvede på -
- eller hvad de ville have mig til.
Det var først efter flere timer
at de sagde til mig direkte -
- at jeg skulle give dem oplysninger
om to brødre -
- der var blevet anholdt
i en by i nærheden.
De lagde forskellige torturinstrumenter
frem på bordet foran mig -
- og sagde at jeg ikke ville kunne
klare det når først de gik i gang -
- og at jeg lige så godt kunne begynde
at samarbejde med dem.
Jeg gav dem ikke nogen oplysninger
om mine brødre -
- for jeg var klar over at det ville
gøre situationen sværere for dem.
Det var en rigtig svær periode for mig
da jeg blev varetægtsfængslet.
Det var virkelig en prøve.
Hver dag fra morgen til aften
kørte radioen på fuld volumen.
Der var meget larm,
og der var hele tiden folk der snakkede.
Efter nogle måneder blev jeg
pludselig overført til en enecelle.
Jeg spekulerede meget over
hvem jeg nu skulle forkynde for -
- og var bange for at jeg ville komme
til at sidde der resten af tiden.
Den aften bad jeg
meget inderligt til Jehova.
Nogle dage senere -
- var der en mand der blev overført
til cellen ved siden af mig.
Han havde siddet i fængsel i 13 år,
og igennem det sidste år -
- var han begyndt at tænke
over livet og åndelige spørgsmål -
- og han var begyndt
at læse i Bibelen.
Vi talte meget sammen om Gud og
Bibelen, faktisk flere timer hver dag.
Jeg sang nogle af rigets sange for ham
og læste bibelvers højt -
- som vennerne havde
sendt til mig i deres breve.
En af dem som jeg blev
placeret sammen med i cellen -
- samarbejdede med
fængselspersonalet om at knække mig.
Han var en meget muskuløs type.
Han var en virkelig stærk mand.
Men pludselig fik jeg den tanke
at ham der stod foran mig her -
- i virkeligheden bare
var 80 procent vand.
Jeg er ikke sikker, men jeg tror faktisk
at jeg kom til at smile lige der.
Den tanke, som jeg er sikker på
kom fra Jehova -
- ændrede fra det ene øjeblik
til det andet mit syn på de mennesker.
Lige ved siden af min celle
var der en anden enecelle -
- og den stod tit tom.
Stort set hver eneste dag
bad jeg til Jehova om -
- at min ven og bror Vadim
måtte blive overført til den celle.
Da Vadim fandt ud af at det var noget
jeg bad til Jehova om, sagde han:
“Sergej, det skal du
nok ikke regne med.
I fængselsvagternes øjne
er vi to sammensvorne forbrydere -
- så vi vil aldrig få lov
at sidde ved siden af hinanden.
Men jeg svarede: “Lad os nu se.”
Om aftenen kom der
en fængselsvagt ind til mig og sagde:
“Levtjuk, pak dine sager.
Du skal flyttes.”
Og så førte de mig over
i en anden bygning.
Da jeg kom ind i cellen, hørte jeg
Sergejs stemme igennem væggen -
- og han sagde:
“Vadim, er det dig?”
Jeg sagde: “Ja, det er mig.”
Og han sagde: “Ej, hvor er det skønt.
Jeg har bedt om at du skulle komme.”
Da jeg hørte at han var
blevet ved med -
- at bede om at jeg skulle flytte ind -
- var jeg først lidt utilfreds, fordi
det kom i vejen for mine genbesøg.
Jeg havde lovet at fortælle
en beretning fra Bibelen.
Men så forstod jeg hvorfor Jehova
havde sørget for at vi blev ført sammen.
Vi havde brug for hinandens støtte.
Vi sad ved siden af hinanden i to uger.
Vi læste dagsteksten hver dag
og drøftede den.
Og vi udvekslede tanker
fra vores breve.
Der var et tidspunkt i den periode
hvor jeg sad i enecelle -
- hvor jeg havde følt mig nedtrykt
i flere dage.
Så fik jeg en ny sending breve.
Jeg plejede
at sortere dem i bunker -
- efter dem ville læse først,
og dem jeg ville læse senere.
Og så var der ét brev
jeg ikke havde lyst til at læse -
- så det lagde jeg
i en separat bunke.
Men så var der noget
indeni mig der sagde:
“Nej, du har brug for
at læse det brev.
Og det viste sig at være
svaret på mine bønner.
Lige netop det brev handlede
om et våben Satan bruger -
- et af de stærkeste han har,
nemlig modløshed.
Jeg begyndte med det samme
at følge de råd der var i brevet -
- og det hjalp mig til
at komme op af det sorte hul -
- og give slip på
de negative tanker jeg havde.
Alle de steder jeg blev placeret -
- havde jeg rigtig gode samtaler med
dem der sad i de tilstødende celler.
Vi kunne godt tale sammen
gennem væggene.
Jeg blev ved med at spekulere over
hvorfor jeg blev flyttet rundt.
Kunne jeg ikke bare 
blive i den samme celle?
Og lige på det tidspunkt fik jeg et brev
fra en søster, der skrev sådan her:
“Hvis du bliver flyttet rundt
fra den ene celle til den anden -
- så betragt det
som om du får et nyt distrikt -
- fordi du er færdig
med det andet.”
Da jeg læste det, udbrød jeg:
“Der var svaret!”
Jeg fik breve fra hele verden.
Brødre og søstre sendte mig forskellige
tegninger og billeder og fotografier.
For eksempel var der nogen
der sendte mig det her portræt.
Det er et billede af Natasja og mig -
- der sidder trygt i Jehovas hænder.
Al den åndelige føde vi fik,
kom igennem brevene.
Faktisk blev alle tre stævnedage
skrevet ned -
- og sendt til os
så vi kunne få glæde af det.
Når jeg læste de breve jeg fik, var det
som om jeg slet ikke var fængslet -
- som om jeg slet ikke
sad bag tremmer.
Jeg var sammen
med mine venner.
Det var som om de besøgte mig
når jeg læste deres breve.
Jeg sad i fængsel
i tre og et halvt år -
- men at læse de breve jeg fik,
gjorde det hele meget nemmere.
De fik mig til at føle
at jeg ikke var i fængsel.
Hver dag i al den tid
jeg tilbragte i fængslet -
- bad jeg hver morgen til Jehova -
- og anmodede ham om at give mig
af sin fred, om at give mig indre ro.
Og det er faktisk svært at forklare
hvor stærkt Jehovas fred virker på en -
- i den slags situationer.
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre
med de omstændigheder man er i -
- de mennesker
der omgiver en -
- og måske endda
de helbredsproblemer man har.
Men når man får Guds fred,
så falder man helt til ro.
Oven i det mærkede jeg også
en kæmpe støtte -
- fra brødrene og Jehova
under retsmøderne -
- for der var altid en masse venner
der mødte op for at opmuntre mig.
De første gange brødrene og søstrene
kom for at overvære retsmøderne -
- om de restriktioner
jeg skulle pålægges -
- stod FSB klar
og skrev deres navne ned.
Og så blev de indkaldt
efterfølgende til forhør.
Men når vi kom
til det næste retsmøde -
- var de samme brødre
og søstre til stede igen -
- og det var virkelig noget
der styrkede os.
Det var tydeligt at se
at de ikke var bange -
- at de virkelig ønskede
at være der for os.
Og sådan var det
hele vejen igennem.
I et af brevene fik jeg tilsendt
dispositionen til mindehøjtiden -
- og jeg ville så gerne
holde det foredrag.
Så var der et tidspunkt hvor jeg var
ude at røre mig i fængselsgården -
- og så kom jeg til at tale med en anden
indsat, som var interesseret i Bibelen.
Dagen før mindehøjtiden kom jeg til
at snakke med ham igen -
- og så sagde jeg til ham:
“Vidste du at i morgen
er en helt særlig dag -
- hvor der bliver holdt
en særlig højtid i hele verden?”
Så fortalte jeg hvad mindehøjtiden er,
hvordan man plejer at holde den -
- og at man holder et foredrag.
Så sagde han til mig:
“Sergej, kan du holde det foredrag?”
Og jeg svarede: “Ja, det kan jeg.”
Så aftalte vi
at den næste dag -
- som var dagen for mindehøjtiden,
skulle jeg holde foredraget for ham.
Og så kom dagen -
- men da klokken var blevet
10 om aftenen -
- var manden stadig optaget
af et eller andet -
- så jeg bad til Jehova og sagde:
“Hvad skal jeg gøre?”
Og så, klokken halv 11,
råbte han pludselig til mig:
“Sergej, nu kan du godt gå i gang.
Vi skal nok alle sammen høre efter.”
Og så gik jeg i gang med
at holde mit foredrag.
Der går kun nogle få minutter -
- og så hører jeg nogen
ude på gangen.
Det var fængselsinspektøren,
og han standsede ved min dør -
- og stod og kiggede ind i min celle
igennem den dørspion der var.
Så spurgte jeg ham:
“Er der noget galt?”
Men han sagde: “Nej, nej.
Der er ikke noget galt.
Bare fortsæt.
Bare læs videre.”
Så hviskede jeg:
“Tak, Jehova. Tusind tak.”
Så fortsatte jeg med
at holde mit foredrag.
Jeg vidste at vi kunne
 blive adskilt igen -
- og at vi kunne komme til
at sidde i helt forskellige bygninger -
- og så ville vi jo ikke have
mulighed for at bakke hinanden op -
- og holde møderne sammen, noget
der havde stor betydning for mig.
Vadim forklarede dem situationen -
- at han måtte tage sig af mig
fordi jeg havde helbredsproblemer -
- og så gjorde ledelsen
en undtagelse.
Det var en kæmpestor hjælp for mig -
- både åndeligt,
følelsesmæssigt og fysisk.
Vi sørgede for at holde
menighedens møder sammen.
Hver uge på de samme
faste tidspunkter -
- holdt vi midtugemødet
og weekendmødet.
Nogle gange var
der andre af de indsatte -
- der lyttede med
når vi holdt vores foredrag.
Vadim og jeg var ikke bange for
at bede når andre kunne se det.
Vi bad før vi skulle
spise i spisesalen -
- før møderne,
efter møderne -
- og om aftenen
før vi lagde os til at sove.
Det var faktisk noget folk
virkelig lagde mærke til.
Og det gjorde at andre
respekterede os for vores tro.
Jeg var hele tiden meget bevidst om
at jeg måtte bruge min tid klogt -
- og jeg bad meget til Jehova.
Igen og igen bad jeg om
noget helt bestemt.
Jeg sagde til ham: “Jehova, du er
Pottemageren, og jeg er leret -
- så du må forme mig.”
Alle de situationer jeg stod i
i løbet af de tre og et halvt år -
- både de gode
og de knap så gode -
- så jeg som en mulighed
for at blive formet.
Igennem alle de svære prøvelser -
- kunne jeg se og mærke hvordan
mit forhold til Jehova blev stærkere.
Min tillid til ham
blev større og større.
Det skyldtes nok at jeg havde
rigtig god tid til at bede til ham.
Jeg oplevede ofte at Jehova besvarede
specifikke bønner jeg havde bedt.
Jeg følte mig virkelig tæt på Jehova.
Gennem hele den svære periode -
- mindede jeg hele tiden mig selv om
ordene i Jeremias 48:10:
“Forbandet er den der udfører opgaven
fra Jehova på en halvhjertet måde!”
Jeg var meget bevidst om at jeg
selv i den svære situation jeg var i -
- havde en forpligtelse til at være et
vidne for Jehova gennem min opførsel.
En anden ting der virkelig styrkede mig
igennem hele perioden -
- var at huske på ordene
i Esajas 57:15.
Det er der hvor
der tales om at Jehova -
- ‘bor hos dem der føler sig knust’, dem
der har det svært følelsesmæssigt.
Når jeg var rigtig langt nede,
forestillede jeg mig -
- at Jehova sad lige ved siden af mig,
tog mig om skulderen -
- og trøstede mig med ordene
“Det skal nok gå, jeg er jo med dig.”
Jehova har tilladt at jeg er
kommet ud for nogle svære prøvelser -
- nogle af dem virkelig hårde.
Men jeg har også set at han hver gang
har vendt dem til noget godt.
Det var virkelig
et rørende interview.
Lagde I mærke til
hvad der hjalp vores brødre til -
- at bevare glæden
under deres uretfærdige fængsling?
De fortalte hvor stor betydning
det havde at have en god rutine -
- med at læse i Bibelen, bede -
- og holde møderne
selvom de sad i fængsel.
De forkyndte hver gang
de fik mulighed for det.
Og de lagde mærke til hvordan
Jehova hjalp dem og tog sig af dem.
Vi kan gøre det samme for at styrke
vores tro og bevare vores glæde. 
Og er det ikke rigtigt at det -
- virkelig gør os glade at vi nu
kan holde møderne i rigssalen igen?
Det kræver noget af os at komme, men
når vi ser vores venner i rigssalen -
- hører dem grine, synger sammen
med dem og beder sammen med dem -
- er det alle anstrengelserne værd.
Det er også en gave fra Jehova der
hjælper os til at holde ud med glæde. 
Så uanset hvilke problemer
I kæmper med -
- må I ikke miste glæden
i tjenesten for Jehova.
Nehemias 8:10 siger:
Brødre og søstre, vi vil gerne rose jer
for alt det I gør for at bevare glæden -
- trods de udfordringer
I kommer ud for.
Det får os til at elske jer
endnu højere.
Det her er JW Broadcasting
fra Jehovas Vidners Hovedkontor.


-