JW subtitle extractor

Oplever du latterliggørelse,
modstand eller forfølgelse?
Er du fanget i en svær situation
hvor det føles som om -
- du ikke kan gøre noget
for at ændre dine omstændigheder?
Hvis ja, er du ikke alene.
Bibelen fortæller
at David kom ud for alle de her ting.
Og David fortæller selv
hvordan han klarede det.
Prøv at høre hans ord i Salme 62:5:
“Jeg venter stille på Gud.”
Nogle bibelforskere mener
at David var 15 år gammel -
- da han blev salvet som konge.
Hvis det er rigtigt,
måtte han vente i 22 år -
- før han blev konge over hele Israel.
I mange år i den periode -
- var kong Saul efter David
og prøvede at slå ham ihjel.
Derfor var David nødt til
at leve som flygtning.
Nogle gange måtte han
bo i huler i ørkenen -
- og andre gange i et fremmed land
blandt Israels fjender.
David lærte tålmodighed -
- at han måtte vente på Jehova.
Lad os se på tre ting der skete
i den periode af hans liv.
Det første fandt sted i En-Gedis ørken -
- som var et ugæstfrit landskab med
barske bjerge fyldt med store huler.
Kong Saul, der var opslugt af jalousi
og had, var på jagt efter David -
- besluttet på at slå ham ihjel.
David og hans mænd gemte sig
for ham i en enorm hule.
Det kan ikke have været
behageligt for dem.
Det var ikke et luksus ophold.
De måtte samle mad,
brænde og vand samtidig med -
- at de skulle være på vagt over for dem
der prøvede at slå dem ihjel.
Men så opstod der en uventet
og overraskende situation.
Lad os læse om det.
Find jeres bibler og slå op i 1. Samuel,
kapitel 24, og vi skal læse fra vers 2.
I får lige et øjeblik til at finde det.
1. Samuel, kapitel 24.
Vi begynder med at læse fra vers 2.
Saul tog så 3.000
udvalgte mænd fra hele Israel -
- med ud for at lede efter David
og hans mænd -
- på klipperne hvor
stenbukkene holder til.
Saul kom til fårefoldene
med stengærder langs vejen -
- hvor der var en hule,
og han gik derind -
- for at træde af på naturens vegne -
- mens David og hans mænd
sad i den bagerste del af hulen.
Davids mænd sagde til ham:
Det her er dagen
hvor Jehova siger til dig:
“Jeg overgiver din fjende til dig,
og du kan gøre med ham hvad du vil.”
Tre tusind særligt udvalgte,
dygtige soldater ledte efter David.
Prøv at forestille jer hvor overraskede
David og hans mænd må være blevet -
- da Saul kom slentrende,
helt alene og ubeskyttet -
- ind i netop den hule
hvor de gemte sig.
Sauls øjne var vant til lyset udenfor -
- så da han kiggede ind
i den mørke hule -
- kunne han slet ikke se
at der var nogen derinde.
Men mændenes øjne
havde vænnet sig til mørket -
- så de kunne tydeligt se Saul
i hulens åbning.
Saul var i en udsat situation.
David kunne gøre med ham
hvad han ville.
Skulle David gøre det af med ham?
Hans mænd hviskede
og opfordrede ham til at gøre det.
Det var uden tvivl Jehova
der havde overgivet Saul til ham.
Havde Jehova ikke selv besluttet -
- at David skulle være konge
i stedet for Saul?
Og havde David ikke god grund til
at slå Saul ihjel?
Han var jo ude af kontrol.
Han havde dræbt præsterne i Nob
og udslettet byen -
- mænd, kvinder, børn og dyr.
Alt sammen fordi
ypperstepræsten Akimelek -
- havde givet David
nogle brød som de kunne spise.
Hvis David slog Saul ihjel,
hvad ville det så føre til?
Frihed?
At han ikke længere
skulle være på flugt?
Slut med at gemme sig i huler?
Han kunne blive konge
med det samme.
Det har sikkert været nogle af de
tanker der fløj igennem Davids hoved.
Hvad skulle han gøre?
Hvad ville du have gjort?
Lad se hvad der sker
fra 1. Samuel 24:4.
Så rejste David sig og skar en flig
af Sauls ærmeløse overklædning -
- uden at han opdagede det.
Men bagefter fik David
dårlig samvittighed -
- fordi han havde skåret en flig
af Sauls ærmeløse overklædning.
Han sagde til sine mænd:
Af respekt for Jehova
kunne det aldrig falde mig ind -
- at gøre sådan mod min herre,
Jehovas salvede -
- og løfte hånden mod ham,
for han er Jehovas salvede.
Med de ord holdt David
sine mænd tilbage -
- og han tillod dem ikke
at angribe Saul.
Saul forlod hulen og gik videre.
David lyttede ikke til sine mænd.
I stedet udnyttede han situationen
til at vise at han ikke var en oprører -
- og at han ikke var ude på
at hævne sig på Saul -
- for hans ondskabsfulde
og uretfærdige behandling.
Det har krævet selvbeherskelse.
Det har også krævet tro -
- tro på at Jehova
ville rette op på tingene -
- på den rigtige måde
og det helt rigtige tidspunkt.
Vi får indblik i Davids tanker
i det han senere sagde til Saul -
- men også i noget af det
han skrev i Salme 57.
Vi læser i vers 3:
‘Jehova vil sende hjælp fra himlen
og redde mig.
Han vil stoppe den
der snapper efter mig.’
Nogle gange står vi også i en situation
hvor det er svært at være tålmodig -
- især hvis vi oplever
noget uretfærdigt.
Ofte er der ikke meget vi kan gøre
for at ændre tingene.
Men hvad nu hvis der pludselig
opstår en nem udvej?
Så må vi efterligne David og først
overveje hvordan Jehova ser på sagen.
Nogle gange skal vi gøre noget,
men andre gange -
- er det bedst at vente på
at Jehova løser problemerne til sin tid.
Lad læse hvad der skete
efter at Saul gik ud af hulen.
Vi begynder i 1. Samuel 24:8.
Det var altså vers 8.
David trådte nu ud af hulen
og råbte efter Saul:
- Min herre konge!
- David?
Da Saul så sig tilbage -
- faldt David på knæ og bøjede sig
med ansigtet mod jorden.
David sagde til Saul:
Hvorfor hører du på dem der siger:
“David vil gøre dig fortræd”?
I dag har du med egne øjne set at
Jehova overgav dig til mig inde i hulen.
Men da nogen sagde
at jeg skulle dræbe dig -
- havde jeg medlidenhed
med dig og sagde:
“Jeg løfter ikke hånden mod min herre,
for han er Jehovas salvede.”
Se, min far!
Her i hånden har jeg fligen
af din ærmeløse overklædning.
Jeg skar nemlig fligen
af din overklædning -
- men jeg dræbte dig ikke.
Nu må du kunne se og forstå -
- at jeg ikke er ude på at gøre dig
noget ondt eller gøre oprør.
Jeg har ikke syndet mod dig -
- og alligevel forfølger du mig
for at tage mit liv.
Lad Jehova dømme
mellem dig og mig -
- og må Jehova
tage hævn på mine vegne -
- men jeg vil ikke løfte hånden mod dig.
Som det gamle ordsprog siger:
“Fra de onde kommer ondskab”,
men jeg vil ikke løfte hånden mod dig.
Hvem er det Israels konge
er rykket ud efter?
Hvem er det du jager?
En død hund? En enkelt loppe?
Jehova skal være dommer, og han
vil dømme mellem dig og mig.
Han vil undersøge og føre min sag
og dømme mig og redde mig fra dig.
Ved at vise selvbeherskelse -
- viste David at han ikke
var ude på at slå Saul ihjel -
- sådan som nogle havde bildt Saul ind.
Han havde ikke krummet
et hår på hans hoved.
To gange sagde han til Saul at han
ville lade Jehova dømme imellem dem.
Selvom Saul var efter ham
helt uden grund -
- var David ikke
uforskammet over for ham.
Han talte respektfuldt
og sagde til Saul -
- at han ville vente på
at Jehova rettede op på tingene.
Hvor må Davids ydmyge reaktion have
virket stærkt på alle der hørte om den.
Saul var chokeret over at finde ud af
at David havde skånet hans liv.
Og han råbte til ham:
“Jehova vil belønne dig med godt -
- på grund af det
du har gjort mod mig i dag.
Nu ved jeg
at du skal herske som konge -
- og at Israels kongedømme
skal forblive i din hånd.”
Måske tænkte Paulus
på den her beretning -
- da han senere skrev
til de kristne i Rom:
“I må ikke hævne jer …
Overvind altid det onde med det gode.”
Nogle gange kan det have en positiv
effekt på vores modstandere -
- at vi opfører og venligt
og taler respektfuldt.
Saul var dybt rørt
over Davids barmhjertighed.
Men ville han nu stoppe
med at forfølge ham?
Det kommer vi tilbage til.
Fordi vi er ufuldkomne, lykkes det
ikke altid for os at vise tålmodighed.
Sådan var det også for David.
Han kom ud for en situation
der gjorde ham så vred -
- at han var lige ved at gøre noget der
ville have fået frygtelige konsekvenser.
Lad os læse om det
i 1. Samuel, kapitel 25.
Vi er altså i kapitel 25 nu. Fra vers 1.
1. Samuel 25 og vi begynder i vers 1.
Senere døde Samuel -
- og hele Israel samledes
for at sørge over ham -
- og begrave ham
ved hans hus i Rama.
Derefter tog David ned til Parans ørken.
Nu var der en mand i Maon
som havde sine dyr i Karmel.
Manden var meget rig
og ejede 3.000 får og 1.000 geder.
På det tidspunkt var han
ved at klippe sine får i Karmel.
Han hed Nabal,
og hans hustru hed Abigajil.
Hun var en klog og smuk kvinde -
- men manden, der var kalebit,
var hård og opførte sig dårligt.
Ude i ørkenen hørte David
at Nabal var ved at klippe sine får -
- så David sendte ti unge mænd til ham,
og han sagde til dem:
Gå til Karmel,
og når I kommer til Nabal -
- så hils ham fra mig,
og spørg ham om han har det godt.
Sig så: “Må du få et langt liv.
Fred være med dig og din husstand
og alt hvad der er dit.
Jeg hører at du er i gang med
at klippe får.
Da dine hyrder var sammen med os,
generede vi dem ikke -
- og de mistede ikke noget
i al den tid de var i Karmel.
Spørg dine unge mænd,
så kan de bekræfte det.
Jeg beder dig,
vis mine unge mænd venlighed -
- for det er en glædelig tid
vi kommer på.
Giv dine tjenere og din søn David
hvad du kan undvære.”
Davids unge mænd gik så til Nabal
og overbragte Davids hilsen.
Da de var færdige,
sagde Nabal til Davids tjenere:
Hvem er David, og hvem er Isajs søn?
Nu om dage er der så mange tjenere
der stikker af fra deres herrer.
Skulle jeg give mit brød og mit vand -
- og det kød jeg har slagtet
til mine fåreklippere -
- til nogle mænd
som ingen ved hvor er fra?
Det var altid en glædelig og festlig tid
når man klippede får.
Og Nabal havde bestemt
grund til at være glad.
Han havde mange får,
og David og hans mænd -
- havde beskyttet dem
mod røverbander.
Det ville have været skik og brug -
- at vise værdsættelse og gavmildhed
for den gode gerning.
Men da Davids mænd venligt
bad om lidt mad, nægtede han -
- og fornærmede dem endda groft.
Lad os se hvordan David reagerede -
- ved at fortsætte vores læsning
i 1. Samuel 25 -
- og vi skal læse fra vers 12.
Så vendte de unge mænd
tilbage til David -
- og fortalte ham alt
hvad der var blevet sagt.
David sagde straks til sine mænd:
Spænd jeres sværd om jer!
Så spændte de alle sammen
deres sværd om sig -
- og David spændte også
sit sværd om sig -
- og cirka 400 mand fulgte med David,
mens 200 blev ved oppakningen.
En af tjenerne meddelte i mellemtiden
Abigajil, Nabals hustru:
David sendte nogle sendebud
fra ørkenen -
- for at ønske vores herre alt godt,
men han overfusede dem.
Mændene behandlede os rigtig godt.
De generede os aldrig,
og vi mistede ikke noget som helst -
- i al den tid vi var sammen med dem
ude på markerne.
De var som en beskyttende mur
omkring os, både nat og dag -
- al den tid vi var sammen med dem
og vogtede hjorden.
Så beslut nu hvad du vil gøre,
for det vil helt sikkert ende med -
- at vores herre og hans hus
bliver ramt af en katastrofe -
- og han er så forfærdeligt et menneske
at han ikke er til at tale med.
Abigajil skyndte sig at tage 200 brød,
to store krukker vin -
- fem slagtede får,
fem sea ristet korn -
- 100 rosinkager og 200 figenkager -
- og hun læssede det hele på æslerne.
Derefter sagde hun til sine tjenere:
Gå i forvejen, så følger jeg efter.
Men hun sagde ikke noget
til sin mand, Nabal.
Da hun kom ridende ned på sit æsel,
skjult af bjerget -
- mødte hun David og hans mænd,
der kom ned mod hende.
David havde sagt:
Det var forgæves
at jeg i ørkenen beskyttede -
- alt hvad der tilhørte den fyr.
Han har ikke mistet noget
af det han ejer -
- og alligevel gengælder han
godt med ondt.
Må Gud straffe Davids fjender hårdt -
- hvis jeg lader en eneste
af hans mænd overleve til i morgen.
Da David hørte hvad Nabal havde sagt,
blev han rasende.
Med det samme, og uden
at spørge Jehova til råds -
- bad David sine mænd
om at tage deres sværd -
- og de begav sig afsted for at slå hver
eneste mand i Nabals husstand ihjel.
Det her var forkert.
Nabal var rigtigt nok en ussel mand -
- og David fortjente
at blive kompenseret -
- for at have beskyttet hans får -
- men han havde ikke noget
juridisk krav på Nabals ejendom -
- og der var ingen grund til at myrde en
israelitisk bror og hele hans husstand.
I mellemtiden hørte en af Nabals
tjenere om hvad David ville gøre -
- og han var modig nok til at fortælle
Abigajil, Nabals hustru, om det.
Han advarede ikke Nabal.
Han ville ikke have lyttet.
Men Abigajil tog faren alvorligt.
Hun var en klog kvinde
der elskede Jehova.
Vi ved ikke så meget
om hendes baggrund -
- men det kan ikke have været let
at have været gift med Nabal.
Han var hård, utaknemmelig
og arrogant.
Måske var hun blevet tvunget
ind i et arrangeret ægteskab.
Abigajil sagde senere til David:
“Han er virkelig tåbelig.”
Den her åndelige kvinde
ville ikke have talt sådan -
- hvis ikke Nabal havde fået hende til
at miste den sidste smule respekt -
- og kærlighed hun havde til ham.
Abigajil lyttede til tjeneren -
- og hun forstod at hun hurtigt
var nødt til at gøre noget.
Men hvad?
Skulle hun tale med Nabal?
Nej, han ville ikke
have været til nogen hjælp.
Skulle hun løbe sin vej?
Hvis David mindede
bare en smule om Nabal -
- ville det have været
det klogeste at gøre.
Men Abigajil vidste at David var rimelig
og fair, og at han elskede Jehova.
Så hurtigt pakkede hun noget mad
og tog afsted for at møde ham.
Lad os læse beretningen
fra 1. Samuel 25:23.
Da Abigajil fik øje på David,
sprang hun straks af æslet -
- og faldt på knæ foran David
og bøjede sig mod jorden.
Så kastede hun sig ned
for hans fødder og sagde:
Min herre, lad mig bære skylden; -
- lad din tjenestepige tale til dig -
- og lyt til hvad din tjenestepige
har at sige.
Herre, tag dig ikke
af denne forfærdelige Nabal -
- for han lever op til sit navn.
Nabal hedder han,
og han er virkelig tåbelig.
Men jeg, din tjenestepige, så ikke
de unge mænd du sendte, herre.
Og nu, herre, så sandt Jehova lever,
og så sandt du lever -
- det er Jehova der har forhindret dig i
at pådrage dig blodskyld -
- og i selv at tage hævn.
Må dine fjender og de der søger
at skade dig, herre, blive som Nabal.
Lad nu denne gave som din
tjenestepige har taget med til dig -
- blive givet til de unge mænd
der følger dig, herre.
Tilgiv din tjenestepiges overtrædelse.
Jehova vil helt sikkert
give min herre et varigt hus -
- for det er Jehovas krige
min herre kæmper -
- og der er ikke blevet fundet noget
ondt hos dig i al den tid du har levet.
Når nogen står frem for at forfølge dig
og tage dit liv, herre -
- så skal dit liv ligge trygt
i livets pose hos Jehova din Gud -
- men dine fjenders liv vil han
slynge bort som sten fra en slynge.
Og når Jehova har gjort alt det gode
som han har lovet dig, herre -
- og han udnævner dig til leder
over Israel, vil du ikke skulle angre -
- eller fortryde at have
udgydt blod uden grund -
- og at have taget hævn, herre.
Men når Jehova gør godt mod dig,
herre, så husk din tjenestepige.
Abigajils ord til David viste at hun
var en vis og åndelig kvinde.
Hun talte på en ydmyg
og respektfuld måde -
- men hendes budskab var tydeligt.
Hun sagde at det var Jehova
der havde sendt hende -
- for at forhindre David
i at pådrage sig blodskyld -
- i at udgyde blod uden grund,
i selv at hævne sig -
- i at gøre noget
han senere ville fortryde -
- noget som ville forfølge ham
resten af hans liv.
Abigajil mindede David
om nogle vigtige sandheder:
Jehova skulle nok rette op
på det uretfærdige der var sket -
- og David skulle ikke selv tage hævn.
Hendes indtrængende appel
mindede om -
- Davids argument for ikke
at gøre Saul noget ved En-Gedi.
Måske havde hun hørt om
at David havde skånet Sauls liv i hulen.
Abigajils pointe?
Vær tålmodig.
Lad Jehova tage sig af situationen,
og stol på at han vil dømme.
Hvordan reagerede David
på det hun sagde?
Beretningen fortsætter
fra 1. Samuel 25:32.
David svarede Abigajil:
Pris Jehova, Israels Gud, der sendte
dig ud for at møde mig i dag!
Og velsignet være din sunde fornuft!
Må du blive velsignet fordi du har
hindret mig i at pådrage mig blodskyld -
- og i selv at tage hævn.
Så sandt Jehova, Israels Gud, lever -
- ham der har forhindret mig i
at gøre dig ondt -
- hvis du ikke havde skyndt dig
at komme mig i møde -
- ville der ikke have været en eneste
af Nabals mænd tilbage i morgen.
Så tog David imod det hun
havde med til ham, og han sagde:
Gå hjem i fred.
Jeg har lyttet til dig, og jeg vil gøre
som du har bedt mig om.
David lyttede.
I et samfund hvor mænd ikke
normalt tog imod råd fra kvinder -
- var det bemærkelsesværdigt.
Han lyttede, forstod, var enig
og ændrede sin beslutning.
Måske var de andre
ivrige efter at kæmpe -
- og tage det de følte de havde ret til,
men David holdt dem tilbage.
Ligesom David kan det være
at vi har truffet en dårlig beslutning -
- der fører os i en forkert retning.
Men ligesom David må vi lytte
til dem der prøver at advare os.
Omkring ti dage senere
slog Jehova Nabal, og han døde.
Og David giftede sin med Abigajil.
Men hvad med Saul?
Selvom episoden i hulen
nok havde ydmyget ham -
- fik det ham ikke
til at indstille jagten på David.
Den her gang opholdt David
og hans mænd sig i Zifs ørken.
For anden gang blev David
forrådt af mændene fra Zif -
- mænd fra hans egen stamme.
Lad os læse om det i 1. Samuel 26,
og vi begynder i vers 2.
Så drog Saul ned til Zifs ørken
med 3.000 udvalgte israelitter -
- for at lede efter David.
Saul slog lejr på Hakilas høj
over for Jeshimon, ved vejen.
David boede på det tidspunkt
i ørkenen -
- og han fandt ud af at Saul
var kommet ud i ørkenen efter ham.
Så sendte David spioner ud for at få
bekræftet at Saul virkelig var kommet.
Senere begav David sig derhen
hvor Saul havde slået lejr -
- og David så hvor Saul og hans
hærfører Abner, Ners søn, lå og sov.
Saul sov midt i lejren,
og folkene lå lejret omkring ham.
David sagde så
til hittitten Akimelek og Abishaj -
- der var søn af Seruja
og bror til Joab:
Hvem går med mig ned til Saul i lejren?
Abishaj svarede: Jeg går med dig.
David og Abishaj sneg sig hen til
folkene i ly af nattens mørke -
- og de så Saul ligge
og sove midt i lejren.
Hans spyd var stukket ned
i jorden ved hans hoved -
- og Abner og folkene lå rundt om ham.
Abishaj sagde til David:
I dag har Gud overgivet
din fjende til dig.
Lad mig nu spidde ham
til jorden med spyddet.
Én gang er nok, jeg behøver ikke
at gøre det to gange.
I hulen var det Saul
der var kommet hen til David.
Den her gang kom David hen til Saul.
Han var sammen med sin nevø Abishaj,
der var en modig kriger.
I ly af natten sneg de sig
forsigtigt ind i lejren -
- forbi de sovende tropper og fandt
til sidst teltet hvor Saul lå og sov.
Nu havde David for anden gang
Sauls liv i sine hænder.
Abishaj bad David om lov
til at spidde Saul til jorden.
For ham virkede det
som det eneste rigtige at gøre -
- mod en der så ihærdigt
prøvede at slå ham ihjel.
David behøvede ikke at gøre noget.
Han kunne senere sige at det var
Abishaj der havde dræbt Saul.
Ville David gribe muligheden for at gøre
det af med sin fjende en gang for alle?
Vi får svaret ved at fortsætte
vores læsning i 1. Samuel 26:9.
Men David sagde til Abishaj:
Gør ham ikke fortræd -
- for hvem kan ustraffet løfte sin hånd
mod Jehovas salvede?
David fortsatte:
Så sandt Jehova lever:
Enten vil Jehova selv slå ham,
eller også vil han dø som alle andre -
- eller også vil han miste livet i krig.
Af respekt for Jehova
kunne det aldrig falde mig ind -
- at løfte min hånd
mod Jehovas salvede!
Så tag nu spyddet som er ved hans
hoved, og vanddunken, og lad os gå.
Så tog David spyddet og vanddunken
ved Sauls hoved, og de gik.
Ingen så dem eller lagde mærke
til dem, og der var ingen der vågnede.
Alle sov, for Jehova havde ladet
en dyb søvn falde over dem.
David narrede ikke sig selv ved at tro -
- at det var okay for Abishaj
at dræbe Saul.
Han stolede på at Jehova
nok skulle dømme Saul.
Endnu en gang ventede han på Jehova
og på at han tog sig af situationen.
David fokuserede på
hvordan Jehova måske ville gribe ind -
- og hjælpe ham i fremtiden,
og hviskede til Abishaj -
- at Saul måske ville dø i krig.
Og det var præcis det
der skete over et år senere.
Livet var ikke let for David i de år
hvor han måtte leve som flygtning.
Men han blev aldrig utålmodig og holdt
aldrig op med at vente på Jehova.
Og han udnyttede
de muligheder han havde.
Mens han for eksempel
boede blandt filistrene -
- brugte han tiden på at beskytte Israel
ved at bekæmpe nationens fjender.
Når vi står i en svær situation, må vi
også prøve at få det bedste ud af den -
- ved at gøre hvad vi kan,
og så stole på at Jehova -
- vil løse vores problemer
på det helt rigtige tidspunkt.
David blev til sidst konge,
og han regerede i 40 år.
Hen imod slutningen af sit liv
skrev han Salme 37.
Det kan være han tænkte på
netop de tre begivenheder -
- vi har været inde på,
da han skrev den.
Salmen handler om tålmodighed -
- at vi må vente på Jehova -
- og at Jehovas løfter
altid går i opfyldelse.
I den salme er der både gode råd
og opmuntring til os.
Lad os slutte af med at læse de smukke
ord, der er inspireret af Jehova.
Vi skal slå op i Salme 37:1-7.
I får lige et øjeblik til at finde det.
Salme 37:1-7:
“Lad ikke onde mennesker
gøre dig vred -
- og vær ikke misundelig
på dem der handler forkert.
De vil visne lige så hurtigt som græs -
- forsvinde som det græs
der var nyt og grønt.
Stol på Jehova, og gør det der er godt -
- bo på jorden,
og vær trofast i det du gør.
Lad Jehova være din største glæde -
- så vil han give dig det
dit hjerte ønsker.
Læg dit liv i Jehovas hænder;
stol på ham -
- så vil han gribe ind
for at hjælpe dig.
Han vil lade din retfærdighed skinne
som morgenens lys -
- din ret som solen ved middagstid.
Vær stille over for Jehova,
og vent tålmodigt på ham.”

David ventede på Jehova