JW subtitle extractor

Tre dage før Jesus blev henrettet -
- stillede hans disciple ham
et spørgsmål der har stor betydning -
- for alle der lever i dag.
De spurgte Jesus:
“Hvad vil være tegnet
på din nærværelse -
- og afslutningen
på verdensordningen?”
I det svar Jesus gav,
forudsagde han at perioden -
- lige op til den nye verden
ville være kendetegnet af ting som -
- krige, jordskælv,
hungersnød og epidemier.
Derefter sagde Jesus:
Med de ord bekræftede Jesus
at Noa var en virkelig person -
- og at Vandfloden
var en historisk begivenhed.
Han advarede os også om
at tiden lige inden Vandfloden -
- minder meget om den tid
vi lever på i dag.
Derfor er det vigtigt at se nærmere
på hvad der skete på Noas tid -
- og tænke over
hvad vi kan lære af det.
De indledende kapitler
i Første Mosebog -
- giver os et indblik i hvordan livet
var i århundrederne før Noas tid -
- efter at Adam og Eva
var blevet udvist fra Edens Have.
Alle talte det samme sprog -
- og man havde sandsynligvis
udviklet et skriftsprog.
Man havde bygget en by,
måske endda flere byer.
Man var begyndt at
smede kobber og jern.
Og man lavede musikinstrumenter,
harper og fløjter.
Og fordi mennesker
var meget tættere på -
- Adam og Evas
fysiske fuldkommenhed -
- levede de rigtigt længe,
i flere hundrede år.
Men situationen var ikke god.
Folk vendte sig væk fra Jehova -
- og som resultat begyndte de
at leve umoralsk og blev voldelige.
Det blev så slemt at Jehova fik
den retfærdige mand, Enok -
- den syvende
i slægtslinjen fra Adam -
- til at profetere at Gud -
- ikke ville blive ved med at tolerere
ondskab og oprør i verden.
Han ville eksekvere dom
over alle de ugudelige.
Det er klart at de ugudelige mennesker
ikke brød sig om det Enok sagde.
De hadede Enok, og de prøvede
måske endda at slå ham ihjel.
Enok så aldrig opfyldelsen
af den profeti.
Der gik 600 år mere -
- og nu var forholdene på jorden
bare blevet endnu værre.
Lad os læse 1. Mosebog 6:1-7.
Da der begyndte at være mange
mennesker på jorden og de fik døtre -
- lagde den sande Guds sønner mærke
til at menneskedøtrene var smukke.
Så de begyndte at tage sig
alle de hustruer de ville have.
Så sagde Jehova:
“Jeg vil ikke blive ved med
at tolerere menneskene -
- for de er kun
kødelige skabninger.
Derfor skal deres dage
være 120 år.”
På den tid og i de følgende år
levede kæmperne på jorden.
Dengang havde
den sande Guds sønner -
- seksuelle forhold til menneskedøtrene,
som fødte dem sønner -
- nemlig de store krigere
fra gamle dage, de berømte mænd.
Jehova så nu at menneskets ondskab
var stor på jorden -
- og at enhver tilbøjelighed
i menneskets hjerte og tanker -
- var ond dagen lang.
Jehova blev bedrøvet over at han
havde skabt mennesket på jorden -
- og han følte sig såret
i sit hjerte.
Så Jehova sagde:
“Jeg vil feje menneskene som jeg
har skabt, bort fra jordens flade -
- mennesker sammen med husdyr,
krybende dyr -
- og himlens flyvende skabninger -
- for jeg er bedrøvet over
at jeg har frembragt dem.”
Nogle engle i himlen -
- begyndte at lægge mærke
til de smukke kvinder på jorden -
- og udviklede
et seksuelt begær efter dem.
Englene gjorde oprør mod Gud -
- ved at komme ned til jorden
i menneskekroppe -
- for at have sex med kvinderne.
De egoistiske engle
blev til onde dæmoner.
De har sandsynligvis være
charmerende, intelligente, flotte -
- og de havde jo
overnaturlige kræfter.
De må have været uimodståelige -
- især for de kvinder
der ikke elskede Jehova -
- men var ligeglade med ham.
Englene tog måske
nogle kvinder med magt.
Uanset hvad tog de
alle dem “de ville have”.
Hvilket menneske
kunne gøre sig forhåbninger om -
- at stoppe dæmonerne?
På grund af de onde skabninger
mistede folk deres døtre -
- deres søstre
og måske endda deres hustruer.
Kvinderne blev gravide
og fødte sønner -
- men deres sønner
var ikke ligesom andre drenge.
De var stærkere, de var aggressive,
vilde, voldelige og brutale.
Og det fortsatte sådan
mens de voksede op.
Drengene blev til mænd.
Usædvanligt ondskabsfulde mænd.
De blev kaldet kæmperne,
eller Nefilim -
- der måske betyder
“dem der får andre til at falde” -
- og folk frygtede dem.
Ligesom deres fædre havde
kæmperne ingen respekt for Gud.
Det eneste de gik op i -
- var at blive berømte
for deres styrke og grusomhed.
De materialiserede engle
og deres brutale afkom -
- dominerede datidens verden -
- og folk efterlignede
deres måde at være på.
Jehova så at jorden
var fyldt med ondskab -
- og ‘at enhver tilbøjelighed
i menneskets hjerte -
- var ond dagen lang’.
Hvor må det
have frydet Satan at se -
- hvordan de fleste mennesker
vendte Jehova ryggen -
- og blev mere og mere
fordærvede.
Men midt i den ugudelige verden var
der en mand der var trofast mod Jehova.
Lad os læse om ham
i 1. Mosebog 6:8:
Men Jehova godkendte Noa.
Her er den historiske
beretning om Noa.
Noa var en retfærdig mand.
Der var ikke noget
at udsætte på ham -
- og han skilte sig derfor ud
fra sine samtidige.
Noa vandrede
med den sande Gud.
Med tiden fik Noa tre sønner,
Sem, Kam og Jafet.
Men jorden var blevet ødelagt
for øjnene af den sande Gud -
- og jorden var fyldt med vold.
Ja, Gud så på jorden,
og den var ødelagt -
- alle mennesker på jorden
gjorde det der var ondt.
Nogle mennesker i dag
påstår at Noa aldrig har eksisteret -
- og at beretningen
om arken og Vandfloden -
- bare er en myte
eller et eventyr.
Men bibelskribenten vidste
at Noa var en virkelig person -
- og at Vandfloden
havde fundet sted.
Esajas og Ezekiel omtaler
begge den trofaste mand Noa.
Ezra, der skrev Første Krønikebog,
og også Lukas -
- inkluderer Noa i de slægtsregistre
som de udarbejdede.
Apostlene Peter og Paulus -
- omtaler Vandfloden
som en historisk begivenhed.
Og som vi var inde på tidligere,
bekræftede Guds egen søn -
- at den trofaste Noa
virkelig havde eksisteret -
- og at Vandfloden
virkelig havde fundet sted.
Noas tro var enestående.
Han levede i en ond verden
fyldt med ugudelige mennesker -
- en verden domineret
af materialiserede engle -
- og deres voldelige sønner.
Noa havde ikke alle de ting
som vi har i dag -
- der hjælper os
til at have en stærk tro.
Han havde ikke Bibelen
til at fortælle ham om Jehova -
- og hvad han
forventer af os mennesker.
Han vidste ikke noget om alle de
trofaste mænd og kvinder -
- der ville leve efter ham.
Og Noa havde ikke en menighed
af trosfæller der kunne opmuntre ham -
- og styrke hans tro.
Men der var meget Noa vidste.
Han vidste hvad der var sket
i Edens Have -
- og kunne se
de tragiske konsekvenser.
Han så mennesker
blive gamle og dø.
Han vidste at indgangen
til Edens Have var blevet spærret -
- og at jorden udenfor haven
var blevet forbandet.
Han kendte til den profeti
hans oldefar Enok havde udtalt.
Og han vidste også hvorfor hans far,
Lemek, havde givet ham navnet Noa -
- der sikkert betyder
“hvile” eller “trøst”.
Lemek havde nemlig
forudsagt om sin søn -
- at han ville ‘udfri mennesker
fra deres hårde arbejde -
- og deres smertefulde slid med
jorden som Jehova havde forbandet’.
Noa har helt sikkert
tænkt over de her profetier.
Hvordan skulle han udfri?
Hvordan og hvornår ville Gud
gribe ind over for de onde -
- der var overalt omkring ham?
I flere hundrede år
må Noa have bedt og grublet.
Da han havde levet
i mere end 500 år -
- var han blevet gift
og havde fået børn, tre sønner.
Selvom han levede i en ond verden,
forblev han trofast mod Gud -
- og han hjalp sin familie til
også at være det.
Så fortalte Jehova ham noget der må
være kommet som en stor overraskelse.
Lad os læse videre
fra 1. Mosebog 6:13.
Så sagde Gud til Noa:
“Jeg har besluttet
at gøre det af med alle mennesker -
- for jorden er fuld af vold
på grund af dem -
- så jeg ødelægger dem
sammen med jorden.
Lav dig en ark
af harpiksholdigt træ.
Du skal lave rum i arken -
- og stryge den med tjære
både indvendigt og udvendigt.
Sådan skal du lave den:
Arken skal være 300 alen lang,
50 alen bred og 30 alen høj.
Du skal lave et vindue til arken
en alen fra oven.
Du skal anbringe indgangen til arken
på siden af den -
- og lave den med et nederste,
mellemste og øverste dæk.
Jeg vil bringe vandmasser
over jorden -
- for at ødelægge alt
under himlen der har livsånde.
Alt hvad der er på jorden,
vil gå til grunde.
Og jeg indgår en pagt med dig -
- og du skal gå ind i arken
sammen med dine sønner, din kone -
- og dine sønners koner.
Og tag to af alle slags dyr
med ind i arken -
- for at bevare dem i live
sammen med dig, en han og en hun.
Af de forskellige slags
flyvende skabninger -
- de forskellige slags husdyr -
- og de forskellige slags
af alle jordens krybende dyr -
- skal to af hver gå ind til dig
for at blive bevaret i live.
Du skal samle al slags mad
og tage det med dig -
- så du og dyrene
har noget at spise.”
Så gjorde Noa nøjagtigt
som Gud havde givet ham besked på.
Sådan gjorde han.
Noa havde længe spekuleret på -
- hvordan Jehova ville
standse ondskaben på jorden.
Nu vidste han det.
En global oversvømmelse
ville rense jorden.
Noa vidste også hvad han
og hans familie måtte gøre.
Der var så meget
der afhang af ham.
Det hele må have virket
meget overvældende.
Arken skulle jo være gigantisk.
Nu var der noget nyt
Noa spekulerede på.
Træer, utroligt mange træer
skulle fældes, transporteres -
- laves om til tømmer
og til sidst sættes sammen til en ark.
Hvordan skulle han klare det?
Og hvordan skulle han indsamle
alle de forskellige slags dyr?
Hvordan skulle han skaffe mad nok
til alle dyrene og til sin familie?
Og hvad med de
ugudelige mennesker omkring ham?
Hvordan ville de reagere?
Noa vidste hvad der var sket -
- med de retfærdige mænd
der havde levet før ham
Abel var blevet slået ihjel
af sin bror Kain.
Og Enok var sandsynligvis
så hadet af de ugudelige -
- at Jehova barmhjertigt afkortede
hans liv så de ikke skulle dræbe ham.
Alle ville kunne se
hvad Noa lavede -
- og de ville snart finde ud af
hvorfor han gjorde de ting.
De ugudelige
Nefilim-prægede mennesker -
- ville måske reagere med vold.
Men Noa stolede på Jehova
og tog fat på arbejdet.
Han gjorde nøjagtigt
som Gud havde sagt.
Det tog lang tid for Noa
og hans familie at bygge arken -
- måske 40 eller 50 år.
Der må have været
mange udfordringer -
- men der står ikke nogen steder
at Noa beklagede sig.
Der var ingen der hjalp
Noa og hans familie.
Husk at Jesus sagde
at mennesker -
- ‘slet ikke var opmærksomme på
hvad der skete, før Vandfloden kom’.
Folk var selvfølgelig opmærksomme
på at Noa byggede en ark.
De må have spurgt ham hvorfor
han byggede sådan en enorm kasse.
Og så har han helt sikkert
forklaret dem det.
Men de var ikke
opmærksomme på -
- at Jehova velsignede
Noa og byggeprojektet.
De var ikke opmærksomme på
hvad det ville betyde for dem.
I stedet var de helt opslugt
af ting i deres eget liv -
- at spise og drikke og gifte sig.
Det var det eneste
de bekymrede sig om.
Folk betragtede Noa og hans familie
som en flok besynderlige tosser.
Og de må have gjort nar af dem,
råbt ad dem og sikkert også truet dem.
Nu var arken endelig færdig.
Noa og hans familie har sikkert stået
og kigget på arken med stolthed -
- mens de tænkte på
hvordan Gud havde hjulpet dem.
Jehova er der altid
for sine trofaste tjenere.
Og nu talte Jehova
igen til Noa.
Lad os læse kapitel 7,
og vi begynder med vers 1.
Derefter sagde Jehova til Noa:
“Gå ind i arken,
du og hele din familie -
- for jeg har lagt mærke til at du -
- i modsætning til denne generation
er retfærdig.
Du skal tage syv af hver slags
af de rene dyr med, han og hun -
- og af hvert urent dyr kun to,
han og hun -
- og af himlens flyvende skabninger
syv af hver, han og hun -
- for at de ikke skal uddø
men sprede sig over hele jorden.
For om kun syv dage -
- vil jeg få det til at regne
på jorden i 40 dage og 40 nætter -
- og alt levende som jeg har frembragt,
vil jeg feje væk fra jordens flade.”
Så gjorde Noa alt hvad Jehova
havde givet ham besked på.
Der var ingen tid at spilde.
Der var vigtigt arbejde
som hastede.
Om kun syv dage
ville det begynde at regne.
Dyr, mange dyr, skulle føres ind
på deres plads i arken.
Provianten skulle opmagasineres.
Noa lyttede og adlød.
For anden gang
i den her beretning -
- får vi at vide
at Noa gjorde alt -
- hvad Jehova gav ham
besked på at gøre.
Lad os nu se hvad der videre sker
i 1. Mosebog 7 fra vers 6:
Noa var 600 år gammel
da vandmasserne kom over jorden.
Før vandmasserne kom -
- gik Noa ind i arken sammen med sine
sønner, sin kone og sine sønners koner.
Af alle de rene dyr og af alle de urene
dyr og af de flyvende skabninger -
- og af alt hvad der
myldrer omkring på jorden -
- gik par efter par
ind til Noa i arken, han og hun -
- sådan som Gud
havde givet Noa besked på.
Og syv dage senere
kom vandmasserne over jorden.
I det år Noa blev 600 år,
på den 17. dag i den anden måned -
- bristede alle det vidtstrakte vanddybs
kilder, og himlens sluser blev åbnet.
Og regnen væltede ned på jorden
i 40 dage og 40 nætter.
På netop den dag -
- gik Noa ind i arken sammen med
sine sønner, Sem, Kam og Jafet -
- og sin kone
og sine tre svigerdøtre.
De gik ind sammen med vilde dyr
af alle slags og husdyr af alle slags -
- og jordens krybende dyr af alle slags
og flyvende skabninger af alle slags -
- hver fugl,
hver vinget skabning.
De gik ind til Noa i arken -
- par for par af alle
slags væsner der har livsånde.
De gik altså ind,
han og hun af alle slags dyr -
- sådan som Gud
havde givet ham besked på.
Derefter lukkede Jehova
døren bag ham.
Det fortsatte med
at regne på jorden i 40 dage -
- og vandet blev ved med at stige
og begyndte at løfte arken -
- indtil den flød højt over jorden.
Vandet tog mere og mere overhånd -
- og blev ved med at stige kraftigt
på jorden, men arken flød på vandet.
Vandet tog så meget
overhånd på jorden -
- at alle de høje bjerge
under hele himlen blev dækket.
Det steg til det var
15 alen over bjergene.
Så gik alle levende væsner der myldrede
omkring på jorden, til grunde -
- de flyvende skabninger,
husdyrene, de vilde dyr -
- smådyrene og alle mennesker.
Alt på det tørre land der havde
livsånde i sine næsebor, døde.
Han fejede altså alt levende
væk fra jordens flade -
- både mennesker, dyr, krybende dyr
og himlens flyvende skabninger.
De blev alle
fejet væk fra jorden -
- kun Noa og de der var
med ham i arken, overlevede.
Og vandmasserne
oversvømmede jorden i 150 dage.
Hvis Noa havde tænkt over hvordan
han skulle indsamle alle dyrene -
- fandt han ud af det nu.
Dyrene ville komme til ham.
Det ville Jehova sørge for.
Noa skulle ikke ud
at lede efter dem.
Og dyrene kom,
alle slags dyr -
- nogle i par og andre
i grupper af syv.
Forestil jer det engang.
Massevis af dyr der piler, vralter,
lunter, hopper og kryber ind i arken.
Noa og hans familie kigger fascineret
på alle de spændende dyr der går forbi.
De kan sikkert ikke lade være med
at ae den bløde pels på nogle af dem -
- mens de holder sig
på god afstand af dem der stikker.
Og de sørger for ikke at gå i vejen
for de kæmper der tramper forbi.
Fuglene kommer også
baskende og flaksende.
Alle de farver, lugte og lyde.
Noa og familien
må sikkert have råbt -
- for at kunne høre hinanden
gennem al den larm.
Da alle var inde i arken,
lukkede Jehova døren.
Kan du se familien for dig sidde helt
tæt sammen, mens de lytter intenst?
Og så kom det.
Regn!
Måske startede det som stille støvregn,
men snart væltede det ned.
Det var en øredøvende larm.
De havde ventet så længe,
og nu skete det endelig.
De var trætte, udmattede, men de fik
sikkert ikke lukket et øje den nat.
De skulle se til dyrene.
Regnen væltede ned,
og hvor må de have bedt!
Har de siddet og tænkt
på dem uden for arken?
Helt sikkert.
De kendte de mennesker.
De havde forkyndt for dem.
Mange af dem
var deres slægtninge.
Hvor var det sørgeligt!
Ligesom Jehova glædede det på
ingen måde Noa at de onde skulle dø.
Det gjorde ham ked af det
at så mange mennesker døde -
- men han vidste at de alle sammen var
blevet advaret om det der skulle ske.
Selv hvis de ikke havde set
den ark Noa byggede -
- havde de helt sikkert
hørt om den.
Og de vidste hvorfor
han byggede den.
Men nu var det for sent for dem.
Jehova havde lukket døren.
Noa og hans familie lyttede til regnen
der piskede ned udenfor.
Og så skete der noget de aldrig ville
glemme, arken bevægede sig!
De mærkede hvordan den gigantiske
trækonstruktion løftede sig.
Nu flød den!
Deres hjerte hamrede
i brystet på dem.
Ville arken kunne holde til det?
Lad os læse videre i 1. Mosebog 8:1
for at se hvad der nu sker.
Men Gud tog sig af Noa -
- og alle de vilde dyr og husdyr
der var med ham i arken -
- og Gud lod en vind
blæse hen over jorden -
- og vandet begyndte at synke.
Vanddybets kilder
og himlens sluser blev lukket til -
- så det holdt op med at regne.
Vandet begyndte gradvist
at trække sig tilbage fra jorden.
Efter 150 dage
var vandet sunket.
På den 17. dag i den syvende måned
lagde arken sig på Ararats bjerge.
Og vandet aftog gradvist
indtil den tiende måned.
På den første dag i den tiende måned
kom bjergenes toppe til syne.
Efter 40 dage åbnede Noa
det vindue han havde lavet i arken -
- og han sendte en ravn ud -
- den fløj frem og tilbage
uden for arken -
- indtil vandet
var tørret bort fra jorden.
Senere sendte han en due ud -
- for at se om vandet havde
trukket sig tilbage fra jorden.
Duen fandt ikke noget sted
hvor den kunne sætte sig -
- for vandet dækkede stadig
hele jordens flade -
- og den vendte derfor
tilbage til ham i arken.
Så han rakte sin hånd ud
og tog duen ind i arken.
Han ventede syv dage mere -
- og så sendte han
endnu en gang duen ud fra arken.
Da duen kom tilbage til ham
hen imod aften -
- så han at den havde
et friskplukket olivenblad i næbet.
Så vidste Noa at vandet
havde trukket sig tilbage fra jorden.
Han ventede yderligere syv dage.
Så sendte han duen ud -
- men den kom ikke
tilbage til ham mere.
I 40 dage og 40 nætter hamrede
den kraftige regn mod arken -
- men så stoppede det.
Forestil dig Noa og familien
kigge ud af arken.
Vand så langt øjet rækker.
Så blæste der en vind,
og vandet begyndte at synke.
Endelig!
150 dage efter at regnvejret
var begyndt, lagde arken sig på land.
Hvor må det have været
en fantastisk dag for dem.
Var det sikkert for dem at gå ud?
Nej.
Vandet skulle først
trække sig mere tilbage.
Noa og familien havde arbejde nok
til at holde sig beskæftiget.
De skulle give dyrene mad
og tage sig af dem.
Men de må alligevel have
længtes efter at komme ud af arken -
- ud at mærke friheden igen
og få fast grund under fødderne.
De måtte være tålmodige.
Forestil dig familien sidde
og tale sammen -
- og planlægge hvad de skulle lave
når de kom ud af arken.
Der gik 73 dage mere -
- og de kunne nu skimte
bjergtoppene i horisonten.
Var det nu sikkert at forlade arken?
Noa åbnede et vindue han havde lavet,
og sendte en ravn afsted.
Men ravnen
blev ved med at vende tilbage.
Derfor valgte Noa nu
at sende en due ud.
Den fløj men kom tilbage -
- for den havde heller ikke fundet
et sted den kunne sætte sig.
En uge senere
sendte han duen ud igen -
- og den kom tilbage
med et olivenblad i næbet.
Syv dage senere sendte han den
endnu engang afsted -
- men den her gang
kom den ikke tilbage.
Hvad skete der så?
Lad os læse videre i beretningen
fra kapitel 8, vers 13.
I det år Noa blev 601 år -
- på den første dag i den første måned,
var vandet væk fra jorden.
Noa fjernede noget
af arkens tag -
- og så at jordens flade
var ved at være tør.
På den 27. dag i den anden måned
var jorden helt tør.
Gud sagde nu til Noa:
“Gå ud af arken, både du, din kone,
dine sønner og dine sønners koner.
Tag alle dyrene med dig ud -
- både flyvende skabninger
og husdyr og vilde dyr -
- og alle jordens krybende dyr -
- så de kan myldre omkring på jorden
og formere sig og blive mange.”
Så gik Noa ud sammen med sine
sønner, sin kone og sine sønners koner.
Alle dyrene, både de krybende dyr
og de flyvende skabninger -
- alt hvad der
myldrer omkring på jorden -
- gik ud af arken
gruppe for gruppe.
Derefter byggede Noa
et alter for Jehova -
- og tog nogle af alle de rene dyr
og af alle de rene flyvende skabninger -
- og bragte brændofre på altret.
Og duften var behagelig for Jehova.
Så Jehova sagde i sit hjerte:
“Aldrig mere vil jeg forbande jorden
på grund af mennesket -
- for menneskehjertets tilbøjeligheder
er onde fra ungdommen af -
- og aldrig mere vil jeg udslette alt
levende sådan som jeg nu har gjort.
Fra nu af vil såtid og høsttid -
- kulde og varme, sommer og vinter,
dag og nat aldrig ophøre på jorden.”
Da duen ikke vendte tilbage,
fjernede Noa noget af arkens tag.
Nu kunne han se
at landjorden var ved at være tør.
Måske kunne han se
frodige planter vokse og blomstre -
- på en måde der ikke havde
været mulig i tiden før Vandfloden -
- hvor jorden var forbandet.
Men Noa ventede
på anvisninger fra Jehova.
Og så skete det!
Jehova sagde til dem:
“Gå ud af arken.”
Endelig!
Hvor må det have været
en fantastisk følelse!
De havde været
i arken i 370 dage.
Familien må have været så ivrige efter
at komme ud, ud i lyset -
- ud i den friske luft og komme i gang
med deres nye tilværelse.
Dyrene myldrede ud af arken -
- og familien så hvordan
de spredte sig i alle retninger.
De har sikkert knyttet sig til nogle
af dyrene, men nu måtte de sige farvel.
Men de var glade for
at slippe dem fri.
Der var ingen
materialiserede engle -
- ingen Nefilim
og ingen onde mennesker.
De har været
dybt taknemmelige mod Jehova.
Noa spildte ikke tiden.
Han byggede med det samme
et alter og bragte ofre.
Ofre som Jehova
med glæde tog imod.
Jehova forsikrede familien om at han
aldrig igen vil udslette alt levende.
Men han gjorde mere end det.
Han indgik en pagt
med Noa og hans sønner -
- og gav dem et tegn
som vi også kan se i dag.
Vi kan læse om det her
i 1. Mosebog, kapitel 9, fra vers 8.
Så sagde Gud til Noa
og hans sønner:
“Jeg indgår nu en pagt med jer
og jeres efterkommere -
- og med alle de dyr der kom ud
af arken sammen med jer -
- både fugle, husdyr og vilde dyr,
ja, alle dyr på jorden.
Jeg indgår altså en pagt med jer:
Aldrig mere vil alt levende
blive udslettet af en vandflod -
- og aldrig mere skal en vandflod
ødelægge jorden.”
Og Gud tilføjede:
“Dette er tegnet på den pagt
som jeg indgår mellem mig og jer -
- og alle dyrene hos jer
i alle fremtidige generationer.
Jeg sætter min regnbue i skyerne -
- og den skal være et tegn
på pagten mellem mig og jorden.
Når jeg lader skyer
samle sig over jorden -
- vil regnbuen vise sig i skyerne.
Og jeg vil huske min pagt
mellem mig og jer og alle slags dyr -
- og aldrig mere skal en vandflod
udslette dyr og mennesker.
Regnbuen vil vise sig i skyerne,
og jeg vil se den -
- og huske den evige pagt mellem mig
og alle dyr og mennesker på jorden.”
Sikke et smukt og fascinerende tegn
Jehova gav dem.
Noa og familien -
- må fulde af forundring have betragtet
det utrolige farvespil på himlen -
- violet, indigo, blå,
grøn, gul, orange og rød.
Hver eneste regnbue ville minde både
Jehova og mennesker om hans løfte.
Aldrig igen vil hele jorden
blive oversvømmet.
Men det betyder ikke at Jehova
vil tolerere ondskab for evigt.
Lad os læse
hvad apostlen Peter skrev.
Slå op i 2. Peter 2:5.
Vi lever i en verden der minder meget
om den der var før Vandfloden.
Den er fyldt med vold -
- og mennesker gør alle mulige
afskyelige ting Jehova hader.
Folk går kun op i deres egne liv
og er slet ikke opmærksomme -
- på det livreddende budskab
vi forkynder.
Mange latterliggør
Guds tjenere og siger:
“Hvad bliver det til
med hans lovede nærværelse?”
‘Alting er jo
blevet ved med at være -
- præcis som det har været
fra skabelsens begyndelse!’
De tager fejl!
Jehova greb ind og fjernede ondskaben
på Noas tid, og han vil gribe ind igen.
Ligesom dengang
vil de trofaste blive reddet.
Guds ord forsikrer os:
‘Jehova ved hvordan
han skal redde -
- gudhengivne mennesker
ud af prøvelser -
- og han mærker sig de uretfærdige
så de bliver udslettet på dommens dag.’
Jehova vil gøre jorden til et paradis -
- præcis som det var meningen
fra begyndelsen.
Jorden vil være fyldt
med gode mennesker.
Der vil ikke være nogen som helst
der gør oprør mod Gud.
Og hvad vil der ske
med alle de onde engle?
Da Vandfloden kom over jorden
på Noas tid -
- forlod de onde engle
deres menneskeskikkelser -
- og vendte tilbage til
åndeverdenen som dæmoner.
Og dæmonerne
er blevet ved med -
- at have en meget negativ indflydelse
på mennesker helt frem til i dag.
Men når Jehova griber ind igen -
- vil dæmonerne og deres hersker,
Satan, blive sat helt ud af spil.
Bibelen siger:
Tro fik Noa til at adlyde Jehova.
Og han og hans familie
overlevede Vandfloden.
Noa levede et langt liv,
950 år.
Men når den trofaste mand
bliver oprejst -
- vil han kunne se frem til
at leve for evigt.
Hvis vi ligesom Noa viser tro
og adlyder, kan vi også -
- få et stærkt venskab
med Jehova -
- og det venskab
kan vare for evigt!

Noa – Tro fik ham til at adlyde
- 

Noa – Tro fik ham til at adlyde

Tre dage før Jesus blev henrettet -
- stillede hans disciple ham
et spørgsmål der har stor betydning -
- for alle der lever i dag.
De spurgte Jesus:
“Hvad vil være tegnet
på din nærværelse -
- og afslutningen
på verdensordningen?”
I det svar Jesus gav,
forudsagde han at perioden -
- lige op til den nye verden
ville være kendetegnet af ting som -
- krige, jordskælv,
hungersnød og epidemier.
Derefter sagde Jesus:
Med de ord bekræftede Jesus
at Noa var en virkelig person -
- og at Vandfloden
var en historisk begivenhed.
Han advarede os også om
at tiden lige inden Vandfloden -
- minder meget om den tid
vi lever på i dag.
Derfor er det vigtigt at se nærmere
på hvad der skete på Noas tid -
- og tænke over
hvad vi kan lære af det.
De indledende kapitler
i Første Mosebog -
- giver os et indblik i hvordan livet
var i århundrederne før Noas tid -
- efter at Adam og Eva
var blevet udvist fra Edens Have.
Alle talte det samme sprog -
- og man havde sandsynligvis
udviklet et skriftsprog.
Man havde bygget en by,
måske endda flere byer.
Man var begyndt at
smede kobber og jern.
Og man lavede musikinstrumenter,
harper og fløjter.
Og fordi mennesker
var meget tættere på -
- Adam og Evas
fysiske fuldkommenhed -
- levede de rigtigt længe,
i flere hundrede år.
Men situationen var ikke god.
Folk vendte sig væk fra Jehova -
- og som resultat begyndte de
at leve umoralsk og blev voldelige.
Det blev så slemt at Jehova fik
den retfærdige mand, Enok -
- den syvende
i slægtslinjen fra Adam -
- til at profetere at Gud -
- ikke ville blive ved med at tolerere
ondskab og oprør i verden.
Han ville eksekvere dom
over alle de ugudelige.
Det er klart at de ugudelige mennesker
ikke brød sig om det Enok sagde.
De hadede Enok, og de prøvede
måske endda at slå ham ihjel.
Enok så aldrig opfyldelsen
af den profeti.
Der gik 600 år mere -
- og nu var forholdene på jorden
bare blevet endnu værre.
Lad os læse 1. Mosebog 6:1-7.
Da der begyndte at være mange
mennesker på jorden og de fik døtre -
- lagde den sande Guds sønner mærke
til at menneskedøtrene var smukke.
Så de begyndte at tage sig
alle de hustruer de ville have.
Så sagde Jehova:
“Jeg vil ikke blive ved med
at tolerere menneskene -
- for de er kun
kødelige skabninger.
Derfor skal deres dage
være 120 år.”
På den tid og i de følgende år
levede kæmperne på jorden.
Dengang havde
den sande Guds sønner -
- seksuelle forhold til menneskedøtrene,
som fødte dem sønner -
- nemlig de store krigere
fra gamle dage, de berømte mænd.
Jehova så nu at menneskets ondskab
var stor på jorden -
- og at enhver tilbøjelighed
i menneskets hjerte og tanker -
- var ond dagen lang.
Jehova blev bedrøvet over at han
havde skabt mennesket på jorden -
- og han følte sig såret
i sit hjerte.
 Så Jehova sagde:
 “Jeg vil feje menneskene som jeg
har skabt, bort fra jordens flade -
- mennesker sammen med husdyr,
krybende dyr -
- og himlens flyvende skabninger -
- for jeg er bedrøvet over
at jeg har frembragt dem.”
Nogle engle i himlen -
- begyndte at lægge mærke
til de smukke kvinder på jorden -
- og udviklede
et seksuelt begær efter dem.
Englene gjorde oprør mod Gud -
- ved at komme ned til jorden
i menneskekroppe -
- for at have sex med kvinderne.
De egoistiske engle
blev til onde dæmoner.
De har sandsynligvis være
charmerende, intelligente, flotte -
- og de havde jo
overnaturlige kræfter.
De må have været uimodståelige -
- især for de kvinder
der ikke elskede Jehova -
- men var ligeglade med ham.
Englene tog måske
nogle kvinder med magt.
Uanset hvad tog de
alle dem “de ville have”.
Hvilket menneske
kunne gøre sig forhåbninger om -
- at stoppe dæmonerne?
På grund af de onde skabninger
mistede folk deres døtre -
- deres søstre
og måske endda deres hustruer.
Kvinderne blev gravide
og fødte sønner -
- men deres sønner
var ikke ligesom andre drenge.
De var stærkere, de var aggressive,
vilde, voldelige og brutale.
Og det fortsatte sådan
mens de voksede op.
Drengene blev til mænd.
Usædvanligt ondskabsfulde mænd.
De blev kaldet kæmperne,
eller Nefilim -
- der måske betyder
“dem der får andre til at falde” -
- og folk frygtede dem.
Ligesom deres fædre havde
kæmperne ingen respekt for Gud.
Det eneste de gik op i -
- var at blive berømte
for deres styrke og grusomhed.
De materialiserede engle
og deres brutale afkom -
- dominerede datidens verden -
- og folk efterlignede
deres måde at være på.
Jehova så at jorden
var fyldt med ondskab -
- og ‘at enhver tilbøjelighed
i menneskets hjerte -
- var ond dagen lang’.
Hvor må det
have frydet Satan at se -
- hvordan de fleste mennesker
vendte Jehova ryggen -
- og blev mere og mere
fordærvede.
Men midt i den ugudelige verden var
der en mand der var trofast mod Jehova.
Lad os læse om ham
 i 1. Mosebog 6:8:
Men Jehova godkendte Noa.
Her er den historiske
beretning om Noa.
Noa var en retfærdig mand.
Der var ikke noget
at udsætte på ham -
- og han skilte sig derfor ud
fra sine samtidige.
Noa vandrede
med den sande Gud.
Med tiden fik Noa tre sønner,
Sem, Kam og Jafet.
Men jorden var blevet ødelagt
for øjnene af den sande Gud -
- og jorden var fyldt med vold.
Ja, Gud så på jorden,
og den var ødelagt -
- alle mennesker på jorden
gjorde det der var ondt.
Nogle mennesker i dag
påstår at Noa aldrig har eksisteret -
- og at beretningen
om arken og Vandfloden -
- bare er en myte
eller et eventyr.
Men bibelskribenten vidste
at Noa var en virkelig person -
- og at Vandfloden
havde fundet sted.
Esajas og Ezekiel omtaler
begge den trofaste mand Noa.
Ezra, der skrev Første Krønikebog,
og også Lukas -
- inkluderer Noa i de slægtsregistre
som de udarbejdede.
Apostlene Peter og Paulus -
- omtaler Vandfloden
som en historisk begivenhed.
Og som vi var inde på tidligere,
bekræftede Guds egen søn -
- at den trofaste Noa
virkelig havde eksisteret -
- og at Vandfloden
virkelig havde fundet sted.
Noas tro var enestående.
Han levede i en ond verden
fyldt med ugudelige mennesker -
- en verden domineret
af materialiserede engle -
- og deres voldelige sønner.
Noa havde ikke alle de ting
som vi har i dag -
- der hjælper os
til at have en stærk tro.
Han havde ikke Bibelen
til at fortælle ham om Jehova -
- og hvad han
forventer af os mennesker.
Han vidste ikke noget om alle de
trofaste mænd og kvinder -
- der ville leve efter ham.
Og Noa havde ikke en menighed
af trosfæller der kunne opmuntre ham -
- og styrke hans tro.
Men der var meget Noa vidste.
Han vidste hvad der var sket
i Edens Have -
- og kunne se
de tragiske konsekvenser.
Han så mennesker
blive gamle og dø.
Han vidste at indgangen
til Edens Have var blevet spærret -
- og at jorden udenfor haven
var blevet forbandet.
Han kendte til den profeti
hans oldefar Enok havde udtalt.
Og han vidste også hvorfor hans far,
Lemek, havde givet ham navnet Noa -
- der sikkert betyder
“hvile” eller “trøst”.
Lemek havde nemlig
forudsagt om sin søn -
- at han ville ‘udfri mennesker
fra deres hårde arbejde -
- og deres smertefulde slid med
jorden som Jehova havde forbandet’.
Noa har helt sikkert
tænkt over de her profetier.
Hvordan skulle han udfri?
Hvordan og hvornår ville Gud
gribe ind over for de onde -
- der var overalt omkring ham?
I flere hundrede år
må Noa have bedt og grublet.
Da han havde levet
i mere end 500 år -
- var han blevet gift
og havde fået børn, tre sønner.
Selvom han levede i en ond verden,
forblev han trofast mod Gud -
- og han hjalp sin familie til
også at være det.
Så fortalte Jehova ham noget der må
være kommet som en stor overraskelse.
Lad os læse videre
fra 1. Mosebog 6:13.
Så sagde Gud til Noa:
“Jeg har besluttet
at gøre det af med alle mennesker -
- for jorden er fuld af vold
på grund af dem -
- så jeg ødelægger dem
sammen med jorden.
Lav dig en ark
af harpiksholdigt træ.
Du skal lave rum i arken -
- og stryge den med tjære
både indvendigt og udvendigt.
Sådan skal du lave den:
Arken skal være 300 alen lang,
50 alen bred og 30 alen høj.
Du skal lave et vindue til arken
en alen fra oven.
Du skal anbringe indgangen til arken
på siden af den -
- og lave den med et nederste,
mellemste og øverste dæk.
Jeg vil bringe vandmasser
over jorden -
- for at ødelægge alt
under himlen der har livsånde.
Alt hvad der er på jorden,
vil gå til grunde.
Og jeg indgår en pagt med dig -
- og du skal gå ind i arken
sammen med dine sønner, din kone -
- og dine sønners koner.
Og tag to af alle slags dyr
med ind i arken -
- for at bevare dem i live
sammen med dig, en han og en hun.
Af de forskellige slags
flyvende skabninger -
- de forskellige slags husdyr -
- og de forskellige slags
af alle jordens krybende dyr -
- skal to af hver gå ind til dig
for at blive bevaret i live.
Du skal samle al slags mad
og tage det med dig -
- så du og dyrene
har noget at spise.”
Så gjorde Noa nøjagtigt
som Gud havde givet ham besked på.
Sådan gjorde han.
Noa havde længe spekuleret på -
- hvordan Jehova ville
standse ondskaben på jorden.
Nu vidste han det.
En global oversvømmelse
ville rense jorden.
Noa vidste også hvad han
og hans familie måtte gøre.
Der var så meget
der afhang af ham.
Det hele må have virket
meget overvældende.
Arken skulle jo være gigantisk.
Nu var der noget nyt
Noa spekulerede på.
Træer, utroligt mange træer
skulle fældes, transporteres -
- laves om til tømmer
og til sidst sættes sammen til en ark.
Hvordan skulle han klare det?
Og hvordan skulle han indsamle
alle de forskellige slags dyr?
Hvordan skulle han skaffe mad nok
til alle dyrene og til sin familie?
Og hvad med de
ugudelige mennesker omkring ham?
Hvordan ville de reagere?
Noa vidste hvad der var sket -
- med de retfærdige mænd
der havde levet før ham
Abel var blevet slået ihjel
af sin bror Kain.
Og Enok var sandsynligvis
så hadet af de ugudelige -
- at Jehova barmhjertigt afkortede
hans liv så de ikke skulle dræbe ham.
Alle ville kunne se
hvad Noa lavede -
- og de ville snart finde ud af
hvorfor han gjorde de ting.
De ugudelige
Nefilim-prægede mennesker -
- ville måske reagere med vold.
Men Noa stolede på Jehova
og tog fat på arbejdet.
Han gjorde nøjagtigt
som Gud havde sagt.
Det tog lang tid for Noa
og hans familie at bygge arken -
- måske 40 eller 50 år.
Der må have været
mange udfordringer -
- men der står ikke nogen steder
at Noa beklagede sig.
Der var ingen der hjalp
Noa og hans familie.
Husk at Jesus sagde
at mennesker -
- ‘slet ikke var opmærksomme på
hvad der skete, før Vandfloden kom’.
Folk var selvfølgelig opmærksomme
på at Noa byggede en ark.
De må have spurgt ham hvorfor
han byggede sådan en enorm kasse.
Og så har han helt sikkert
forklaret dem det.
Men de var ikke
opmærksomme på -
- at Jehova velsignede
Noa og byggeprojektet.
De var ikke opmærksomme på
hvad det ville betyde for dem.
I stedet var de helt opslugt
af ting i deres eget liv -
- at spise og drikke og gifte sig.
Det var det eneste
de bekymrede sig om.
Folk betragtede Noa og hans familie
som en flok besynderlige tosser.
Og de må have gjort nar af dem,
råbt ad dem og sikkert også truet dem.
Nu var arken endelig færdig.
Noa og hans familie har sikkert stået
og kigget på arken med stolthed -
- mens de tænkte på
hvordan Gud havde hjulpet dem.
Jehova er der altid
for sine trofaste tjenere.
Og nu talte Jehova
igen til Noa.
Lad os læse kapitel 7,
og vi begynder med vers 1.
Derefter sagde Jehova til Noa:
“Gå ind i arken,
du og hele din familie -
- for jeg har lagt mærke til at du -
- i modsætning til denne generation
er retfærdig.
Du skal tage syv af hver slags
af de rene dyr med, han og hun -
- og af hvert urent dyr kun to,
han og hun -
- og af himlens flyvende skabninger
syv af hver, han og hun -
- for at de ikke skal uddø
men sprede sig over hele jorden.
For om kun syv dage -
- vil jeg få det til at regne
på jorden i 40 dage og 40 nætter -
- og alt levende som jeg har frembragt,
vil jeg feje væk fra jordens flade.”
Så gjorde Noa alt hvad Jehova
havde givet ham besked på.
Der var ingen tid at spilde.
Der var vigtigt arbejde
som hastede.
Om kun syv dage
ville det begynde at regne.
Dyr, mange dyr, skulle føres ind
på deres plads i arken.
Provianten skulle opmagasineres.
Noa lyttede og adlød.
For anden gang
i den her beretning -
- får vi at vide
at Noa gjorde alt -
- hvad Jehova gav ham
besked på at gøre.
Lad os nu se hvad der videre sker
i 1. Mosebog 7 fra vers 6:
Noa var 600 år gammel
da vandmasserne kom over jorden.
Før vandmasserne kom -
- gik Noa ind i arken sammen med sine
sønner, sin kone og sine sønners koner.
Af alle de rene dyr og af alle de urene
dyr og af de flyvende skabninger -
- og af alt hvad der
myldrer omkring på jorden -
- gik par efter par
ind til Noa i arken, han og hun -
- sådan som Gud
havde givet Noa besked på.
Og syv dage senere
kom vandmasserne over jorden.
I det år Noa blev 600 år,
på den 17. dag i den anden måned -
- bristede alle det vidtstrakte vanddybs
kilder, og himlens sluser blev åbnet.
Og regnen væltede ned på jorden
i 40 dage og 40 nætter.
På netop den dag -
- gik Noa ind i arken sammen med
sine sønner, Sem, Kam og Jafet -
- og sin kone
og sine tre svigerdøtre.
De gik ind sammen med vilde dyr
af alle slags og husdyr af alle slags -
- og jordens krybende dyr af alle slags
og flyvende skabninger af alle slags -
- hver fugl,
hver vinget skabning.
De gik ind til Noa i arken -
- par for par af alle
slags væsner der har livsånde.
De gik altså ind,
han og hun af alle slags dyr -
- sådan som Gud
havde givet ham besked på.
Derefter lukkede Jehova
døren bag ham.
Det fortsatte med
at regne på jorden i 40 dage -
- og vandet blev ved med at stige
og begyndte at løfte arken -
- indtil den flød højt over jorden.
Vandet tog mere og mere overhånd -
- og blev ved med at stige kraftigt
på jorden, men arken flød på vandet.
Vandet tog så meget
overhånd på jorden -
- at alle de høje bjerge
under hele himlen blev dækket.
Det steg til det var
15 alen over bjergene.
Så gik alle levende væsner der myldrede
omkring på jorden, til grunde  -
- de flyvende skabninger,
husdyrene, de vilde dyr -
- smådyrene og alle mennesker.
Alt på det tørre land der havde
livsånde i sine næsebor, døde.
Han fejede altså alt levende
væk fra jordens flade -
- både mennesker, dyr, krybende dyr
og himlens flyvende skabninger.
De blev alle
fejet væk fra jorden -
- kun Noa og de der var
med ham i arken, overlevede.
Og vandmasserne
oversvømmede jorden i 150 dage.
Hvis Noa havde tænkt over hvordan
han skulle indsamle alle dyrene -
- fandt han ud af det nu.
Dyrene ville komme til ham.
Det ville Jehova sørge for.
Noa skulle ikke ud
at lede efter dem.
Og dyrene kom,
alle slags dyr -
- nogle i par og andre
i grupper af syv.
Forestil jer det engang.
Massevis af dyr der piler, vralter,
lunter, hopper og kryber ind i arken.
Noa og hans familie kigger fascineret
på alle de spændende dyr der går forbi.
De kan sikkert ikke lade være med
at ae den bløde pels på nogle af dem -
- mens de holder sig
på god afstand af dem der stikker.
Og de sørger for ikke at gå i vejen
for de kæmper der tramper forbi.
Fuglene kommer også
baskende og flaksende.
Alle de farver, lugte og lyde.
Noa og familien
må sikkert have råbt -
- for at kunne høre hinanden
gennem al den larm.
Da alle var inde i arken,
lukkede Jehova døren.
Kan du se familien for dig sidde helt
tæt sammen, mens de lytter intenst?
Og så kom det.
Regn!
Måske startede det som stille støvregn,
men snart væltede det ned.
Det var en øredøvende larm.
De havde ventet så længe,
og nu skete det endelig.
De var trætte, udmattede, men de fik
sikkert ikke lukket et øje den nat.
De skulle se til dyrene.
Regnen væltede ned,
og hvor må de have bedt!
Har de siddet og tænkt
på dem uden for arken?
Helt sikkert.
De kendte de mennesker.
De havde forkyndt for dem.
Mange af dem
var deres slægtninge.
Hvor var det sørgeligt!
Ligesom Jehova glædede det på
ingen måde Noa at de onde skulle dø.
Det gjorde ham ked af det
at så mange mennesker døde -
- men han vidste at de alle sammen var
blevet advaret om det der skulle ske.
Selv hvis de ikke havde set
den ark Noa byggede -
- havde de helt sikkert
hørt om den.
Og de vidste hvorfor
han byggede den.
Men nu var det for sent for dem.
Jehova havde lukket døren.
Noa og hans familie lyttede til regnen
der piskede ned udenfor.
Og så skete der noget de aldrig ville
glemme, arken bevægede sig!
De mærkede hvordan den gigantiske
trækonstruktion løftede sig.
Nu flød den!
Deres hjerte hamrede
i brystet på dem.
Ville arken kunne holde til det?
Lad os læse videre i 1. Mosebog 8:1
for at se hvad der nu sker.
Men Gud tog sig af Noa -
- og alle de vilde dyr og husdyr
der var med ham i arken -
- og Gud lod en vind
blæse hen over jorden -
- og vandet begyndte at synke.
Vanddybets kilder
og himlens sluser blev lukket til -
- så det holdt op med at regne.
Vandet begyndte gradvist
at trække sig tilbage fra jorden.
Efter 150 dage
var vandet sunket.
På den 17. dag i den syvende måned
lagde arken sig på Ararats bjerge.
Og vandet aftog gradvist
indtil den tiende måned.
På den første dag i den tiende måned
kom bjergenes toppe til syne.
Efter 40 dage åbnede Noa
det vindue han havde lavet i arken -
- og han sendte en ravn ud -
- den fløj frem og tilbage
uden for arken -
- indtil vandet
var tørret bort fra jorden.
Senere sendte han en due ud -
- for at se om vandet havde
trukket sig tilbage fra jorden.
Duen fandt ikke noget sted
hvor den kunne sætte sig -
- for vandet dækkede stadig
hele jordens flade -
- og den vendte derfor
tilbage til ham i arken.
Så han rakte sin hånd ud
og tog duen ind i arken.
Han ventede syv dage mere -
- og så sendte han
endnu en gang duen ud fra arken.
Da duen kom tilbage til ham
hen imod aften -
- så han at den havde
et friskplukket olivenblad i næbet.
Så vidste Noa at vandet
havde trukket sig tilbage fra jorden.
Han ventede yderligere syv dage.
Så sendte han duen ud -
- men den kom ikke
tilbage til ham mere.
I 40 dage og 40 nætter hamrede
den kraftige regn mod arken -
- men så stoppede det.
Forestil dig Noa og familien
kigge ud af arken.
Vand så langt øjet rækker.
Så blæste der en vind,
og vandet begyndte at synke.
Endelig!
150 dage efter at regnvejret
var begyndt, lagde arken sig på land.
Hvor må det have været
en fantastisk dag for dem.
Var det sikkert for dem at gå ud?
Nej.
Vandet skulle først
trække sig mere tilbage.
Noa og familien havde arbejde nok
til at holde sig beskæftiget.
De skulle give dyrene mad
og tage sig af dem.
Men de må alligevel have
længtes efter at komme ud af arken -
- ud at mærke friheden igen
og få fast grund under fødderne.
De måtte være tålmodige.
Forestil dig familien sidde
og tale sammen -
- og planlægge hvad de skulle lave
når de kom ud af arken.
Der gik 73 dage mere -
- og de kunne nu skimte
bjergtoppene i horisonten.
Var det nu sikkert at forlade arken?
Noa åbnede et vindue han havde lavet,
og sendte en ravn afsted.
Men ravnen
blev ved med at vende tilbage.
Derfor valgte Noa nu
at sende en due ud.
Den fløj men kom tilbage -
- for den havde heller ikke fundet
et sted den kunne sætte sig.
En uge senere
sendte han duen ud igen -
- og den kom tilbage
med et olivenblad i næbet.
Syv dage senere sendte han den
endnu engang afsted -
- men den her gang
kom den ikke tilbage.
Hvad skete der så?
Lad os læse videre i beretningen
fra kapitel 8, vers 13.
I det år Noa blev 601 år -
- på den første dag i den første måned,
var vandet væk fra jorden.
Noa fjernede noget
af arkens tag -
- og så at jordens flade
var ved at være tør.
På den 27. dag i den anden måned
var jorden helt tør.
Gud sagde nu til Noa:
“Gå ud af arken, både du, din kone,
dine sønner og dine sønners koner.
Tag alle dyrene med dig ud -
- både flyvende skabninger
og husdyr og vilde dyr -
- og alle jordens krybende dyr -
- så de kan myldre omkring på jorden
og formere sig og blive mange.”
Så gik Noa ud sammen med sine
sønner, sin kone og sine sønners koner.
Alle dyrene, både de krybende dyr
og de flyvende skabninger -
- alt hvad der
myldrer omkring på jorden -
- gik ud af arken
gruppe for gruppe.
Derefter byggede Noa
et alter for Jehova -
- og tog nogle af alle de rene dyr
og af alle de rene flyvende skabninger -
- og bragte brændofre på altret.
Og duften var behagelig for Jehova.
Så Jehova sagde i sit hjerte:
“Aldrig mere vil jeg forbande jorden
på grund af mennesket -
- for menneskehjertets tilbøjeligheder
er onde fra ungdommen af -
- og aldrig mere vil jeg udslette alt
levende sådan som jeg nu har gjort.
Fra nu af vil såtid og høsttid -
- kulde og varme, sommer og vinter,
dag og nat aldrig ophøre på jorden.”
Da duen ikke vendte tilbage,
fjernede Noa noget af arkens tag.
Nu kunne han se
at landjorden var ved at være tør.
Måske kunne han se
frodige planter vokse og blomstre -
- på en måde der ikke havde
været mulig i tiden før Vandfloden -
- hvor jorden var forbandet.
Men Noa ventede
på anvisninger fra Jehova.
Og så skete det!
Jehova sagde til dem:
“Gå ud af arken.”
Endelig!
Hvor må det have været
en fantastisk følelse!
De havde været
i arken i 370 dage.
Familien må have været så ivrige efter
at komme ud, ud i lyset -
- ud i den friske luft og komme i gang
med deres nye tilværelse.
Dyrene myldrede ud af arken -
- og familien så hvordan
de spredte sig i alle retninger.
De har sikkert knyttet sig til nogle
af dyrene, men nu måtte de sige farvel.
Men de var glade for
at slippe dem fri.
Der var ingen
materialiserede engle -
- ingen Nefilim
og ingen onde mennesker.
De har været
dybt taknemmelige mod Jehova.
Noa spildte ikke tiden.
Han byggede med det samme
et alter og bragte ofre.
Ofre som Jehova
med glæde tog imod.
Jehova forsikrede familien om at han
aldrig igen vil udslette alt levende.
Men han gjorde mere end det.
Han indgik en pagt
med Noa og hans sønner -
- og gav dem et tegn
som vi også kan se i dag.
Vi kan læse om det her
i 1. Mosebog, kapitel 9, fra vers 8.
Så sagde Gud til Noa
og hans sønner:
“Jeg indgår nu en pagt med jer
og jeres efterkommere -
- og med alle de dyr der kom ud
af arken sammen med jer -
- både fugle, husdyr og vilde dyr,
ja, alle dyr på jorden.
Jeg indgår altså en pagt med jer:
Aldrig mere vil alt levende
blive udslettet af en vandflod -
- og aldrig mere skal en vandflod
ødelægge jorden.”
Og Gud tilføjede:
“Dette er tegnet på den pagt
som jeg indgår mellem mig og jer -
- og alle dyrene hos jer
i alle fremtidige generationer.
Jeg sætter min regnbue i skyerne -
- og den skal være et tegn
på pagten mellem mig og jorden.
Når jeg lader skyer
samle sig over jorden -
- vil regnbuen vise sig i skyerne.
Og jeg vil huske min pagt
mellem mig og jer og alle slags dyr -
- og aldrig mere skal en vandflod
udslette dyr og mennesker.
Regnbuen vil vise sig i skyerne,
og jeg vil se den -
- og huske den evige pagt mellem mig
og alle dyr og mennesker på jorden.”
Sikke et smukt og fascinerende tegn
Jehova gav dem.
Noa og familien -
- må fulde af forundring have betragtet
det utrolige farvespil på himlen -
- violet, indigo, blå,
grøn, gul, orange og rød.
Hver eneste regnbue ville minde både
Jehova og mennesker om hans løfte.
Aldrig igen vil hele jorden
blive oversvømmet.
Men det betyder ikke at Jehova
vil tolerere ondskab for evigt.
Lad os læse
hvad apostlen Peter skrev.
Slå op i 2. Peter 2:5.
Vi lever i en verden der minder meget
om den der var før Vandfloden.
Den er fyldt med vold -
- og mennesker gør alle mulige
afskyelige ting Jehova hader.
Folk går kun op i deres egne liv
og er slet ikke opmærksomme -
- på det livreddende budskab
vi forkynder.
Mange latterliggør
Guds tjenere og siger:
“Hvad bliver det til
med hans lovede nærværelse?”
‘Alting er jo
blevet ved med at være -
- præcis som det har været
fra skabelsens begyndelse!’
De tager fejl!
Jehova greb ind og fjernede ondskaben
på Noas tid, og han vil gribe ind igen.
Ligesom dengang
vil de trofaste blive reddet.
Guds ord forsikrer os:
‘Jehova ved hvordan
han skal redde -
- gudhengivne mennesker
ud af prøvelser -
- og han mærker sig de uretfærdige
så de bliver udslettet på dommens dag.’
Jehova vil gøre jorden til et paradis -
- præcis som det var meningen
fra begyndelsen.
Jorden vil være fyldt
med gode mennesker.
Der vil ikke være nogen som helst
der gør oprør mod Gud.
Og hvad vil der ske
med alle de onde engle?
Da Vandfloden kom over jorden
på Noas tid -
- forlod de onde engle
deres menneskeskikkelser -
- og vendte tilbage til
åndeverdenen som dæmoner.
Og dæmonerne
er blevet ved med -
- at have en meget negativ indflydelse
på mennesker helt frem til i dag.
Men når Jehova griber ind igen -
- vil dæmonerne og deres hersker,
Satan, blive sat helt ud af spil.
Bibelen siger:
Tro fik Noa til at adlyde Jehova.
Og han og hans familie
overlevede Vandfloden.
Noa levede et langt liv,
950 år.
Men når den trofaste mand
bliver oprejst -
- vil han kunne se frem til
at leve for evigt.
Hvis vi ligesom Noa viser tro
og adlyder, kan vi også -
- få et stærkt venskab
med Jehova -
- og det venskab
kan vare for evigt!


-