JW subtitle extractor

Jeg spillede i serie A, som er
den bedste basketball-liga i Italien.
Jeg var på ungdomslandsholdet -
- og så arbejdede jeg mig
hele vejen op til herrelandsholdet.
Det føles virkelig godt at vide
at man er god til sit arbejde -
- og så er der selvfølgelig også
den økonomiske side af det.
Min mor og far var Jehovas Vidner,
og det var min storebror også.
Men så på et tidspunkt
begyndte jeg at føle mig splittet -
- særligt da jeg besluttede mig for
at lære Jehova bedre at kende.
Nu var det også min tro,
det var ikke bare en “familieting”.
Jeg kunne mærke at der var
begyndt at ske noget inden i mig -
- der var tændt en lille gnist,
en lille ild.
Jeg besluttede mig for at indvi
mit liv til Jehova og blive døbt -
- selvom jeg stadig spillede.
Jeg gav måske ikke, øh … eller jeg gav
helt sikkert ikke Jehova mit bedste.
Det var ikke sandheden
jeg brugte energi på.
Jeg forsøgte at presse de åndelige
ting ind mellem mit arbejde.
Det var de ting der var
det vigtigste for mig -
- selvom det burde have været omvendt.
Jeg undskyldte mig selv.
Jeg tænkte: “Det er jo bare
et arbejde, ligesom alle andre.”
Jeg kunne selvfølgelig godt se
at det hele var ret tidskrævende -
- men jeg tænkte at
“det varer jo ikke så længe -
- fordi atleter ofte
går tidligt på pension”.
Jo stærkere mit forhold til Jehova blev,
jo mere splittet følte jeg mig.
Kredstilsynsmanden der tjente
i det område hvor jeg boede -
- var en rigtig stor hjælp for mig.
Jeg havde kendt ham siden jeg var barn.
Og da vi mødte hinanden igen, var
noget af det første han spurgte mig om:
“Er du glad for det du laver?”
Det virkede umiddelbart bare
som et enkelt spørgsmål -
- men det rørte noget i mig.
Det fik mig til at tænke.
Jeg er utroligt taknemmelig
mod ham og hans hustru -
- for al den tid de brugte på mig.
De levede et meget travlt liv -
- men selv efter
en lang dag med aktiviteter -
- valgte de at bruge tid
sammen med mig.
Nogle gange brugte de deres
ugentlige fridag sammen med mig.
Gennem årene flyttede jeg rundt
og spillede for forskellige hold -
- så han sørgede for
at to andre familier tog sig af mig.
De gav virkelig af sig selv.
De ofrede en masse tid på mig -
- og de forsøgte aldrig
at give mig dårlig samvittighed over -
- at jeg stadig spillede basketball.
De prøvede heller ikke
at fortælle mig hvad jeg skulle gøre.
De ønskede at jeg selv skulle
nå frem til den beslutning:
Om jeg skulle blive ved med
at spille basketball eller stoppe.
Det var måden de levede på der
formede mig. Det gjorde indtryk på mig.
Den livsstil de havde valgt,
den måde de valgte at prioritere på -
- og den glæde de udstrålede -
- det var alt sammen
noget der hjalp mig.
Det er interessant at tænke på.
Deres gode eksempel
betød endnu mere end det de sagde.
Det satte mit eget liv i perspektiv -
- og på den måde blev jeg hjulpet til at
finde ud af hvad jeg ville med mit liv.
Jeg begyndte min karriere i 1995 -
- og fortsatte indtil april 2008 -
- hvor jeg spillede
min allersidste kamp.
Jeg trak mig helt tilbage
fra sportsverdenen -
- og jeg er så glad for
at jeg gjorde det.
Nogle gange tænker jeg ved mig selv:
‘Hvis bare jeg havde
gjort det tidligere.
Hvis bare jeg havde haft mod
til at stoppe noget før.’
Jeg havde det privilegie at tjene
som pioner i to og et halvt år.
Mens jeg var pioner, blev jeg opfordret
til at udfylde en betelansøgning.
Det gjorde jeg selvfølgelig -
- og så blev jeg inviteret til at tjene
på afdelingskontoret i Italien -
- og der var jeg i fem år.
Få måneder efter
at jeg var rejst fra Betel -
- fik jeg det privilegie at komme
på Skolen for Kristne Forkyndere.
Det var en kæmpe velsignelse!
Basketball er fedt, det er spændende,
og det giver en et kick -
- men det er ikke det
der giver ægte lykke.
Det er rigtigt at verden kan give en
en følelse af glæde og tilfredshed -
- men alting har en pris.
Det tog mig lang tid at forstå det.
Det at vide at jeg nu giver Jehova
mit bedste, gør mig lykkelig.
Nu spiller jeg for det bedste hold,
et kæmpestort hold -
- og vi spiller alle sammen for Jehova.
Det er et spændende liv, og målet
er smukt, og vi er sikre på at vinde.

Samuele Podestà: Nu spiller jeg for det bedste hold