JW subtitle extractor

Min mor blev født i Bulgarien i 1922 -
- og først i 50’erne emigrerede
min familie fra Tyskland til USA.
Vi bosatte os i New York, og det var der
min mor lærte sandheden at kende.
Det var første gang jeg læste i Bibelen.
Jeg slog op på Åbenbaringen, kapitel 21.
Noget der virkelig rørte mig, var da
jeg læste at sorg, skrig, smerte -
- og endda døden vil blive fjernet.
Alle der lærer sandheden at kende,
vil gerne dele det med deres familie.
Jeg ønskede virkelig
at lære dem sandheden at kende -
- og fortælle dem den gode nyhed -
- at de kunne blive fri
for undertrykkelse -
- og få et liv uden sygdom og død.
Hun ønskede virkelig
at der fandtes litteratur på bulgarsk -
- og så at der var
et kæmpe behov for det.
Hun henvendte sig til
brødrene i Brooklyn -
- og spurgte om hun kunne få lov til at
oversætte noget litteratur til bulgarsk.
Brødrene tog imod hendes tilbud, og så
begyndte hun med nogle af traktaterne.
Bulgarien var et kommunistisk land
og lå bag jerntæppet.
Man ville ikke have litteratur
om Gud og Bibelen ind i landet.
Det var forbudt, så man kunne
ikke bare sende det med posten.
Som litteraturen blev oversat -
- havde man brug for nogle
til at få det ind i landet.
Og min familie meldte sig frivilligt
til at gøre det. Vi blev kurerer.
Vi rejste ind i landet med tog.
Vi havde en masse bagage med -
- for hver gang vi rejste til Bulgarien,
blev vi der to en halv måned.
Det var vores sommerferie.
Og i vores bagage,
rundt omkring i kufferterne -
- gemte vi litteraturen.
At rejse ind i et land
med litteratur der er forbudt -
- er både udfordrende og farligt.
Myndighederne vidste godt vi havde
litteratur med. Vi havde traktater med.
Det gik op for min mor at vores
kufferter ville blive gennemsøgt.
Vi skulle handle hurtigt!
Vi skyndte os at tage traktaterne
ud af de forskellige kufferter -
- hvor vi havde gemt dem,
og vi samlede dem i en lille kuffert.
Og det der ikke var plads til, som
for eksempel de ufoldede traktater -
- lagde vi over armen
med vores overtøj hen over.
Jeg var meget optaget af hvordan
vi kunne gemme litteraturen væk -
- så de ikke opdagede
at vi havde den med -
- for jeg vidste at hvis de fandt den -
- ville det have
nogle alvorlige konsekvenser.
De der gennemsøgte vores bagage,
endevendte vores kufferter.
De efterlod det i et stort rod, så min
mor tænkte hurtigt og spurgte dem:
“Er det okay hvis jeg går over
og lægger det pænt sammen igen?”
Og de sagde: “Okay.”
Vi tog de traktater vi havde på armen
og som var gemt under vores overtøj -
- og lagde dem ned i den kuffert
der allerede var blevet tjekket.
Til sidst var der kun
min lille kuffert tilbage -
- og da de kom til den, sagde en af dem:
“Den er så lille,
der kan umuligt være noget i den!”
Og så gav han os den bare tilbage.
Manden der gennemsøgte vores
bagage, blev mere og mere nervøs -
- for han var sikker på at vi havde
noget, men han kunne ikke finde det.
På en tur nogle år senere
rejste min mor alene til Bulgarien.
Da hun blev tjekket ved grænsen,
fandt de noget litteratur.
De arresterede hende
og satte hende i fængsel.
De afhørte hende hver eneste dag
i to uger, eller mere.
Efter noget tid besluttede
de bulgarske myndigheder -
- at de ikke ville beholde
min mor i fængslet -
- men i stedet udvise hende
fordi hun boede i et andet land.
Den dag i dag har min mor stadig
en god åndelig rutine -
- og hun er travlt optaget af møderne,
af at forberede sig til møderne -
- læse i Bibelen
og være med i forkyndelsen.
Sandheden hjælper mig praktisk talt
hvert eneste minut i mit liv -
- og jeg vil gerne bruge den sidste
smule energi jeg har, på at forkynde -
- og gøre Jehovas vilje kendt.

Marija Kalojanov: ‘At adlyde Gud som hersker’