JW subtitle extractor

Jeg kommer fra Colombia,
og jeg har fem søstre.
Mine forældre var Jehovas Vidner -
- så jeg lærte sandheden
at kende af dem.
Vi havde et meget
aktivt liv i menigheden.
For min far var sandheden det vigtigste.
Han var ikke bare i sandheden.
Han levede for sandheden, og det
prøvede han at give videre til os.
Han sørgede for at vi altid fik læst
dagsteksten inden vi skulle i skole.
Det lå helt fast.
Det kan godt være
vi kom for sent ud af døren -
- men vi havde fået dagsteksten.
Vi var en stor familie, men vi sørgede
for at komme til alle møderne -
- og vi fyldte to hele rækker.
Han var meget omsorgsfuld
over for vennerne -
- og altid klar til at hjælpe dem.
Han og min mor
var også meget gæstfrie.
Han inviterede tit
nogle fra menigheden -
- eller dem han studerede med,
hjem og spise hos os.
Jeg kan huske han lukkede døren
ud til køkkenet, satte musik på -
- og så lavede han
noget lækkert mad.
Han gjorde meget for
at vi piger skulle have det sjovt -
- og at vi kunne lave mange hyggelige
ting sammen som familie.
Han tog sig af hver enkelt af os
og gav os det vi havde brug for.
Han tog os tit med ud og gå tur -
- i weekenden efter at vi havde
været til møde eller i tjenesten.
Det var en stor gave
at have sådan en far.
Jeg kan lige så tydeligt huske den dag.
Vi var derhjemme.
Han var ved at parkere bilen
i vores garage.
Og så kom der nogle mænd og truede
ham og min mor med maskingeværer.
Og de tvang ham ud af bilen
og ville kidnappe ham.
Vi hørte et højt brag.
Vi fik alle sammen et chok,
og så skyndte vi os udenfor -
- og jeg kan huske
at jeg så min far på jorden.
Han lå bare der.
Han var blevet skudt af de mænd
der havde truet ham og min mor.
De efterlod ham bare der.
Jeg kan huske
at jeg løftede ham op i mine arme.
Han kom på hospitalet
og døde få timer senere.
Min fars sidste ord var:
“Jehova, vil du ikke nok beskytte
og passe godt på mine døtre -
- og min lille skat?” altså min mor.
Min mor, hun var stærk, og hun
hjalp os til også at være stærke.
Og hun holdt fast
i vores åndelige rutine.
Den samme uge min far var død -
- skulle min søster Raquel
have en elevopgave ved mødet.
Og selvom det var lige dagen efter
at min far var død -
- så tog hun alligevel sin opgave.
Ugen efter havde vi stævne,
og det tog vi også afsted til.
Vi ville gerne følge hans gode eksempel
og fortsætte i hans fodspor.
Det var en virkelig svær tid -
- men vi tog Jehova med
i alle de beslutninger vi traf.
Vi tænkte altid på
hvad Jehova ville synes -
- og på hvor loyal vores far
altid havde været over for ham.
Jeg gjorde mit bedste
for at fortsætte ligesom før -
- og tage mig af mine søstre
og hjælpe dem til at blive i sandheden.
I starten bad jeg til Jehova:
“Vil du ikke nok give mig den fred
der overgår al forstand?”
Og nu, når jeg har noget
jeg kæmper med, beder jeg:
“Jehova, hjælp mig til at blive ved med
at have den fred du har givet mig?
Lad ikke den her situation
stjæle min fred.”
Og så styrker han mig.
Jeg er meget glad for mine søstre, og
jeg har meget stor respekt for dem -
- for de har været
som ekstra mødre for mig.
Tre af mine søstre
bor stadig i Colombia -
- så vi holder kontakten ved
at ringe sammen eller være på Zoom.
Så kan de også følge med i
hvordan mor har det.
Nogle i min familie der ikke er Jehovas
Vidner, tilbød at nogle af mine søstre -
- kunne flytte ind hos dem
indtil de blev voksne.
Men vi ville ikke have
at familien blev splittet op.
Det ville far heller ikke have ønsket.
Hans håb var at vi alle skulle
komme ind i den nye verden -
- og tjene Jehova sammen.
Alt det han havde gjort,
alt det han havde ofret for Jehova -
- skulle ikke være forgæves
bare fordi han ikke længere var her.
Far lærte mig altid så mange fine ting
om skaberværket og om Jehova -
- som gjorde at jeg fik
et meget tæt forhold til Jehova.
Dengang vidste jeg ikke -
- at det ville komme til at betyde
så meget for mig senere hen i livet.
Men nu tænker jeg: “Det kan godt
være at min far ikke er her længere -
- men han har givet mig en anden far,
nemlig Jehova.”
Det er det der har hjulpet mig
til at komme igennem det.
Når jeg tænker på den nye verden -
- og på de sidste ord min far sagde
om Jehova og os og min mor -
- så glæder jeg mig sådan
til at kunne sige til ham:
“Se! Vi er her alle sammen!”
Vi klarede det.
Du gjorde det godt!

Otalora-søstrene: Deres tro hjalp dem i en meget svær tid