JW subtitle extractor

I 1960’erne blev Sydafrika -
- mere og mere involveret i militære
konflikter i nogle af nabolandene.
Derfor blev mange af vores unge
brødre indkaldt til militæret, men -
- på grund af deres neutralitet
blev de sendt i fængsel.
Det første der skete da brødrene
ankom til militærfængslet -
- var at de fik ordre om
at tage hærens uniform på -
- hvilket de nægtede at gøre.
De følte at hvis de
gik rundt i det tøj -
- ville de ligne soldater, og det ville
de ikke have at nogen skulle tro.
I stedet gik de i
sådan nogle blå heldragter -
- så derfor blev de kendt som
de blå drenge.
Alle vidste at de blå drenge
var Jehovas Vidner.
I starten skulle brødrene afsone
hele deres dom i enecelle -
- og det gjorde det meget svært for dem
at holde nogen former for møder.
En af de brødre der blev sat
i fængsel dengang, var David Carikas.
Vi mødtes for nylig for tale om noget af
det vi oplevede mens vi var i fængsel.
Da jeg var i fængsel,
måtte vi slet ikke snakke sammen.
Det var nærmest som
at være i isolationsfængsel.
Vagterne indrømmede
at de gjorde det for at knække os.
Der var 64 celler, 32 på hver side.
Vi plejede at lave en lille hængekøje -
- som vi bandt fast
i tremmerne over døren.
Og da alle cellerne var låst af
og der var helt stille -
- kunne vi holde møderne sammen.
Det lykkedes os
at holde flere forskellige møder.
Vi havde offentlige foredrag,
og vi havde Den Teokratiske Skole.
Når vi holdt møderne, talte vi kun lige
højt nok til at vi kunne høre hinanden.
De brødre der havde været
i fængsel omkring ti år før mig -
- gjorde en stor forskel,
og vi så meget op til dem.
Når de kom ud af fængslet -
- havde de stadig en stærk tro,
og de havde ikke mistet glæden.
Det var inspirerende
for unge brødre som mig -
- som forberedelse på
at skulle i fængsel.
Det var lidt anderledes da jeg,
da jeg var i fængsel.
Jeg sad i det samme fængsel som dig -
- men i weekenderne havde vi
lidt mere frihed, vi var ikke låst inde.
Så fandt vi stole og spande frem
og satte os i mindre grupper -
- og på den måde kunne vi
holde møderne og endda synge.
Nogle af brødrene var meget kreative
og havde lavet deres egne instrumenter.
Og vagterne var vant til
at vi sang vores egne sange -
- så det tænkte de ikke så meget over.
“Jehovah God is my Shepherd;
so why should I fear or fret?”
Og hvis vi var meget forsigtige,
kunne vi i weekenderne -
- skaffe materialet til kredsstævnerne
og områdestævnerne.
- Okay!
- Så vi holdt vores egne små stævner.
Jeg har et billede her -
- hvor du kan se dem
der var med i skuespillet.
Vi holdt det klokken seks
om morgenen -
- så der ikke var så
stor risiko for at blive opdaget.
Det var noget vi glædede os meget til -
- for det gjorde beretningerne
i Bibelen levende for os.
Det var noget vagterne
helst ikke skulle opdage.
Det er fantastisk
hvordan Jehova sørgede for -
- at vi havde åndelig mad
selvom vi sad bag tremmer.
Ja.
Vores møder var meget vigtige for os.
Uanset om personalet gav os lov til
at holde dem eller ej, så holdt vi dem.
Det der hjalp os til at holde ud,
var den åndelige mad -
- det tætte bånd vi havde,
og måden vi støttede hinanden på.
Brødrene gjorde alt hvad de kunne,
for at holde møderne kørende.
Og det var mindehøjtiden
et godt eksempel på.
Da jeg var i fængsel,
spurgte vi personalet:
“Må vi godt have lov til
at holde mindehøjtiden?”
Og svaret var et rungende nej.
Vi var klar til at skulle holde den
selv, men vi blev ved med at spørge.
Og så på dagen for mindehøjtiden,
en tirsdag eftermiddag -
- blev vi pludselig lukket ud af
vores celler, fik lov at tage et bad.
Det fik vi normalt aldrig lov til,
og de sagde:
“Gør jer klar til jeres
gudstjeneste i aften.”
Nå?
Omkring klokken syv holdt vi
mindehøjtiden i et lille rum i fængslet.
Vi var omkring 125 brødre samlet.
Da vi begyndte at synge
den indledende sang -
- var det øredøvende højt, og vi havde
alle svært ved at holde tårerne tilbage.
Efter mindehøjtiden stod vi
og kiggede op på himlen -
- og så fuldmånen der skinnede
henover militærets hovedkvarter.
Det føltes som en stor sejr.
Var det Jehovas vilje at holde den, var
der ingen der kunne forhindre os i det.
Det var mit livs
mest mindeværdige mindehøjtid.
Ja, det kan jeg godt forstå.
Når vi holdt møder i fængslet,
blev det mere tydeligt for mig -
- at møderne ikke så meget
er en gave fra os til Jehova -
- men mere en gave fra ham til os.
De hjælper os til
at blive knyttet tæt sammen.
Ja, det gør det.
Vi har brug for møderne.
De er med til at styrke vores tro.
Det var især efter tiden i fængslet -
- jeg opdagede hvor stor en gave
det er at komme til møderne.
Det er så vigtigt at komme til dem
og være der i rigssalen hvis vi kan.
Jeg er glad for at jeg har mulighed for
at give udtryk for min tro -
- og også det at høre vennerne
give udtryk for deres tro.
Det betyder virkelig meget for mig.
Vi er ikke bare nogle mennesker
der sidder sammen og skal lære noget.
Vi er en familie.
Og Jehova ved at vi har brug for at være
sammen og opmuntre hinanden -
- som Paulus sagde,
især nu hvor dagen nærmer sig.

De blå drenge værdsatte at de kunne tilbede Gud sammen