JW subtitle extractor

Jeg havde en helt almindelig barndom
med gode og kærlige forældre -
- men jeg havde det altid som om
der var noget der manglede.
Jeg følte mig ikke hel -
- og jeg var ikke glad.
Fra en tidlig alder
var jeg meget glad for musik.
Jeg begyndte at gå til kor
og var med til en hel del konkurrencer.
Når jeg sang, følte jeg mig
som noget særligt.
Og på en eller anden måde
fik jeg ind i mit hoved -
- at hvis ikke jeg blev
en berømt sanger -
- ville jeg aldrig føle mig hel.
Efterhånden som jeg blev ældre,
fik jeg flere og flere mørke tanker.
Jeg opsøgte en psykiater,
og han stillede diagnosen depression.
På det her tidspunkt var musik
det eneste der betød noget for mig.
Jeg fik stadig sangundervisning -
- og min lærer opfordrede mig til
at søge på en musikskole -
- Victorian College of the Arts.
Jeg fik lov at synge opera
på nogle af de mindre teatre -
- og det kunne jeg rigtig godt lide.
Det var sådan
jeg fik mit diplom i opera.
Men selv da jeg fik det, var det
som om der stadig manglede noget.
Og jeg tror måske bare at det her
havde sat sig fast i mit hoved -
- at hvis jeg bare blev berømt,
så ville det hele blive bedre.
På det tidspunkt sendte jeg
en audition til Opera Australia.
Det er et af de helt store steder.
Og jeg fik lov at komme ind.
Det gav mig mulighed for
virkelig at komme ud og se verden.
Jeg var blandt andet i Schweiz,
Grækenland og Hongkong.
Det var der omkring jeg udviklede OCD.
Det er en psykisk lidelse som giver
tvangstanker og tvangshandlinger.
Jeg havde meget svært ved
at tænke klart.
Jeg elskede at synge -
- men samtidig var det
som om jeg prøvede -
- at lede efter noget,
men jeg vidste ikke hvad det var.
Jeg nåede til et punkt
hvor det hele blev for meget for mig.
Jeg forlod operaen.
Jeg forlod det hele.
Jeg var bare blevet til en tom skal.
Jeg spiste og drak bare
for at holde mig i live.
Jeg havde ikke noget at leve for.
Mit selvværd var væk.
Jeg havde virkelig
ramt bunden, og i ti år -
- kunne jeg nærmest ikke
få mig selv til noget som helst.
I årenes løb havde Jehovas Vidner
nogle gange og givet os nogle blade.
Indimellem kiggede jeg i dem.
På et tidspunkt var det som om
det gjorde noget godt for mig.
En overgang mens jeg var barn,
var min far begyndt at studere Bibelen.
Da jeg fik at vide at vi kan leve evigt,
og at Jehova er en Gud der elsker os -
- havde jeg det som om at det var
noget jeg havde brug for at vide.
Jeg vidste bare ikke
at jeg havde brug for det.
Og så slog det mig pludselig en dag.
Jeg sad i min stol
inde i stuen og sagde til mig selv:
“Du er nødt til
at tage til møde i rigssalen.”
Jeg vidste godt hvor rigssalen lå, men
jeg havde svært ved at tage af sted.
Jeg var simpelthen ikke modig nok,
og så var det jeg bad til Jehova:
“Vil du ikke nok
give mig styrke så min sygdom -
- ikke gør at jeg ikke
kan have et venskab med dig?”
Og kort efter skete det.
Jeg fik mod på det.
Og da jeg sad der til mødet, tænkte jeg:
“Hvorfor var det så svært?
Hvorfor tøvede jeg sådan?”
Jeg følte mig bare så tryg
og godt tilpas der -
- og det blev kun
bedre og bedre med tiden.
Jeg blev døbt i 2020.
Det var den bedste dag i mit liv.
Jeg har hele tiden vidst
at der var noget der manglede -
- og nu ved jeg hvad det var.
Det var sandheden. Det var Jehova.
Jeg har fået min OCD under kontrol -
- og hvis jeg har en dårlig dag
og jeg ikke har det så godt -
- så tænker jeg på at jeg har en hel
masse brødre og søstre der elsker mig -
- og frem for alt har jeg også Jehova.
Og det hjælper mig til
at komme tilbage på sporet igen.
Når jeg er ude i forkyndelsen, hjælper
det mig til at tænke mere på andre -
- og mindre på mig selv
og mine egne problemer.
Medicin og psykologhjælp
gør en forskel.
Medicinen hjælper mig
til at slappe mere af.
Men det er så også det.
Det kan ikke gøre mere.
Det kan ikke udfylde de andre
behov for for eksempel håb.
Medicinen hjælper ikke
en til at have et håb.
Jeg er et rigtig godt sted nu.
Jeg har det meget bedre
end jeg troede var muligt.
Det har kun ladet sig gøre
med Jehovas hjælp -
- for da jeg selv prøvede at løse det,
gik det slet ikke.
Det er først nu
at jeg virkelig nyder at synge.

Domenic Alessia: Jeg fandt håb på trods af psykisk sygdom