JW subtitle extractor

JW Broadcasting – juni 2026: Gileadafslutning for den 159. klasse

Video Other languages Share text Share link Show times

Velkommen til JW Broadcasting!
Den 14. marts 2026
var Gileadklasse nummer 159 -
- færdig med fem måneders
intens men spændende oplæring.
Afslutningsprogrammet
hjalp eleverne til -
- at gøre sig klar til forandringer
i deres liv og nye opgaver.
De gode principper
der kom frem på programmet -
- er også relevante for os, for vi
skal alle være klar til forandringer.
Så hold øje med hvordan du kan bruge -
- de spændende tanker
der kommer frem ved programmet.
Vi vil gerne starte med
at sige varmt velkommen -
- til alle jer der følger med her
til Gileadafslutningen.
Særligt velkommen til alle jer elever -
- der har svedt på skolebænken
de sidste fem måneder.
Vi ved I er ved at nå grænsen for
hvor meget I kan studere -
- så vi er glade for at I bare kan
sidde og nyde dagens program.
Også velkommen til jeres familie og
venner der sidder her i salen med os -
- og selvfølgelig de mange tusind
der streamer programmet verden over.
Nå venner,
det er næsten ikke til at tro!
Dagen for jeres Gileadafslutning
er endelig kommet -
- og det er en dag
I har ventet på i lang tid, det ved jeg.
Og nu skal I afsted til jeres opgaver
og omsætte alt det I har lært -
- i de sidste fem måneder,
alle de åndelige perler til praksis -
- og arbejde tæt sammen
i fred med jeres brødre og søstre.
Men gør det ord “fred” jer lidt nervøse?
Måske skal du et nyt sted hen,
og nu er du lidt bekymret for -
- om du vil kunne samarbejde
med folk på en fredelig måde.
Eller det kan være du skal tilbage
hvor du kom fra, og nu spekulerer du:
“Vil de andre holde øje med om jeg er
blevet et bedre menneske efter Gilead?”
Og det er nogle
reelle bekymringer at have.
Så derfor har vi valgt at vi skal
tale om emnet “Prioritér altid fred”.
Først må vi forstå at det er ikke nemt -
- altid at prioritere
at have fred med andre.
Det anerkendte Jesus
her i Matthæus, kapitel 5.
Slå op sammen med mig
i Matthæus, kapitel 5.
Han beskriver den her situation,
og det er tydeligt hvad han vil lære os.
I Matthæus 5:23, 24
siger han til sine disciple:
“Derfor, hvis du er ved at bringe
din gave til altret -
- og du kommer i tanke om
at din bror har noget imod dig -
- så lad din gave blive liggende dér
foran altret, og gå.
Slut først fred med din bror -
- og derefter kan du komme tilbage
og give din offergave.”
For dem der lyttede til Jesus, har
situationen nok virket ret urealistisk.
Ja, nærmest umulig!
Forestil dig at skulle finde en
i en stor by som Jerusalem -
- endda mens der er en højtid
og der er tusindvis af mennesker -
- mens du efterlader
din offergave ved altret.
Du skal lede hele byen igennem -
- for at finde en der så
ovenikøbet har noget imod dig -
- og så slutte fred med ham så hurtigt -
- at du har tid til at komme tilbage
til templet og bringe dit offer.
Hvad er pointen med at Jesus
maler det her billede for os?
Det er at vise at det kan kræve
meget af os at slutte fred.
Men det leder os til nogle spørgsmål
vi kan stille os selv.
Hvorfor kan det være så svært?
Og hvordan kan vi søge fred
selv når det er svært?
Vi vil nu se på tre ting
man kunne frygte -
- tre ting der kunne
forhindre os i at søge fred.
Vi vil se på hvordan Abram,
eller Abraham -
- var i stand til at prioritere fred
og have et godt forhold til Lot -
- i situationer der nemt kunne
være endt i konflikt.
Så lad os se på den første frygt:
Frygten for at virke svag.
Desværre kæmper mange af os
med usikkerhed og lavt selvværd.
En naturlig reaktion på det kunne være
at prøve så hårdt at fremhæve sig selv -
- og virke vigtige i andres øjne
at man kommer til at trykke andre ned.
Men på den måde
ødelægger man freden.
Så, blev Abram påvirket
af frygten for at virke svag?
Slå op i 1. Mosebog, kapitel 13.
Det her, det er den berømte beretning -
- hvor Abrams og Lots kvæghyrder
kommer op og skændes.
Abram fornemmer at det kunne komme
til at ødelægge hans forhold til Lot.
Læg mærke til hvad der sker
her i 1. Mosebog 13:8, 9.
Så det var vers 8 og 9. Der står:
“Så Abram sagde til Lot:
‘Hør, hverken vi eller vores hyrder
bør skændes, for vi er brødre.
Ligger hele landet ikke åbent for dig?
Forlad mig nu. Hvis du går til venstre,
så vil jeg gå til højre; -
- men hvis du går til højre,
så vil jeg gå til venstre.’”
Wow! Abram gjorde noget aktivt
for at ydmyge sig over for Lot.
Han var ikke bange for at virke svag.
Han kunne have fremhævet
hvor vigtig han selv var -
- og gøre Lot til den lille.
Han kunne have sagt: “Lot, helt ærligt.
Hvem følges med hvem?
Du følges med mig!
Det er mig Jehova har betroet
den her opgave, ikke dig!”
Abram havde nok fået sin vilje -
- men det havde helt sikkert
ødelagt freden mellem ham og Lot.
Men sådan gjorde Abram ikke.
Selvom han måske
nogle gange kæmpede med -
- usikkerhed ligesom dig og mig,
ydmygede han sig over for Lot -
- og lod ham vælge først.
Hvad var det der motiverede
Abram til at gøre det?
Enkelt sagt: Han gik mere op i
hvordan Jehova så på ham -
- end i hvordan mennesker så på ham.
For ham betød det ikke noget
hvor han var i det lovede land -
- så længe han var i det lovede land.
Det var det der var vigtigt.
Bare det at være der
var et bevis på Jehovas godkendelse.
Og er det ikke det der er hele pointen
med Matthæus 5:23, 24?
Det var det Jesus sagde.
Egentlig sagde han til ham der havde
gjort en indsats for at slutte fred:
“Kom tilbage. Kom tilbage til altret,
og giv din offergave til Jehova.”
Og det var det Abram ønskede
mere end noget andet: fred med Gud.
Hvad kan vi lære? Hvad er
det første vi kan lære af Abram?
Jo, frygten for at virke svag -
- eller at andre ikke viser respekt
for vores erfaring -
- eller vores position
eller det at vi har været på Gilead -
- den frygt kommer af usikkerhed,
og det er noget der ødelægger freden.
Det ødelægger freden.
Så hvordan kan vi undgå at få den frygt?
Jo, ligesom Abram
må vi være tilfredse med det -
- største privilegie noget menneske
kan få: et godt forhold til Jehova.
Andre velsignelser
eller opgaver vi får -
- er da rare at have, men det
er ikke det der er det vigtigste.
Som vi så, behandlede Abram
Lot på en ydmyg måde.
Så han har måske tænkt: “Lot vil sikkert
behandle mig på samme måde.”
Det ville da være dejligt!
Og det fører os til frygt nummer to:
frygten for at vi vil blive udnyttet.
Hvis nu vi har haft
en uoverensstemmelse -
- og det er os der giver os,
kan vi godt føle os sårbare -
- og blive bange for at den anden
på en eller anden måde vil udnytte os -
- så det altid er ham der får sin vilje.
Hvad gjorde Abram?
Har I stadig jeres bibler åbne
i 1. Mosebog, kapitel 13?
For vi vil læse videre
i beretningen i kapitel 13.
Hvad sker der nu?
Abram havde været flink ved Lot og
gjort meget for at der skulle være fred.
Og vi læser fra vers 10. Der står:
“Lot så sig nu omkring og lagde
mærke til at hele Jordansletten -
- lige til Soar var vandrig,
som Jehovas have, som Egyptens land.
Det var før Jehova tilintetgjorde
Sodoma og Gomorra.
Så Lot valgte hele Jordansletten,
og Lot flyttede sin lejr mod øst.
De forlod altså hinanden.
Abram boede i Kanaan, men Lot
boede blandt byerne på sletten.”
Kan vi med sikkerhed sige -
- at Lot udnyttede
at Abram var ydmyg over for ham?
For at være ærlig så ved vi det ikke.
Vi kender ikke alle detaljerne om hvad
der foregik, og hvordan situationen var.
Det vil bror Splane senere i programmet
holde et spændende foredrag om.
Så bliv hængende.
Vi ved ikke om det kom bag på
Abram at Lot valgte det bedste land -
- men hvis det havde irriteret ham,
kunne han nemt have tænkt:
“Stop lige engang! Det virker jo ikke,
det der med at være ydmyg.
Jeg får ikke min vilje.
Jeg må skrue bissen på overfor Lot.”
Sådan kunne han have tænkt.
Men var Abram påvirket
af den slags frygt?
Nej. Lagde I mærke til hvad der stod -
- i den sidste del af vers 11
og den første del af vers 12?
Der stod: “De forlod altså hinanden.
Abram boede i Kanaan.”
Han protesterede ikke.
Han klagede ikke over at han synes
at han blev behandlet uretfærdigt.
Abrams ydmyghed var ægte.
Det var ikke en form for taktik
for senere at få sin vilje.
Så for Abram var det langt vigtigere -
- at have ægte fred
end at få det han lige ønskede sig.
Så hvad kan vi lære
af Abram den her gang?
Frygten for at nogen
vil udnytte at vi giver os -
- måske ved at tiltuske sig
et privilegie -
- tag al æren, få al rosen,
kan få os til at tænke:
“Det der med at være flink og ydmyg,
det virker altså ikke rigtigt.”
Og det vil ødelægge freden.
Lad dig ikke styre af den frygt.
Gør i stedet ligesom Abram.
Stol på at den måde
Jehova siger vi skal skabe fred på -
- altid vil være den bedste måde.
Selv når det ser ud som om
det ikke virker.
Når vi prioriterer fred,
er det ikke sikkert vi får vores vilje.
Men vi vil få det der betyder allermest:
Jehovas godkendelse og fred med ham.
Men hvad så da de valg Lot
havde taget, begyndte at give bagslag?
Hvordan reagerede Abram så?
Ville han tilgive og glemme?
Eller ville han være bange for
at give slip på fortiden?
Svaret på det spørgsmål
må vi vente på til sidst i programmet.
Nu er det tid til
at vi skal se “Inside Story”.
Det er en del af programmet
ved Gileadafslutningen -
- vi alle sammen glæder os
særligt meget til.
Og det her bliver også
et rigtig godt afsnit.
Det vil være en opfordring til jer
der har en missionær i maven -
- til at tænke over om I har
mulighed for at gøre mere -
- og rejse ud hvor der er større behov.
Bror Jeremy Clarke er vært
i det her afsnit af “Inside Story”.
Velkommen til “Inside Story”.
I Matthæus 5:6 sagde Jesus at de der
“hungrer … efter retfærdighed” -
- vil være lykkelige fordi de vil få
dækket deres åndelige behov.
Hvad gør Jehova for at unge kan
få dækket deres åndelige behov?
Han har givet dem kærlige forældre.
Men hvad hvis de forældre
ikke tjener Jehova?
Hvordan hjælper han dem så?
På Bibelens tid brugte han
nogle gange en moden mentor -
- for eksempel ypperstepræsten Jojada,
der hjalp den unge kong Joash.
Eller Zekarja, der kom med
gode råd til kong Uzzija.
I den her udgave af “Inside Story” -
- vil nogle elever fortælle hvordan de
fik deres åndelige behov dækket -
- og hvordan det hjalp dem
til at gøre mere for Jehova -
- og få et godt og lykkeligt liv
i tjenesten for ham.
Så lad os komme i gang.
Vores første par er fra USA.
Tag godt imod
Antron og Rebeca Carraway.
Velkommen, Antron og Rebeca.
I har tjent i USA i nogle år -
- men vi kunne godt tænke os
at høre om jeres baggrund og opvækst.
- Vil I fortælle om det?
- Ja.
Jeg er født og opvokset
i South Carolina -
- og begge mine forældre
er Jehovas Vidner.
Min far lærte mig hvordan man
skal behandle mennesker -
- og min mor hjalp mig til at få
et nært venskab med Jehova -
- sætte åndelige mål og nå dem.
Der var også flere i menigheden
der hjalp mig rigtig meget.
Der var for eksempel en bror
der foreslog at studere -
- Ordsprogenes Bog
med mig og min fætter.
Hvorfor Ordsprogenes Bog?
Jeg var jo bare teenager -
- og fordi Ordsprogenes Bog
er fyldt med praktisk visdom -
- var det et godt sted at begynde
for at hjælpe os til at se -
- at hele Bibelen er fyldt med visdom.
En anden bror gjorde også
en stor forskel for mig.
Vi var i samme menighed,
og så kom han på Betel -
- og kom hjem igen få år senere,
og han sagde til mig:
“Du skal altså overveje
at søge på Betel.”
Så det overvejede jeg grundigt.
Han sagde jeg skulle lære et
andet sprog, det forsøgte jeg også.
Og begge dele lykkedes for dig.
Dejligt at nogen viste dig
personlig interesse.
Rebeca, er du også
vokset op i sandheden?
Ja, det er jeg.
Jeg kommer fra Spanien, og vi
boede lige i nærheden af Betel -
- så jeg kan huske at vi ofte havde
betelitter på besøg da jeg var barn.
Hvordan var det at vokse op i et hjem -
- hvor der altid var
heltidstjenere på besøg?
Jeg kunne se at selvom de ikke
havde meget materielt -
- manglede de aldrig noget godt.
Det var meget tydeligt for mig at Jehova
tog sig godt af dem på alle områder.
Og de var altid glade. De smilte altid,
og det gjorde virkelig indtryk på mig.
Jeg tænkte at sådan en glæde
ville jeg også gerne opleve.
God kommentar.
Kan du fortælle om andre måder
dine forældre hjalp dig på?
Ja, jeg kan huske at min
far bad sammen med mig -
- og mine to søstre hver aften.
Men han ville også gerne lytte til
vores personlige bønner til Jehova.
Jeg tror det var for at han kunne finde
ud af om Jehova var virkelig for os.
Og jeg kan også huske
at min mor foreslog -
- at vi brugte meget tid sammen
med pionererne i menigheden.
Så det gjorde vi.
Og på grund af det kom vi til at elske
forkyndelsen fra vi var helt små.
Det lyder som om jeres forældre
har givet jer en rigtig god oplæring.
I har fået kærlighed til Jehova -
- tillid til ham og lyst til
at gøre mere for ham.
- Fik I mulighed for det?
- Ja, vi gjorde.
Da Antron og jeg begyndte at komme
sammen, var han på Betel i New York.
Men efter noget tid fik han til opgave
at tjene på Betel i Uganda.
Uganda?
Ja, jeg var også meget
overrasket over opgaven -
- men glædede mig også
til at komme afsted.
Vi fortsatte med at komme sammen
og blev gift i Madrid.
Nogle dage efter brylluppet
flyttede Rebeca til Uganda -
- og begyndte på Betel
sammen med mig.
- Der er I. Er det i Uganda?
- Ja, det er på Betel.
Hvordan var der der?
Det var en oplevelse
vi aldrig vil glemme.
Men jeg må sige det ikke var let at gøre
så mange forandringer på én gang.
Jeg skulle vænne mig til at være gift
og til at være på Betel.
Men også vænne mig til
en ny kultur, et nyt sprog -
- og ny mad og endda
en ny måde at tænke på.
Altså, man lærer meget om sig selv.
At man har et bestemt tankemønster,
og andre er anderledes. Det modner en.
Jeg forestiller mig at det du lærte fra
Ordsprogenes Bog, blev brugbart her.
Helt klart.
Jeg kan huske vi talte om
Ordsprogene 19:11 i klassen -
- der handler om at det at bære over
med fejltrin er smukt.
Det spændende ved det vers -
- er at Jehova har skabt
så meget smukt i universet -
- og alligevel siger han
at det at tilgive -
- og at bære over med fejltrin
er det der er smukt.
Og vi indså at det var præcis det
vennerne i Uganda havde gjort.
Vi gjorde nogle ting som godt kunne
have stødt dem, men de klagede aldrig.
De blev bare ved med at gøre
det smukke og bære over med os.
Ja, og vennerne i Uganda
blev vores nye familie.
Vi lærte at hvis man virkelig elsker
brødrene og søstrene -
- så vil de elske en til gengæld.
Og de hjalp os rigtig meget,
især i tider hvor vi havde hjemve.
Der var for eksempel et missionærpar -
- som var meget opmærksomme på
hvordan vi havde det.
De var så omsorgsfulde over for os,
og de brugte tid sammen med os.
Og når vi mærkede deres kærlighed -
- var det tydeligt for os at det faktisk
var Jehova der viste os kærlighed.
- Hvor mange år var I i Uganda?
- Vi var der i 10 år.
- Var det hårdt at rejse derfra?
- Det var det. Det var virkelig hårdt.
- Vi græd ret meget da vi skulle afsted.
- Ja, det var ikke noget kønt syn.
Nej, men vi har holdt kontakten
med vennerne dernede -
- og jeg har især gjort det
med de søstre jeg blev tæt med.
Ja, de var virkelig gode til at sørge
for at vi aldrig følte os som fremmede.
Og faktisk, inden vi tog afsted -
- gav de os en ged og et lille stykke
land hvis nu vi kom tilbage en dag.
Herligt.
Vi kan høre I har haft stor gavn
af den oplæring I har fået -
- og allerede har hjulpet mange til
at få dækket deres åndelige behov.
Og nu er I klar til
at hjælpe endnu flere.
Tak for at I ville
fortælle jeres historie.
Nogle i klassen har kun haft én forælder
der har oplært dem i sandheden.
En af dem er søster Jiahui Lin
fra Taiwan. Hun kommer her.
- Velkommen, Jiahui.
- Tak.
Vil du fortælle os lidt om din baggrund?
Det vil jeg gerne.
Jeg er født og opvokset i Taiwan.
Da jeg var ti år gammel, lærte min mor
sandheden at kende og blev døbt.
Rigtig godt. Og hvad med din far?
Indtil videre er han ikke
et Jehovas Vidne -
- men han er meget positiv
og støtter os.
Det var min mor der oplærte mig
og min lillebror i sandheden -
- og lærte os at elske Jehova
og forkyndelsen.
Her er du med din mor?
- Ja, i rigssalen.
- Og din bror?
- Ja.
- Hyggeligt, rigtig godt.
Hvordan hjalp din mor dig
til at få kærlighed til Jehova?
Hun begyndte som pioner
mens hun havde fuldtidsarbejde -
- og havde to børn at tage sig af.
Men det at være pioner
var ikke bare en titel for hende -
- hun elskede det virkelig.
Jeg husker at hendes ansigt strålede
når hun kom hjem fra tjenesten.
Hun var så glad når hun fortalte om -
- alle de gode oplevelser
hun havde haft i forkyndelsen.
Hvordan var distriktet
der hvor din mor forkyndte?
Altså, det er rigtigt at der er mange
der går op i arbejde og penge -
- og at de ikke rigtig har tid til
eller interesse for Bibelen.
Men min mor fandt altid nogle
der var interesserede.
Jeg tror det er fordi
hun altid er så glad -
- og har oprigtig kærlighed
til mennesker.
Jeg kan huske at hun var virkelig god
til at få en samtale i gang med folk -
- ud fra “Introduktion” til
Ny Verden-Oversættelsen.
Det lyder som om hun var
“brændende i ånden”.
Vi kunne godt tænke os at høre hvordan
vennerne klarer det i forkyndelsen -
- når nu folk er så fokuserede
på det materielle.
Det går rigtig godt.
Vi har faktisk en video
der fortæller om det.
Den skal vi da se.
Ilha Formosa, “den smukke ø”,
ligger i Stillehavet -
- og er fuldstændigt bjergtagende -
- helt fra de dejlige strande
til de højeste toppe.
Men det smukkeste ved Taiwan, ligesom
alle andre steder, er menneskene.
I 1948 kom bror Stanley Jones -
- der havde gennemgået den ottende
gileadklasse, på besøg i Taiwan.
Han rejste tværs henover øen
for at overvære et stævne -
- hvor omkring 300 blev døbt.
De tidlige sandhedsfrø
han var med til at så -
- er spiret og er blevet til
over 11.000 forkyndere i dag.
Taiwan er et af de tættest
befolkede lande på jorden.
I byen Taipei bor der mere end
to millioner mennesker.
Her er der masser af
muligheder for at tjene penge -
- og få et komfortabelt liv.
Men vores brødre og søstre følger de
første missionærers gode eksempel -
- og støtter helhjertet op
om forkyndelsesarbejdet.
Da jeg var barn, skændtes
mine forældre ofte om penge.
Jeg besluttede at når jeg blev voksen,
ville jeg tjene en masse penge.
Det ville gøre min familie lykkelig.
Som 17-årig begyndte jeg
at studere Bibelen -
- og jeg lærte noget meget vigtigt:
Jehova ønsker at vi skal have
et godt liv i et paradis.
Jeg lærte også noget andet:
Tilfredshed er det der giver ægte lykke.
Jeg blev døbt i 1999,
og da jeg blev gift med Yi Hong -
- ville vi gerne til et andet område
for at tjene som pionerer.
Men på det tidspunkt havde
min far allerede kæmpet -
- med eftervirkningerne
af et stroke i otte år.
Som tiden gik, blev jeg virkelig glad
for mit arbejde.
Og jeg følte også
at jeg udrettede noget.
Så jeg tænkte på om jeg mon brugte
det at jeg skal sørge for min familie -
- som en undskyldning fordi jeg var
rigtig glad for den måde vi levede på.
Når vi hørte om venner som
gjorde mere i tjenesten for Jehova -
- og hvor glade nogle havde været
for at gennemgå SKE -
- opmuntrede det os, og vi tænkte på
om vi skulle gøre nogle forandringer.
Senere gik min far bort, og vi forstod
at nu var muligheden der -
- og at vi måtte forenkle vores liv.
Så vi sagde begge to vores arbejde op -
- og så flyttede vi til et område hvor
der var større behov for forkyndere.
Der begyndte vi som pionerer.
Da jeg sagde til min chef at jeg gerne
ville sige op, blev han meget utilfreds.
Han kunne ikke forstå det
og spurgte mig:
“Er du gået fra forstanden?
Har du gennemtænkt det her?
Hvad med din fremtid og din familie?”
Men jeg stod helt fast
på min beslutning.
Jehova har virkelig velsignet os.
Jeg blev hurtigt vild
med den måde at leve på.
Vi fik mulighed for at være sammen
med vennerne i menigheden -
- og vi har også haft den glæde
at få lov at hjælpe bibelstudieelever -
- til at få et nært venskab med Jehova.
Jeg føler at Satans verden
har skabt en illusion.
Den tilbyder en masse ting
som virker attraktive -
- men det der har virkelig værdi, er
at have et nært venskab med Jehova.
Når man har det, kan man få evigt liv
i Paradiset og tjene ham for altid.
Jeg ville virkelig ønske
at jeg noget tidligere -
- havde været modig nok til at gøre
forandringer og fokusere på tjenesten.
Nu forstår jeg hvor rigtigt det er
det der står i Ordsprogene 10:22:
“Det er Jehovas velsignelse
der gør én rig.”
De tidlige missionærer i Taiwan
lagde et stærkt fundament.
Deres fine eksempel lever videre i dag -
- hvor tusindvis af brødre og søstre
giver af sig selv -
- for at støtte forkyndelsesarbejdet
her i det fjerne Østen.
Hvor opmuntrende at se det de gør for
at hjælpe andre til at lære om Jehova.
Jiahui, var der andre end din mor
der hjalp dig til at vokse åndeligt?
Da jeg blev ældre, var der en tid
hvor jeg ikke var så stærk åndeligt.
Jeg kom ikke til alle møderne.
Men der var et missionærpar
i min menighed -
- som var meget
opmærksomme på mig.
De så om jeg var væk fra et møde,
og søsteren spurgte altid om jeg var ok.
Er det dem her sammen med
din mor og din lillebror?
- Mmm. Ja.
- Fint.
- Var de på Gilead?
- Ja.
Og ved du hvad? De var med i
videoen “Ud til hele den vide Jord”.
Jeg var så glad for
at være sammen med dem.
Men på et tidspunkt fik de til opgave
at flytte til en anden by.
Det gjorde mig ked af det.
Men jeg blev velsignet med en ny ven -
- en japansk søster der flyttede
til Taiwan for at hjælpe til.
Hun spurgte ofte om jeg ville med
i forskellige former for forkyndelse.
Det var da utroligt sødt af hende.
Var der andre måder hun hjalp dig på?
Ja, da den første
“Unge spørger”-video kom -
- den der hedder
“Hvordan får jeg virkelige venner?” -
- inviterede hun mig over
så vi kunne se den sammen.
Mens vi sad og så den,
og jeg lagde mærke til -
- at pionersøsteren i videoen
hjalp den unge pige -
- gik det op for mig at det var præcis
det den japanske søster gjorde for mig.
Indtil da havde sandheden
givet mening for mig, den var logisk.
Men da jeg mærkede at søsteren
viste mig kærlighed og omsorg -
- forstod jeg at Jehova også
viser mig kærlighed og omsorg.
Det gav mig lyst til at arbejde på at få
et endnu stærkere venskab med ham.
Skønt at høre.
Hvordan har det din mor
og andre gjorde for dig -
- hjulpet dig til
at gøre åndelige fremskridt?
Jeg begyndte som pioner, og senere
flyttede jeg til en engelsk menighed.
Det gør mig glad at hjælpe mennesker
til at opleve Jehovas kærlighed.
Mange er flyttet til Taiwan
for at hjælpe til.
Og det er virkelig
opmuntrende og inspirerende -
- at se brødre og søstre
fra hele verden -
- bringe store ofre for Jehova
fordi de elsker ham.
Ja, det er en glæde at hjælpe andre
til at lære Jehova at kende -
- og være optaget af
at undervise i sandheden.
Tusind tak, Jiahui.
Vi beder om at Jehova må velsigne
dig og vennerne i Taiwan.
- Vi var glade for at høre din historie.
- Tak.
Mange af vores brødre og søstre -
- har ikke haft nogen forældre
til at lære dem om Jehova.
Hvem hjalp dem?
Nu skal vi møde Doug Terrell fra USA.
Velkommen, Doug.
Hvornår begyndte du
at lære sandheden at kende?
Det var da jeg var omkring 18 år.
Der var jeg ikke et godt sted i mit liv.
Hvad mener du med det?
Jeg er ikke vokset op i sandheden,
men jeg har en fantastisk mor -
- der gav mine søskende og mig
en god opdragelse.
Men desværre traf jeg
nogle dårlige beslutninger.
Jeg fik nogle dårlige venner.
Jeg var meget vred,
deprimeret og bekymret.
Det blev så slemt at min mor
tog en alvorlig snak med mig.
Indtil da havde jeg besøgt
forskellige kirker -
- fordi jeg gerne ville
lære Gud at kende.
Jeg havde besøgt den katolske kirke,
pinsekirken og metodistkirken.
Og hvad syntes du om det?
Der var ikke noget af det
der virkede ægte.
Det rørte ikke mit hjerte.
Så efter at min mor havde haft
en snak med mig -
- kan jeg huske at jeg faldt på knæ.
Med tårer i øjnene bad jeg
en lang bøn til Gud -
- og bønfaldt ham om
at vise mig hvem han var -
- og hjælpe mig med mine spørgsmål.
Hvad var det for
nogle spørgsmål, Doug?
Jeg ville gerne vide
om Gud havde et navn -
- hvorfor mennesker kommer
ud for så meget ondt -
- og hvorfor der er så meget
hykleri inden for religion.
Der er rigtig mange der hungrer
efter svarene på de spørgsmål.
Så hvad skete der?
To uger efter min bøn til Gud
bankede Jehovas Vidner på døren.
Normalt ville vi ikke
have åbnet for dem.
Okay. Men hvorfor gjorde du
det så den her gang?
Den her gang var anderledes.
Det var to søstre, og den ene
havde været min lærer i high school.
Jeg kunne huske at hun altid havde
været så sød og venlig over for mig -
- så da jeg så hende, åbnede jeg.
Og det spørgsmål hun stillede mig, var
det her: “Vidste du at Gud har et navn?”
Og så viste hun mig Salme 83:18.
Senere viste hun mig 1. Johannes 5:19 -
- der siger at “hele verden
er i den ondes magt”.
Og for første gang følte jeg
en helt ubeskrivelig glæde -
- som jeg aldrig havde følt før.
Fantastisk! Det må have gjort
et stort indtryk.
Ud over hende var der så andre
der hjalp dig til at gøre fremskridt?
Ja. Efter det besøg begyndte jeg
at studere Bibelen.
Og senere var jeg på tur til Atlanta,
og der mødte jeg min bedste ven.
Må vi høre om ham?
Ja, jeg havde studeret omkring et år -
- men ikke begyndt at leve efter
det jeg havde lært, endnu.
Men han viste mig personlig interesse.
Han hjalp mig til at bruge det jeg
havde lært. Han var en ivrig pioner.
På grund af det besluttede jeg
at flytte til Atlanta.
Og han fortsatte mit bibelstudie.
Og faktisk endte vi med
at være roommates i syv år.
Wow! Det er virkelig kærligt.
Han viste dig personlig interesse,
og hjalp dig med dine åndelige behov.
Hvad skete der efter det?
Jeg kan huske at han inviterede
kredstilsynsmanden med til studiet.
Og han var rigtig sød
og venlig mod mig.
Efter at han havde været med,
besluttede jeg at bede Jehova -
- om at hjælpe mig med
at sætte nogle åndelige mål.
Vi har et billede her.
Hvem er det vi ser?
Det er den dag jeg blev døbt.
Længst til højre ved siden af mig -
- er min high school-lærer,
hende der bankede på min dør -
- og længst til venstre
er min bedste ven.
Fint billede. Så han hjalp dig med
at få kontakt til kredstilsynsmanden.
Hvordan hjalp det dig?
På det her tidspunkt i mit liv havde jeg
brug for lidt hjælp til at navigere i -
- nogle af de negative følelser som min
tidligere livsstil havde resulteret i.
Min kredstilsynsmand
på det her tidspunkt -
- viste mig meget opmærksomhed.
Han hjalp mig til at blive
dygtigere til at forkynde -
- han hjalp mig til at blive dygtigere
til at undervise og en bedre hyrde -
- og også til at få styr på
nogle af mine følelser.
Og kort tid efter det begyndte
jeg selv som kredstilsynsmand.
Fantastisk.
Når du reflekterer over dem
der har hjulpet dig til at blive -
- en moden tjener for Jehova,
hvad tænker du så?
Jeg kommer til at tænke på
Onesimos fra Bibelen.
Før han blev kristen, var han bare
en træl der var flygtet fra sin herre.
Trælle blev ikke betragtet som andet
end ejendom på det tidspunkt.
Men så blev han kristen,
og Paulus brugte ham til -
- at gøre meget godt i menighederne.
Og jeg følte mig lidt som Onesimos.
Før jeg fandt sandheden,
følte jeg ikke at jeg var noget værd -
- eller at jeg havde nogen fremtid.
Men så brugte Jehova
moderne Paulusser -
- for eksempel min high school-lærer,
min bedste ven og kredstilsynsmanden -
- til at hjælpe mig til at se
potentialet i mig selv.
Dejligt at du nåede nogle
af dine åndelige mål.
Det viser hvor vigtigt det er
at vise personlig interesse -
- og at hjælpe unge til
at få kærlighed til Jehova.
Vi var virkelig glade for
at høre din historie.
Når vi får dækket vores åndelige behov -
- er det tydeligt at vi får lyst til
at gøre mere for Jehova.
Vores sidste interview
er med et par der tjener i Thailand.
Tag godt imod Andy og Julia Alton.
Andy og Julia, I kommer fra
Storbritannien men tjener i Thailand.
Vil I fortælle lidt om
hvordan det er gået til?
I lang tid havde vi faktisk som mål
at tjene på Betel i Storbritannien.
Men efter at vi havde ansøgt,
hørte vi ingenting.
Så vi var ret skuffede, og vi følte os
faktisk også lidt fortabt.
Og sådan er der jo nogle
der har åndelige mål -
- men bliver skuffede over
ikke lige at nå dem -
- eller på den måde de havde håbet på.
Så hvad gjorde I?
Ja, vi kunne ikke gøre andet
end at bede til Jehova -
- og så kom der en mulighed for at tjene
hvor der var større behov, i Thailand.
Hvordan gik det til?
Min søster og svoger tjente allerede
som “need-greaters” derovre.
Og de opfordrede os
til også at prøve det.
Og i Manchester tæt på hvor vi boede,
blev der oprettet en thai-gruppe -
- så det føltes som et naturligt
springbræt til at tjene i Thailand.
- Og hvordan var det så?
- Jamen, vi elskede det.
Men en gang hvert halve år var vi
nødt til at rejse hjem for at arbejde.
Og havde vi fundet nogle interesserede,
måtte vi overdrage dem til andre.
Så når vi kom tilbage til Thailand,
følte vi at vi skulle starte forfra.
Og i vores hjerte havde vi
ikke givet helt slip -
- på tanken om at tjene på Betel.
Men vi vidste at vi var nødt til
at træffe en beslutning.
Skal vi fortsætte i vores
tjeneste i Thailand -
- eller tage til England og fortsætte
i heltidstjenesten dér?
Og samtidig er der fuldstændig
radiotavshed fra Betel.
Så hvad besluttede I?
Vi bad rigtig meget,
og så besluttede vi os for Thailand.
Hvad fik jer til at vælge det?
Jo, efter at have holdt alle
mulighederne op imod hinanden -
- var det helt klart det store behov
der er i Thailand, der gjorde udslaget.
Så vi besluttede at fokusere på det -
- i stedet for hvad vi selv
havde lyst til.
Og for os var det også den mest
skræmmende beslutning.
Hvorfor havde det nogen betydning
at det var det mest skræmmende?
Jo, det mest skræmmende var helt klart
det der var uden for vores komfortzone.
Og fordi vi gik ud af
vores komfortzone -
- var vi nødt til at stole
100 procent på Jehova.
Og så skete der noget helt fantastisk:
Vi fik et nærmere forhold til ham.
Tak for at du forklarede det.
Godt klaret at I gjorde
det mest skræmmende.
Hvordan er forkyndelsen så i Thailand?
Den er utroligt spændende.
Her er et billede af mig og Julia
der er i forkyndelsen i Bangkok.
Vi mødte så mange interesserede der.
Og det er interessant med Thailand
at folk primært er buddhister -
- det ved I sikkert allerede,
men der er mange mennesker -
- især unge mennesker, der leder
efter noget mere tilfredsstillende.
Det giver os mange muligheder
for at fortælle om sandheden.
- Vi har faktisk en video om det.
- Lad os da se den.
Velkommen til Thailand,
et farverigt land -
- fyldt med kulinariske
oplevelser fra gadekøkkenerne.
Landet bliver også kaldt
“Smilenes land”.
Gæstfrihed er ikke bare en god vane.
Det er folks livsstil.
Venskab og familie er noget
man sætter meget højt her.
Alligevel er der mange
der leder efter mere.
Folk her leder efter en mening
med livet og ægte fred.
Det gjorde for eksempel
Narumon og Kanitta.
Der hvor jeg er vokset op,
var der nogle religiøse ledere -
- som egentlig burde være gode
repræsentanter for deres religion -
- men de levede ikke efter det
de lærte andre.
Så det var noget der gik mig meget på,
og jeg tænkte:
“Hvis de religiøse ledere
ikke er gode mennesker -
- hvorfor ser folk så op til dem?
Hvorfor følger de dem?”
Men det svar jeg fik, var altid bare:
“Men han er jo munk, så du skal bøje
dig for ham og vise ham respekt.”
Men jeg følte ikke at det svar
gav mening for mig.
Min far var rigtig sød og rar -
- men han havde det problem
at han var alkoholiker.
Ifølge buddhismen -
- så risikerer en der er alkoholiker og
drikker for meget, at komme i helvede.
Så det skræmte mig meget. Jeg var
bange for at min far skulle i helvede.
Så jeg tog hen til templet
for at få svar på mine spørgsmål -
- og se om man kunne gøre noget
for at han ikke skulle ende i helvede.
Men der ikke var noget
man kunne gøre -
- for man kan ikke slette synd
med gode gerninger.
“Men du kan jo donere noget
til templet,” sagde de -
- “og det kan måske hjælpe din far
når han så kommer i helvede.”
Jeg syntes ikke at det var
et særligt tilfredsstillende svar -
- så jeg begyndte
at lede efter noget andet.
Jeg ville gerne vide hvad andre
religioner sagde om det.
Helt fra jeg var barn, var jeg blevet
oplært til at have en tro uden beviser.
Man skulle ikke stille nogen spørgsmål.
Men jeg ville gerne have
nogle ordentlige svar -
- nogle svar der byggede
på argumenter.
Så jeg meldte mig ind i
grupper på de sociale medier -
- hvor folk snakkede om
at skifte religion.
Og jeg fandt ud af at der var mange
der gerne ville skifte religion.
Der var mange der inviterede mig
hen i deres kirke -
- og jeg var nysgerrig,
men jeg turde ikke at tage afsted.
Og så fik jeg øje på Bibelen -
- og jeg tænkte at den måske havde
svar på livets store spørgsmål.
Så spurgte jeg om jeg måtte låne den
så jeg kunne læse i den -
- men det sagde de
at det kunne jeg ikke.
Jeg var nødt til at købe den.
Jeg spurgte hvor meget den kostede,
og de sagde: “Omkring 1.000 baht.”
Jeg tænkte: “Jeg kan sikkert
finde Bibelen online -
- som jeg kan læse gratis.”
Så jeg googlede “Bibelen” og klikkede
på det første link der kom op.
Så scrollede jeg ned og så at der stod
at jeg kunne få et gratis bibelkursus.
Senere fandt jeg ud af -
- at den hjemmeside jeg havde
været inde på, var jw.org.
Så jeg tænkte:
“Hmm. Er det virkelig gratis?”
Men jeg prøvede alligevel.
Jeg indsendte mine oplysninger
og sagde til mig selv -
- at var det ikke gratis,
ville jeg stoppe med det samme.
Jeg ikke kontakte dem igen.
Da der så var gået omkring to dage,
var der en søster der ringede til mig -
- og jeg spurgte hende igen og igen:
“Er det virkelig gratis?”
Og hun sagde hele tiden:
“Ja, det er gratis.”
En dag var jeg ude
at spise sammen med min chef -
- og da maden var kommet,
lukkede hun sine øjne.
Det forstod jeg ikke hvorfor hun gjorde,
så jeg var lidt nysgerrig.
Da hun åbnede øjnene igen,
spurgte jeg hende hvad hun lavede.
Hun sagde at hun bad en bøn
for at sige tak for maden.
Hun var nemlig kristen,
så hun bad til Gud.
Så jeg sagde: “Ej, det er sjovt.
Jeg vil faktisk gerne skifte religion.
Hvad synes du jeg skal gøre?”
Så svarede hun: “Jeg underviser i
Bibelen gratis. Er du interesseret?”
Jeg sagde ja med det samme.
I 2019 gik min far desværre bort.
Og det var selvfølgelig virkelig trist,
og jeg var meget ked af det -
- men jeg var ikke bange
sådan som jeg var før -
- for jeg vidste at i fremtiden
vil jeg komme til at se ham igen.
Han vil få en opstandelse -
- og så vil vi kunne være sammen
og snakke sammen igen.
En lektion i
“Et håb om en lys fremtid” -
- der virkelig gjorde indtryk på mig,
var lektion 27.
Hende der studerede med mig,
hjalp mig til at se at det -
- at Jehova var villig
til at ofre sin Søn -
- og at Jesus var villig
til at give sit liv for os -
- viser at de ikke bare siger
at de elsker os -
- men faktisk også viser det i handling.
Det må være sådan nogle
ledere vi skal følge -
- for de er uselviske
og fyldt med kærlighed.
Det har været en stor glæde for os
at se oprigtige mennesker -
- som Narumon og Kanitta
tage imod sandheden.
Så vi bliver ved med at forkynde.
Når en finder sandheden,
ændrer det nemlig vedkommendes liv.
- I kender de to søstre, gør I ikke?
- Jo, vi gør.
Og Narumon studerede Bibelen
da vi kom til Thailand i sin tid -
- og vi var faktisk i samme menighed.
Det er nemt at se hvorfor
I godt kan lide forkyndelsen der.
Vil I fortælle om hvordan det var
at falde til i Thailand?
Var der nogen der hjalp jer?
Ja, der var mange brødre
og søstre der hjalp os -
- især et missionærpar der også
havde været på Gilead.
De hjalp os til at arbejde hårdt -
- men også være afbalancerede mens
vi vænnede os til den nye kultur.
De understregede for os at det var
vigtigt at have et hyggeligt hjem -
- som kunne være en god base
hvor vi kunne slappe af -
- og få ny energi til tjenesten
den næste dag.
Det var godt at de både
hjalp jer praktisk -
- men også med deres eksempel.
Andy og Julia, hvad tror I
var medvirkende til -
- at I på et tidspunkt fik lyst til
at gøre mere for Jehova?
For mig var det helt klart
min mor og far.
De elskede begge to Jehova.
De var meget kærlige og gavmilde
over for brødrene og søstrene.
Og min far og jeg
arbejdede ofte sammen -
- på rigssalsbyggerier da jeg var yngre.
Det var noget vi virkelig elskede
at gøre sammen.
Der var også to ældste i min menighed -
- som jeg arbejdede
sammen med til daglig.
De hjalp også ved rigssalsbyggerier.
Jeg tror alle fire gjorde rigtig meget
for min kærlighed til Jehova -
- og min lyst til
at sætte mig åndelige mål.
- Er det dig?
- Ja, det er mig med min mor og far.
Herligt billede.
Ja, og for mig var det også
mine forældres gode eksempel.
Min mor blev døbt
da jeg var helt lille -
- og et par år senere
blev min far også døbt.
Og fra det øjeblik havde vi altid
en god åndelig rutine i familien.
Og det skal lige siges
at vi altså var syv børn.
Men uanset hvad der skete,
skulle vi altid til møde -
- og vi skulle altid i tjenesten.
Det var ikke til forhandling.
Jeg har gode minder af at komme
hjem fra skole og se min mor -
- sidde ved bordet og have
sit personlige studie -
- og vågne om morgenen og se
min far sidde og læse Vagttårnet.
Jeg ville bare være ligesom dem.
Jeg kunne se at Jehova
var virkelig for dem.
Er det dig på de to billeder?
Ja, det er mig sammen med min mor
og mig sammen med min far.
Hvor hyggeligt.
I har begge vist hvor meget forældre -
- missionærer og andre kan gøre
for at hjælpe børn og unge -
- til at stole fuldt og fast på Jehova -
- og gøre deres allerbedste
i tjenesten for ham.
Tusind tak fordi vi måtte
høre jeres historie.
Vi har set at Jehova kan bruge
hvem som helst -
- til at dække en andens
åndelige behov.
Var der en af dem vi interviewede,
du kunne relatere til?
Bruger Jehova lige nu dig -
- til at dække en andens
åndelige behov?
I forældre, for eksempel -
- I fortjener stor ros for alt det I gør
for at hjælpe jeres børn -
- til at få kærlighed til Jehova
og give ham deres bedste.
Og det kan I lykkes med selv hvis jeres
ægtefælle ikke er med i sandheden.
Og jer i menigheden,
ældste, missionærer, pionerer, ældre -
- I er med til at forme
vores kære unge mennesker.
I har stor betydning -
- for deres motivation til at give
Jehova alt hvad de kan.
Og til gengæld vil de være med til
at dække andres åndelige behov.
Vi håber I har været glade for
at høre de her interviews.
Vi ses i næste episode
af “Inside Story”.
Tak! Mange tak bror Clarke
og til alle de medvirkende.
Det var virkelig spændende!
Hvor var det bare rørende at se
hvor mange oprigtige mennesker -
- der bare venter på at vi kommer
og forkynder for dem.
Jeg ved ikke med jer,
men jeg havde lyst til -
- at komme tilbage
i mit missionærdistrikt.
Nå, men det er jo ikke rigtig op til os.
Da vi i starten af programmet
læste om Lot -
- og var inde på hvad der skete
mellem Lot og Abraham -
- hvordan havde du det så med Lot?
Synes du han var
sådan lidt en træls type?
Ja, bror David Splane,
der er medlem af Det Styrende Råd -
- har valgt at tage
en lidt anderledes vinkel -
- men også meget vigtig vinkel,
på det her med Lot.
Foredraget hedder:
“Lad tvivlen komme andre til gode.”
Jeg stod lige og tænkte på -
- at i næste måned er det 60 år siden -
- at jeg trådte ind ad døren
på Gilead første gang -
- på Columbia Heights nummer 107.
Jeg har mange gode minder fra den tid.
Og fem måneder senere sad jeg der
ved afslutningsprogrammet.
Så jeg tror jeg har en idé om
hvordan I har det lige nu.
Det er en stor dag for jer elever
der sidder her i dag.
Og vi vil gerne fortælle jer
at vi er stolte af jer.
I har knoklet,
og Jehova har velsignet jer.
Og I har haft en rigtig god tilgang
til undervisningen her.
Jeres mål har ikke været at imponere
nogen med hvor meget I ved -
- men at få et nærmere forhold til
Jehova og til jeres brødre og søstre.
Det er det sidste punkt jeg kunne tænke
mig at tale lidt mere om i foredraget: -
- vores forhold
til vores brødre og søstre.
Vi ved at Jehova ved
alt hvad der er at vide om os -
- og derfor har vi fuldstændig
tillid til at når enden kommer -
- vil Jehova afsige en retfærdig dom.
Han vil ikke have udeladt noget.
Han vil ikke have sprunget noget over,
og han vil heller ikke have glemt noget.
Jehova vil tage alle faktorer
med i regnestykket.
Men vi ved også
hvad Gud sagde til Samuel:
“Mennesker ser … på det
der er synligt for øjnene.”
Det ville være umuligt for os
at skaffe alle de oplysninger -
- der skal til for at vi ville kunne
afsige en retfærdig dom over nogen.
Og som Jacob sagde, skal vi se
hvad vi kan lære af eksemplet med Lot.
Spørgsmålet er: Er der noget vi kan
lære af Bibelens beretning om Lot -
- om at lade tvivlen
komme nogen til gode?
Og bare så I ved det,
så har Jacob og jeg -
- samarbejdet om
at lave vores foredrag.
Vi har rottet os sammen.
Apostlen Peter fortæller os
noget om Lot.
Lad os læse hvad det var Peter skrev,
i hans andet brev, kapitel 2.
2. Peter, kapitel 2 -
- og her skal vi sammen
læse vers 7 og 8.
Læg mærke til hvilken
beskrivelse vi får af Lot.
I får lige et øjeblik.
Hvis dine fingre er lige så
gigtplagede som mine -
- tager det lige lidt tid
at finde det nogle gange.
Det var 2. Peter 2:7, 8.
Der står her om Jehova at han
“reddede den retfærdige Lot -
- der væmmedes ved de lovløse
menneskers skamløse opførsel -
- for de lovløse gerninger
denne retfærdige mand -
- så og hørte om
mens han boede blandt dem -
- pinte hans retfærdige sjæl
hver eneste dag”.
Hvem var det der kaldte Lot “retfærdig”?
Var det apostlen Peters
personlige mening om ham?
Nej, for det her er jo
Peters andet inspirerede brev.
Så Peter blev ledet af den hellige ånd
til at bruge den beskrivelse om Lot.
Peter blev altså ledet
af den hellige ånd til -
- tre gange at kalde Lot
en retfærdig mand.
Og hvem står bag den hellige ånd?
Det gør Jehova.
Så når vi tre gange læser
at Lot var en retfærdig mand -
- så er det i virkeligheden Jehova Gud -
- der fortæller os
hvordan han betragtede Lot.
Stemmer det med det billede
du har af Lot?
En retfærdig mand?
Eller tænker du mest på ham
som en mand -
- der traf mange dårlige beslutninger?
Nogle argumenterer måske: “Da hans
onkel Abraham gav ham lov til -
- at vælge hvor i Kanaan han ville
slå sig ned, valgte Lot det bedste sted.
Burde han ikke have sagt
at den ældste af dem skulle have det?
Viser det ikke at han var egoistisk?”
Ja, når man læser beretningen,
og hvis man kun tager -
- den begrænsede mængde
information der er der -
- kunne man godt
nå frem til den konklusion.
Og det kan godt være det er den rigtige.
Men var Lot virkelig egoistisk, eller -
- kunne det være at vi mangler
nogle detaljer i historien -
- der ville hjælpe os til
at få det fulde billede -
- og måske justere
vores mening en lille smule?
Hvis nu vi leger med tanken om
at selvom Lot var Abrahams nevø -
- så var han faktisk ældre
end Abraham, endda meget ældre.
Ville det ændre noget
ved dine tanker om ham?
Det burde det gøre hvis du er betelit.
Anciennitet.
Det er sådan på Betel
at når et værelse bliver ledigt -
- har vi en lidt speciel måde at finde
ud af hvem der så skal have det.
Det er ikke først til mølle.
Det er ikke plat eller krone.
Vi bruger heller ikke sten, saks, papir.
Og vi lægger ikke arm om det.
Vi har noget der hedder roombid.
Alle der har mulighed for
at søge på værelset -
- kan komme forbi og se det først.
Og hvis man gerne vil have værelset,
kan man give besked til Betelkontoret.
Med hvad nu hvis to betelitter
søger på det samme værelse?
Så går værelset til den
der har mest anciennitet.
Med andre ord: den der
har været flest år i heltidstjenesten.
Den person der ikke fik værelset -
- går ikke hen til den
der fik værelset, og siger:
“Hvor er du egoistisk.
Jeg ville have haft det værelse.
Du burde have ladet mig få det.”
Nej. Den betelit med
mest anciennitet får det.
Det er sådan det fungerer.
Lad os bare sige
at Lot var ældre end sin onkel.
Måske endda gammel nok til
at han kunne have været hans far.
Vi kan ikke med sikkerhed sige
det var sådan, for beretningen -
- i Første Mosebog giver os ikke
alle oplysningerne.
Men her er noget information
man kan tænke over:
Abraham havde to brødre,
Haran og Nakor -
- og Abraham var efter alt at dømme
den yngste i søskendeflokken.
Hvordan kan vi sige det?
Tænk på hvor gammel Abrahams far var
da Abraham blev født.
Var han 60 år gammel?
Nej.
Var han 100 år gammel?
Nej.
Abrahams far var omkring 130 år
gammel da Abraham blev født.
Interessant, ikke?
Abraham tænkte at han var for
gammel til at få børn da han var 100.
Men hans egen far var 130 eller
deromkring da Abraham blev født.
Det virker sandsynligt at Abrahams
brødre var ældre end ham.
Og vi ved ud fra Bibelen,
ved at regne på det -
- vi ved at Abrahams ældste bror
var 60 da Abraham blev født.
Og det kan meget vel
have været Lots far -
- for han var den første
af de tre der døde.
Dengang var det ikke unormalt
at blive far når man var omkring 30.
Så hvis Lots far var 60
da Abraham blev født -
- så er der ret stor sandsynlighed for
at Lot var teenager -
- eller endda voksen
da Abraham kom til verden.
Og hvis det var sådan det var,
lod Abraham Lot være førstevælger -
- da de skulle beslutte hvor de ville
slå sig ned i det lovede land -
- fordi Lot var den ældste af dem.
Hvis du har fået et værelse
på grund af din anciennitet -
- så synes du sikkert det er en
rigtig fin måde at gøre det på.
Så er der måske nogen der siger:
“Det er alt sammen meget godt.
Men du kan ikke bevise
at Lot var ældre end Abraham -
- for det siger Bibelen ikke noget om.”
Det er det der er pointen.
Du kan heller ikke bevise
at han ikke var.
Det her foredrag handler ikke om
at bevise noget som helst.
Det handler ikke om Lot.
Lot er bare et eksempel.
Foredraget handler om at vi må lade
tvivlen komme andre til gode -
- når vi ikke har alle oplysningerne.
Og i det her tilfælde
har vi ikke alle oplysninger.
Fint nok. Men hvad så med det her:
“Lot var ikke
tilfreds med at bo i telte.
Han ville have et mere komfortabelt liv,
så han flyttede ind til Sodoma.
Viser det ikke
at han var materialistisk?”
Det kan måske pege i den retning.
Men igen, har vi alle oplysningerne?
Ved vi egentlig hvad der fik Lot
til at flytte ind til Sodoma?
Var det et ønske om
et mere komfortabelt liv?
Eller var det fordi han ville skabe
trygge rammer for sin familie?
Husk: Lot var engang blevet bortført.
Hvis du havde prøvet at blive bortført -
- ville du så føle dig tryg ved
at din familie skulle bo i telte?
Eller ville du have det bedre
hvis I boede trygt bag en bymur?
Husk på: Mange af vores
brødre og søstre bor i områder -
- med stor kriminalitet, og de ville
sikkert ønske det var anderledes.
Det er ikke fordi
de jagter et liv i luksus -
- men hvis de kunne
ville de nok hellere bo et trygt sted.
Apostlen Peter vidste
lige så meget om Lot som vi gør.
Og alligevel kaldte han Lot
en retfærdig mand -
- ikke en egoistisk eller materialistisk
mand, men en retfærdig mand.
Lot var ikke retfærdig
fordi han forlod Sodoma.
Han fik mulighed for at forlade
Sodoma fordi han var retfærdig.
Han må have gjort noget som
Jehova betragtede som retfærdigt.
Måske var det egoistisk af Lot
at vælge de bedste græsgange i landet -
- og måske var det på grund af
materialisme at han flyttede til Sodoma.
Men hvis det var tilfældet,
må der have været mange andre ting -
- mange andre gode ting,
Lot havde gjort -
- for at Jehova kunne kalde ham
en retfærdig mand.
Og det er bare nogle ting
vi ikke ved noget om.
Det vi skal lære, er at det er vigtigt
at vi har det fulde billede -
- men nogle gange har vi desværre
ikke det fulde billede eller alle fakta.
Hvis vi begynder at konkludere noget
uden at have alle fakta -
- kunne vi komme til at sætte os selv
i en pinlig situation.
Det oplevede israelitterne -
- efter at de havde indtaget
en del af det lovede land.
Rubenitterne, gaditterne
og halvdelen af Manasses stamme -
- havde slået sig ned
på østsiden af Jordan -
- fordi der var gode græsgange
til deres kvæg.
Lad os slå op i Josva, kapitel 22,
og se hvad der skete.
I får lige et øjeblik igen.
Det var Josva, kapitel 22 -
- og her skal vi læse vers 10.
Det var Josva 22:10:
“Da rubenitterne, gaditterne
og halvdelen af Manasses stamme -
- kom til Jordanegnen i Kanaan -
- byggede de et alter ved Jordanfloden,
et stort og imponerende alter.”
I stedet for at lade tvivlen
komme deres brødre til gode -
- konkluderede de andre israelitter -
- at de to og en halv stamme
var begyndt at blive frafaldne -
- og de gjorde sig klar
til at gå i krig imod dem.
Men hvad ved vi egentlig
om de to og en halv stamme?
Kort inden havde de
kæmpet side om side -
- med de andre israelitter
for at indtage det lovede land -
- og de havde været villige til
at sætte deres liv på spil.
Hvordan kan vi sige det?
De var blevet placeret
allerforrest i hæren.
De to og en halv stamme var altid dem -
- der marcherede forrest
når de gik i krig.
Det var altså altid dem
det gik hårdest ud over.
De var modige.
Og havde nogen af dem vist den
mindste tendens til at blive frafaldne?
Men de andre stammer lod ikke
tvivlen komme deres brødre til gode.
I stedet troede de det værste
og troppede op -
- og sagde det vi kan læse
i Josva 22:16-18:
“Sådan siger hele Jehovas forsamling:
‘Hvorfor har I ikke
været trofaste mod Israels Gud?
I har i dag vendt Jehova ryggen -
- ved at bygge jer et alter
og gøre oprør mod Jehova.
Var det ikke nok for os
at vi begik det fejltrin ved Peor?
Vi har den dag i dag
ikke renset os for det -
- selvom der kom en plage
over Jehovas folk.
Og alligevel vil I nu
vende Jehova ryggen!
Hvis I gør oprør mod Jehova i dag -
- vil han i morgen rette sin vrede
mod hele Israels folk.’”
Og sådan fortsætter de
et par vers mere i samme tone.
Da repræsentanterne fra de ti stammer
langt om længe stoppede op -
- for at trække vejret,
kunne de to og en halv stamme -
- endelig forklare at altret slet ikke
havde noget med tilbedelse at gøre.
De havde bygget altret for at minde
stammerne på den anden side -
- af Jordan om at de to og en halv
stamme altså også tilbad Jehova.
Kan du se hvor pinligt det må har været
for ypperstepræsten og de ældste -
- da det gik op for dem at de havde
skabt en masse postyr uden grund?
I indledningen var vi inde på at Jehova
ved alt hvad der er at vide om os.
Og det er logisk at tænke at jo mere
vi ved om vores brødre og søstre -
- deres familiebaggrund,
de udfordringer de har -
- jo nemmere vil det være for os
at se det gode i dem.
Når vi forstår
hvor meget nogen har kæmpet -
- for at nå dertil hvor de er nu,
giver det os stor respekt for dem.
Pas på med at skue hunden på hårene.
Der er så meget
man ikke kan se på overfladen.
Nogle gange har vi det
måske lidt svært med en -
- men det hjælper at tænke på
hvad han kommer fra.
Måske er der ingen i hans familie
der er med i sandheden.
Måske lever de på en måde
der er meget langt væk fra Jehova.
Og her er der den her perle
som Jehova elsker meget højt.
Så når vi synes der er nogen
der er lidt irriterende -
- må vi spørge os selv: “Er den her
person retfærdig i Jehovas øjne?
En retfærdig mand, en retfærdig kvinde?
Han irriterer mig, hun irriterer mig.
Men måske betragter Jehova
ham eller hende som retfærdig -
- og mit problem er at jeg
irriterer mig over de små ting -
- og glemmer at se det fulde billede.”
På et afdelingskontor
for mange år siden fik en ung bror -
- til opgave at samarbejde med en
ældre søster på et langvarigt projekt.
Den ældre søster og hendes mand
var begge to salvede.
Manden var det mest blide kærlige
menneske man kan forestille sig.
Hans kone var meget trofast -
- man må jo lade tvivlen
komme andre til gode -
- men hvis man ikke gjorde tingene
på hendes måde -
- så kan I tro at man fik
med hende at bestille.
Hun så ikke sig selv som en søster -
- men som en bedstemor,
der havde ret til at opdrage på andre.
Den unge bror tacklede virkelig
situationen på en god måde.
I stedet for at hidse sig op og sige -
- “Hvordan kan hun tillade sig
at tale til andre på den måde?” -
- inviterede han
parret hjem til spisning.
Han hørte deres historie -
- og fandt ud af hvor trofast
de havde holdt ud under forbud.
Og det gav ham et lidt andet billede
af den søster, og forhåbentlig -
- gav det også søsteren
et lidt andet billede af ham.
Så når nogle af vores brødre og søstre
går os lidt på nerverne -
- må vi lære dem bedre at kende,
bruge tid sammen med dem -
- lave en aftale i tjenesten med dem,
tage en kop kaffe sammen.
Jo bedre vi kender dem,
jo mere holder vi af dem.
Så hvis folk efter det her står i kø
for at invitere dig på kaffe …
Nogle er generte.
Andre har et meget
alvorligt ansigtsudtryk.
De smiler måske ikke ret meget.
Man kunne komme til at tænke
at de er kolde, stolte, uvenlige.
Det er slet ikke sikkert det er sådan.
Måske er de bare født med det ansigt,
og det kan de jo ikke gøre for.
På grund af dårligt helbred
eller en eller anden skavank -
- er der nogen der ikke kan
arbejde så meget som os.
Han holder måske
sit helbredsproblem for sig selv.
Vi konkluderer at han er doven.
Jehova ser at han gør sit allerbedste.
Det kan også være
at en har ufattelig meget energi -
- en arbejdshest,
der aldrig holder pause.
Går vi så ud fra at han er en stræber
der vil stille andre i et dårligt lys?
Måske er det bare sådan
han er opdraget eller oplært.
Det er hans måde
at give Jehova sit bedste på.
Da vi var i kredstjenesten,
besøgte vi engang en menighed -
- hvor der var en masse
negativ snak om en af søstrene.
Folk sagde om hende:
“Hun påstår godt nok hun er syg -
- men jeg har mødt hende
mens hun var ude at handle.
Hun har åbenbart energi nok
til at kigge i butikker -
- men man ser hende
næsten aldrig til møderne.”
Jeg besøgte søsteren,
og det er jeg glad for at jeg gjorde.
Det viste sig at hun døjede
med en invaliderende sygdom -
- og hun havde næsten
konstant smerter.
Men en gang imellem aftog smerterne -
- og når det skete, greb hun
muligheden for at tage ud at handle.
Hun boede nemlig alene.
Hun havde ikke nogen til at hjælpe sig.
Og når smerterne vendte tilbage, var
det eneste hun kunne, at ligge i sengen.
Det ville måske være bedre
at tilbyde at hjælpe hende -
- i stedet for hele tiden
at kritisere hende.
Som sagt handler
det her foredrag ikke om -
- at bevise noget som helst
om Lot eller om nogen anden.
Hensigten er at minde os om at Jehova
er den eneste der har alle fakta.
Han elsker vores brødre og søstre -
- og han vil også gerne have
at vi elsker dem.
Og han bliver glad når vi lader
tvivlen komme andre til gode.
Det har vi tillid til at I vil gøre -
- når I samarbejder skulder ved skulder
med andre i jeres opgaver.
I skal vide at vi elsker jer meget højt.
Vi beder til at Jehova må velsigne jer
og altid være med jer i jeres tjeneste.
Nå. Kunne I tænke jer at vide
hvor de alle sammen skal hen?
Ja, det er jo det
der er det allermest spændende.
Og til at hjælpe os med at finde ud
af det, kommer bror Ronald Curzan her.
Han vil sige elevernes navne og
hjælpe med at overrække diplomerne.
Først så har vi bror Ajavon -
- der skal tilbage
til Afdelingskontoret i Vestafrika.
Bror og søster Alimănescu skal tilbage
til Afdelingskontoret i Rumænien.
Bror og søster Alton skal til
Afdelingskontoret i Zambia.
Bror Arsiashvili skal tilbage til
Afdelingskontoret i Georgien.
Bror og søster Bueche skal tilbage
til Afdelingskontoret i USA.
Bror og søster Capece skal tilbage
til Afdelingskontoret i Mozambique.
Bror og søster Carlisle skal
til Afdelingskontoret i Portugal.
Bror og søster Carmichael skal tilbage
til Afdelingskontoret i USA.
Bror og søster Carraway skal
til Afdelingskontoret i Zambia.
Bror Collymore skal
til Afdelingskontoret i Vestafrika.
Bror Figely skal tilbage -
- til Afdelingskontoret
for Tjekkiet og Slovakiet.
Bror Fujita skal tilbage
til Afdelingskontoret i Japan.
Bror og søster Gatembasi skal
til Afdelingskontoret i Rwanda.
Bror og søster Girma skal tilbage
til Afdelingskontoret i Etiopien.
Bror og søster González skal tilbage
til Afdelingskontoret i Spanien.
Bror og søster Hayega skal tilbage
til Afdelingskontoret i Vestafrika.
Bror og søster Herron skal
til Afdelingskontoret i Nigeria.
Bror og søster Hugó skal tilbage
til Afdelingskontoret i Skandinavien.
Bror og søster Lagavakatini skal tilbage
til Afdelingskontoret i Fiji.
Bror og søster Lattanzi skal
til Afdelingskontoret i Spanien.
Søster Lin skal tilbage
til Afdelingskontoret i Taiwan.
Bror Lopes skal
til Afdelingskontoret i Sydafrika.
Bror MacDonald skal tilbage
til Afdelingskontoret i USA.
Bror og søster Mauri skal tilbage
til Afdelingskontoret i Australasien.
Bror Mutahi skal tilbage
til Afdelingskontoret i Østafrika.
Bror Nielsen skal tilbage
til Afdelingskontoret i Skandinavien.
Bror og søster Osogu skal tilbage
til Afdelingskontoret i Nigeria. 
Bror Peralta skal tilbage
til Afdelingskontoret i Colombia.
Søster Šakić skal tilbage
til Afdelingskontoret i Kroatien.
Bror og søster Spina skal
til Afdelingskontoret i Rwanda.
Bror Terrell skal tilbage
til Afdelingskontoret i USA.
Bror Vaitiekus skal tilbage
til Afdelingskontoret i Finland.
Bror Yoon skal tilbage
til Afdelingskontoret i USA.
Bror Zapp skal tilbage
til Afdelingskontoret i USA.
Nå. Kunne I tænke jer
at se hele klassen samlet?
Her er de. 
Vi er så stolte af jer.
Vi ved at det her
har krævet meget af jer -
- og I er helt sikkert glade for
at I er nået hertil hvor I er nu.
Og der er ingen tvivl om
at Jehova har velsignet jer.
Nu vil klassens brev
blive læst højt for os.
Og det vil bror Aidan Mauri -
- fra Afdelingskontoret
i Australasien gøre.
Kære brødre i Det Styrende Råd.
Af hjertet tak for at vi har fået
den uvurderlige gave -
- at overvære
Vagttårnets Bibelskole Gilead.
Lige fra det øjeblik vi kom, har vi
mærket stor varme og gæstfrihed -
- både fra jer og fra betelfamilien.
Jeres store kærlighed har gjort os
endnu mere spændte -
- på det åndelige festmåltid
der ventede os.
Tak for den tid I brugte
sammen med os i klassen.
Jeres forelæsninger og alt det
jeres hjælpere, vores kære lærere -
- og Afdelingen for Teokratiske Skoler
har gjort, har rørt vores hjerter -
- og hjulpet os til at se
vores store Lærer med egne øjne.
Skolen har hjulpet os til at få øje på
helt nye sider af Jehovas inderlige -
- uselviske kærlighed og få
endnu større værdsættelse af den.
Lige siden synden kom ind i verden, har
Jehova gjort alt hvad der var muligt -
- for at vi mennesker kunne få
et godt forhold til ham igen.
Vores taknemmelighed
for det offer Jesus har bragt -
- er blevet endnu større efter
at vi er dykket ned i løftet i Eden -
- Jehovas pagter
med Abraham og David -
- og de mange smukke detaljer
i Moseloven, især forsoningsdagen.
Tilliden til Jehovas kærlighed
er blevet meget større -
- efter at vi har studeret
Jesus’ liv og tjeneste -
- og hvordan han ligner
sin far til fuldkommenhed. 
Det gjorde stort indtryk at lære om den
tålmodighed han viste sine apostle -
- den respekt og venlighed
han viste kvinder -
- og den selvopofrende kærlighed
han viste ved at give sit liv for os.
Hvor er vi taknemmelige for
at have Jesus -
- som vores medfølende
Konge og ypperstepræst.
Det at gå i dybden med
Bibelens profetier og deres opfyldelse -
- har styrket vores tro
på Jehovas løfter og givet os mod.
For eksempel har Zakarias’ syn
om de fire stridsvogne -
- der drager ud
til de fire verdenshjørner -
- og Jehovas ånd der hviler
i Nordens land, forsikret os om -
- at Jehovas mægtige hær af engle
står klar til at beskytte Jehovas folk.
Det gjorde de i fortiden
og det gør de også i dag.
At vide at en mægtig hær
af engle står på vores side -
- midt i en verden
der bliver mere og mere kaotisk -
- giver os mod til at forsvare
Jehovas hellige navn -
- nu og hele vejen
gennem den store trængsel.
Vores begejstring for forkyndelsen
er endnu større efter at vi har haft -
- vores “Forkynd og undervis – Elsk
mennesker”-workshops.
Vi nød alle demonstrationerne
om de egenskaber der er brug for -
- for at forkynde for
alle slags mennesker.
Den del af undervisningen
har motiveret os til at fortælle -
- om Jehova med endnu større
kærlighed og fokus -
- nu hvor markerne
er “hvide og klar til at blive høstet”.
Efter at være blevet undervist
af vores store Lærer i fem måneder -
- står vi nu tilbage med en fast
beslutning om at bruge det vi har lært.
Vi har et stærkt ønske om
at efterligne vores Hoved, Kristus -
- og arbejde enigt sammen med jer,
kære brødre -
- og hele vores
globale åndelige familie.
Vores mål er at ære og ophøje
vores himmelske Far, Jehova.
Jeres brødre og søstre,
gileadklasse nummer 159.
Her til slut har vi nogle
afsluttende tanker til jer.
I kan sikkert huske at vi mangler
svar på et spørgsmål.
Da Lots beslutninger begyndte
at give bagslag på forskellige måder -
- hvordan reagerede Abram så på det?
Hvad skete der?
Det bringer os til vores tredje frygt -
- endnu en frygt der kan opstå
når man prøver at skabe fred.
Og det er frygten for at give slip
på fortiden. At give slip på fortiden.
Vi ved at ikke land tid efter -
- at Lot kom til området
omkring Sodoma og Gomorra -
- så blev han og hans familie
bortført af fjendtlige nationer.
Hvis nu Abram stadig
havde en lillebitte smule imod Lot -
- hvad tror du så
han havde tænkt lige der?
“Det har han godt af.
Så kan han lære det, kan han!
Han kunne bare have ladet
være med at være så selvisk.
Det er hans egen skyld det hele.”
Men var det sådan Abram tænkte?
Lad os se hvad der står i Bibelen.
Vi skal slå op i 1. Mosebog,
og så kapitel 14.
Det er muligt at Abram kan have været
bange for at hvis han tilgav Lot -
- så ville det være
lidt ligesom at sige -
- at det Lot havde gjort, var okay,
eller at det ikke var så slemt.
Men læg mærke til hvad der
står her i 1. Mosebog, kapitel 14.
Og hvis vi kigger på vers 14,
kan vi se hvad Abram gjorde -
- da han hørte om situationen med Lot:
“Sådan hørte Abram
at hans slægtning var taget til fange.
Så sammenkaldte han sine
trænede mænd, 318 tjenere -
- der var født i hans husstand,
og forfulgte fjenderne til Dan.”
Så det var det Abram gjorde.
Vi ved at der var cirka 200 kilometer
mellem Mamre og Dan.
Det har nok taget flere dage for ham -
- og det har helt sikkert også været
en dyr og muligvis også en farlig tur.
Men han gjorde det
selvom det ikke var så let.
Og så i vers 21 til 23 kan vi se
at Abram faktisk fik -
- mulighed for at få penge for
at have reddet Lot og hans familie.
Men det ville han slet ikke
høre tale om.
Han havde ingen bagtanker
ved at hjælpe Lot.
Abram var ydmyg og villig til at hjælpe
Lot, der nu stod med konsekvenserne -
- af den selv samme beslutning som
kunne have skabt ufred mellem de to.
For ham var det vigtigste
at prioritere freden.
Han brugte ikke energi på at bære nag.
Så hvad kan vi lære af Abram?
Har du nogensinde prøvet at være
den der skulle give sig?
Måske sad du som den eneste og havde
en anden holdning end alle de andre.
Og så viser det sig at den beslutning
de andre havde truffet, ikke fungerede.
Det er i sådan nogle situationer -
- hvor man virkelig kunne have
lyst til at sige: “Hvad sagde jeg!”
Eller på en eller anden måde
gøre andre opmærksomme på -
- at det var altså ikke din idé.
Vi griner, fordi vi kender det!
Gør dit bedste for
at give slip på negative følelser.
Gør ligesom Abram.
Støt op om den beslutning der er blevet
truffet, også selvom du ikke var enig.
Og hvis det viser sig at være en
dårlig beslutning, så efterlign Abram.
Vær ydmyg, ligesom ham,
og hjælp med at få situationen -
- på ret køl i stedet for
at anklage andre for det der er sket.
Hvorfor?
Fordi det vil bidrage til freden.
Hvis vi har fred med hinanden,
vil vi også have fred med Gud.
Og det er jo i virkeligheden det
vi ønsker mere end noget andet.
Så hvad har vi været inde på
i det her foredrag?
Vi har lært en masse om Abram.
Han var god til at skabe fred.
Han var ikke bange for at komme til at
se svag ud eller for at blive udnyttet.
Han var heller ikke bange for
at give slip på fortiden.
Førte det til problemer for ham
at han var sådan?
Vi ved faktisk heller ikke
om Lot nogensinde viste -
- at han var taknemmelig for det
som Abram gjorde for at bevare freden.
Det siger Bibelen ikke noget om,
som bror Splane var inde på.
Og det er også ligemeget -
- for det var ikke derfor Abram var
villig til at gå så langt for freden.
Men hvorfor så?
Det er interessant at efter
begge af de her beretninger -
- altså begge de tidspunkter
hvor Abram gjorde en indsats for -
- at skabe fred med Lot eller viste
at han gerne ville have fred -
- gjorde Jehova
noget helt særligt for Abram.
Fra 1. Mosebog 13:14
og senere fra 1. Mosebog 15:1 -
- fortæller Jehova Abram
at han elsker og godkender ham.
Se, det var det vigtigste for Abram.
Han ville gerne give en offergave.
Han ville gerne have fred med Jehova.
Og det var præcis det han fik.
Så når du synes det er svært at
holde fred med andre, og det vil ske -
- om det måtte være
i dit arbejde på Betel -
- eller i menigheden eller derhjemme -
- så må du ikke lade noget holde
dig tilbage fra at prioritere fred.
Vær ydmyg, og vær ikke bange for
at gå hen og snakke med den person -
- du måske ikke helt har fred med.
Er det nemt at gøre?
Nej.
Vil den person du prøver at skabe
fred med, reagere positivt?
Det er ikke sikkert. Men det vil Jehova.
Og hvad betyder det for dig?
At du kan gå tilbage til altret
og give din offergave.
Jehova vil være der. Han vil være
klar til at tage imod dig og din gave.
Hvorfor? Fordi du har gjort alt
hvad du kunne, for at prioritere freden.
Kære gileadelever i klasse nummer 159,
vi elsker jer alle meget højt.
Og vi er sikre på at Jehova
vil blive ved med at velsigne jer -
- uanset hvor I kommer hen.
Snart vil der blive lagt flere spændende
foredrag fra gileadafslutningen -
- ud på jw.org og i JW Library-appen.
Før vi siger farvel,
skal vi lige en tur “down under” -
- til vores venner i Australien.
Det enorme land
er et helt kontinent i sig selv -
- og er det fladeste på hele jorden.
Det er også et af de tørreste,
kun overgået af Antarktis.
Navnet kommer af et udtryk fra latin
der betyder “det ukendte sydlige land”.
Undergrunden her er rig på ædelsten,
for eksempel hvid opal.
Australien er et af de mest
multikulturelle lande i verden -
- med over 270 forskellige etniciteter.
Over en fjerdedel af alle australiere
er født i andre lande.
De fleste australiere, eller aussies,
elsker at være udendørs.
Hvis ikke de er i gang med at surfe -
- eller spille australsk fodbold -
- kan det være du finder dem
i gang med en barbecue -
- eller “barbie” som de kalder det.
En barbie er en essentiel del
af australsk kultur.
En barbecue er som regel
et sammenskudsgilde -
- hvor folk tager forskellige ting med,
så menuen ender med -
- at blive en bred vifte
af lokale og internationale retter.
En anden kulinarisk stolthed
for australierne er Vegemite -
- der blev opfundet i Melbourne i 1923.
Det mørkebrune smørrepålæg
er hovedsagligt lavet af gærekstrakt -
- og har en unik umamismag som kan
minde lidt om smagen af bouillon.
Australiere spiser det som regel
smurt tyndt ud på toast eller kiks.
Landet er også kendt for
deres store kærlighed til kaffe.
Tre fjerdedele af befolkningen
drikker mindst én kop om dagen.
Og 95 procent af alle caféer
er små privatejede steder.
Kaffen bliver som regel brygget
af importerede kvalitetsbønner -
- og serveret med imponerende
og kunstnerisk latteart. 
Da den første flåde ankom
til Australien sidst i 1700-tallet -
- havde de hundredvis
af bibler med ombord.
I 1800-tallet begyndte man
at kunne finde Guds navn -
- i bibler oversat til nogle af de
oprindelige sprog i Australien -
- og navnet blev for eksempel
gengivet Yehóa og Jehovah.
Bibelens budskab begyndte
at slå rod i folks hjerte -
- for eksempel hos den unge Kartanya -
- der som 11-årig skrev
på sit modersmål kaurna:
“Tilbed kun Jehova. Jehova er vores
Skaber. Jehova redder os fra synd.”
Arthur Willis fra Western Australia -
- ville gerne fortælle så mange
som muligt om Jehova.
I 1931, som 19-årig, blev han pioner -
- og rejste rundt til afsidesliggende
områder af Australien.
Fra 1932 begyndte han mere målrettet -
- at forkynde for
Australiens oprindelige folk.
I 1943 slog Arthur sig ned i Pingelly -
- og fik kontakt med
James og Mabel Collard -
- der begge var aboriginere
fra Noongar-folket.
Det var en stor familie med 17 børn.
Familien begyndte at studere,
og med tiden blev de -
- de første oprindelige australiere
der blev Jehovas Vidner.
James og Mabel Collards børnebørn
er blandt de 71.000 forkyndere -
- der i dag er i Australien.
Vores flittige brødre og søstre
forkynder på solrige strande -
- på støvede landeveje
og i travle storbyer.
Mange gør også en indsats
for at lære andre sprog -
- som for eksempel kinesisk,
og sætte sig godt ind i kulturen.
En af de menigheder der forkynder
i et multikulturelt distrikt -
- er Carlton Menighed i Melbourne.
De forkynder i Melbournes
travle og pulserende midtby -
- og menigheden består af
21 forskellige nationaliteter.
Vennerne i Carlton Menighed
har noget de gerne vil sige til jer.
Og vi sender jer også
en masse kærlighed.
Det her er JW Broadcasting
fra Jehovas Vidners Hovedkontor.