JW subtitle extractor

Det her er Birmingham, hvor den
kendte videnskabsmand og præst -
- Joseph Priestley engang boede.
I 1789 begyndte Priestley -
- at arbejde sammen
med en gruppe dygtige mænd -
- om at udarbejde en ny oversættelse
af Bibelen til engelsk.
I mere end 200 år troede man
at projektet var slået fejl -
- og at alt arbejdet var gået tabt.
Hvad gjorde den her
oversættelse anderledes?
Og hvorfor blev den aldrig udgivet?
Vi har talt med en håndfuld eksperter -
- for at kaste lys over historien
om Priestley og hans oversættelse.
Han er bedst kendt
for sit arbejde som kemiker -
- inden for elektricitet og gasarter -
- og hans forskning førte
blandt andet til opdagelsen af ilt.
Joseph Priestley var
en ekstraordinær skikkelse -
- og i dag huskes han mest
som den videnskabsmand han var.
Han ville nok hellere have været
husket for sit engagement i religion.
Det var det der var hans
helt store passion.
Han var en mand
med et exceptionelt sprogøre -
- han havde en klæbehjerne
af den anden verden -
- og så var han ikke
bange for hårdt arbejde.
Han lærte hebraisk
i en meget tidlig alder -
- måske da han bare var 15 år gammel.
Så lærte han også græsk og latin,
foruden de store semitiske sprog -
- som det var muligt at lære på den tid.
Det var en kæmpestor hjælp
for ham i hans arbejde -
- med at undersøge den bibelske tekst.
Det satte ham nemlig i stand til -
- at sammenholde teksten
i King James-oversættelsen -
- med bibelteksten på originalsprogene.
Der var adskillige håndskrifter,
både af den hebraiske tekst -
- og af den græske tekst,
som nu var blevet tilgængelige -
- og viste at den ordlyd man havde
valgt i King James-oversættelsen -
- ikke altid var den eneste
mulige gengivelse.
Sproget i King James-oversættelsen
er utroligt smukt -
- men der er ingen tvivl om
at den ikke er perfekt.
Der er tilføjet ting til teksten, og der
er deciderede oversætterfejl i den.
Priestley var ikke bange for at tænke
selv, og han søgte efter sandheden.
Der var én sandhed som han
betragtede som den vigtigste -
- nemlig den at Den Almægtige Gud
ikke er den samme som Jesus.
I 1783 udgav han det her
lille hæfte, hvori der står:
“Skrifterne lærer os
at der blot er én Gud -
- Skaberen af alt,
og Herskeren over alle ting -
- at denne Gud er den eneste
vi skal tilbede -
- og at han sendte Jesus Kristus
for at vejlede menneskeheden -
- satte ham i stand til
at udføre mirakler -
- oprejste ham fra de døde
og gav ham al den kraft -
- han nogensinde har haft,
og nogensinde vil få.”
Priestley følte
at King James-oversættelsen -
- udviskede forskellen mellem
Gud og Kristus -
- så i 1787 skrev han
til sin nærmeste ven -
- en præst ved navn Theophilus Lindsey.
Lindsey var præst
i den engelske statskirke -
- men begyndte
at sætte spørgsmålstegn -
- ved nogle af dens trosopfattelser,
såsom treenighedslæren.
Han bevægede sig derfor mere i samme
teologiske retning som Priestley.
Priestley skrev til Lindsey:
“Jeg er glad for at du virker
begejstret for tanken -
- om en ny oversættelse af Bibelen.
I mine øjne lader det ikke til
at være en uoverskuelig opgave -
- og hvis du vil tage dig af
Det Nye Testamente -
- går jeg i gang med det gamle.
Det burde vi snildt
kunne klare på tre år.”
Kun tre år til så stort et projekt
var meget ambitiøst.
Til sammenligning blev
King James-oversættelsen -
- udarbejdet af 47 lærde
hen over syv år.
Men Priestley og Lindsey gik
sammen med to andre ligesindede -
- og begyndte at planlægge projektet.
Deres plan var at forbedre
King James-oversættelsen -
- ved kun at ændre de passager der
krævede en mere korrekt gengivelse.
Inden gruppen gik i gang
med deres oversættelsesarbejde -
- blev de enige om et sæt regler
de skulle følge.
En af de regler ville gøre
Priestleys oversættelse unik -
- i forhold til enhver anden bibel
der var blevet udgivet på engelsk -
- og måske endda
på alle andre sprog indtil da.
Reglen var helt enkel:
Når Guds navn forekommer
på hebraisk i Det Gamle Testamente -
- skulle man gengive det med “Jehova” -
- i stedet for at gengive det
med ordet “HERREN”.
Og i Det Nye Testamente
skulle man bruge navnet Jehova -
- hvor det ville være nødvendigt
for at kunne skelne Gud fra Kristus.
De var ikke de første
der havde det synspunkt.
Her sidder jeg med en bog
af Hopton Haynes.
Omkring 40 år før Priestleys
projekt gik i gang -
- havde han foreslået
den samme fremgangsmåde.
Haynes mente at man
i King James-oversættelsen -
- burde have bevaret navnet Jehova -
- i stedet for at gengive det
på andre måder -
- og hvis man havde
brugt navnet Jehova -
- mange af de steder i Det Nye
Testamente hvor “Herren” bliver brugt -
- havde det været mere tydeligt hvornår
der var tale om vores Herre Gud -
- og vores Herre Kristus.
Det ræsonnement
var Priestleys hold helt enig i.
Opgavens omfang
gik dog snart op for dem -
- og de begyndte at bede
andre bibelkyndige om hjælp.
Men folk stillede sig
ikke ligefrem i kø -
- og det var ikke uden grund
at de var tilbageholdende.
Det at udarbejde
en ny bibeloversættelse -
- i England i det 18. århundrede
var mere end ambitiøst -
- det kunne faktisk være farligt.
En hvilken som helst ny oversættelse
på den tid kunne bringe sindene i kog.
Mange projekter med
at oversætte Bibelen -
- var blevet påbegyndt,
men det var få der blev færdiggjort.
Statskirken i England var bygget op
omkring King James-oversættelsen.
Det var den godkendte
oversættelse i kirken -
- og det var den oversættelse
som kirken baserede sin lære på.
Så hvis man stod frem og sagde
at den oversættelse ikke var god nok -
- var det faktisk som
at modige kirkens lære.
Og hvis man kom
med en ny oversættelse -
- var det som at præsentere en ny tro
som ikke var forenelig med statskirkens.
Inden for tre måneder efter
det første planlægningsmøde -
- var der andre der tilbød
at hjælpe til med projektet -
- deriblandt en mand hvis evner
viste sig at være meget værdifulde -
- Robert Edward Garnham.
Vi er nu i Cambridge -
- hvor vi har talt med eksperterne
Nicolas Bell og Chris Reid -
- og bedt dem fortælle os
lidt om Garnham.
Robert Garnham begyndte at studere
på Trinity College som 16-årig i 1769.
Et år senere blev han tildelt
et stipendium -
- og med tiden blev han også selv
lærer på Trinity College.
Meget af arbejdet har han sikkert
udført her på Wren-biblioteket.
På Garnhams tid var der nok ikke -
- så mange bøger i biblioteket
som der er i dag -
- men halvdelen af de bøger der var til
hans rådighed, var forskellige bibler -
- bibelkommentarer
og andre bibelrelaterede tekster.
Så at have alt det samlet
i én og samme bygning -
- var sikkert en stor fordel for ham
i hans grundige studie.
Priestley og Lindsey satte utroligt
stor pris på hans bidrag til projektet -
- fordi han var så lynende
intelligent et menneske -
- og samtidig var han en meget
hårdtarbejdende type.
Jeg synes det er dybt facinerende -
- altså når man tænker på hvor
grundigt han studerede Skrifterne -
- eller bibelteksten, så kan man da
ikke andet end at blive imponeret.
Garnham arbejdede diskret,
men samtidig hurtigt.
Han færdiggjorde
sin oprindelige opgave med -
- at oversætte brevene
i Det Nye Testamente -
- og tog så fat på endnu mere arbejde.
Priestley skrev i et brev til Lindsey
den 25. november, 1789:
“Hr. Garnham er et værdifuldt
medlem af vores hold!”
Og Lindsey skrev senere
til en anden på holdet -
- at “ingen yder en større indsats
end hr. Garnham”.
Den forbedrede udgave af Bibelen -
- som Priestley og hans hold stilede
efter, var nu ved at være færdig.
Men så opstod der et oprør
i Birmingham i 1791 -
- som var et af de mest voldelige
i det 18. århundredes England.
Priestley og andre der ikke ville
lade sig kue af kirken -
- og som var kendt for deres
kontroversielle synspunkter -
- havde nu åbent
kritiseret kirkens lære.
Det gjorde dem til en trussel
og et mål for præsteskabet.
Fire dages vold førte til mange
dødsfald og ødelagte bygninger -
- deriblandt Priestleys hjem.
Hans hus i Fairhill
brændte ned til grunden.
Han var heldig at slippe
med livet i behold -
- men alle hans dokumenter
blev kastet ud ad vinduet.
Alle hans papirer,
alle hans bøger gik tabt -
- og det virkede heller ikke til
at hans oversættelse overlevede.
Priestley forlod England
i 1794 og tog til USA.
Nu var han langt væk hjemmefra -
- og langt væk fra de mennesker
og den kultur han kendte.
Det var en virkelig
svær situation for ham.
Uden sit private bibliotek
og uden sit dygtige hold -
- kunne Priestley ganske enkelt ikke
fortsætte sit oversættelsesprojekt -
- og han tog det aldrig op igen.
Men hvad med Garnham
og det arbejde han havde udført?
Svaret på det spørgsmål
findes i London.
Garnham havde altid været forsigtig
og kun udgivet noget anonymt -
- så da oprørere ødelagde Priestleys
hjem og projektet gik i vasken -
- valgte Garnham ikke
at udgive sit arbejde.
I de efterfølgende år ændrede
Garnham indstilling til Bibelen -
- og han mistede efterhånden sin tro.
Han døde i 1802 i en alder af 49.
Men hvad med
hans oversættelsesarbejde?
Var der nogen af håndskrifterne
der overlevede?
I mere end 200 år
så det ud til at svaret var nej.
Men i begydelsen af 2017 gjorde man
en meget uventet opdagelse -
- her på Dr. Williams’ Library
i det centrale London.
Hvad var det helt præcis man fandt?
Man fandt to sæt
utroligt velbevarede håndskrifter -
- der tilsammen udgjorde
næsten hele Det Nye Testamente.
Det ene var et udkast, og det andet
en mere finpudset udgave.
Et af dem var tydeligt underskrevet
med initialerne R.E.G. -
- Robert Edward Garnham.
Da eksperterne havde haft tid til
at kigge nærmere på håndskrifterne -
- gik det op for dem at de stod
med noget helt ekstraordinært: -
- de eneste håndsskrifter fra Priestleys
projekt man nogensinde har fundet.
Jeg synes det er bemærkelsesværdigt
at finde håndskrifter af den her slags -
- fordi der ikke er mange
af dem der overlever.
Det er et enestående fund.
Garnhams oversættelse var unik
på flere forskellige områder.
Den gengav velkendte vers
på en ny og moderne måde.
Hvor der i King James-oversættelsen
står: “Hele Verden ligger i det onde” -
- står der i Garnhams version: “Hele
Verden ligger i Modstanderens Magt”.
Og i stedet for
at bruge ordet “Helvede” -
- oversatte Garnham det græske ord
“Hades” med “Graven”.
Men det mest bemærkelsesværdige er
nok Garnhams brug af navnet Jehova.
I King James-oversættelsen står der:
“Du skal elske Herren din Gud
af hele dit Hjerte.”
Men Garnham skrev: “Du skal elske
Jehova din Gud af hele dit Hjerte.”
Mange andre bibler bruger kun
Guds navn en håndfuld gange -
- men Garnham fulgte
holdets oversætterregler -
- og brugte Jehovas navn
omkring 200 gange -
- i sin oversættelse
af Det Nye Testamente.
Vi havde altid troet at oversættelsen
gik tabt på det tidspunkt.
Det at finde Garnhams oversættelse
af Det Nye Testamente -
- blandt hans dokumenter
i vores egen samling -
- var helt mageløst,
en stor overraskelse.
De håndskrifter i Dr. Williams’ Library
er voldsomt interessante.
Den her oversættelse blev
udarbejdet af lærde mænd -
- der var godt kendt med
hebraisk og græsk.
Det er dybt facinerende, og en
historie der fortjener at blive fortalt.
Det arbejde Garnham efterlod sig -
- kaster lys over et spændende
kapitel i Bibelens historie -
- en engelsk oversættelse af Det Nye
Testamente fra det 18. århundrede -
- som, hvis den var blevet udgivet,
ville have gjort en stor forskel.

En bibeloversættelse man troede var forsvundet
- 

En bibeloversættelse man troede var forsvundet

Det her er Birmingham, hvor den
kendte videnskabsmand og præst -
- Joseph Priestley engang boede.
I 1789 begyndte Priestley -
- at arbejde sammen
med en gruppe dygtige mænd -
- om at udarbejde en ny oversættelse
af Bibelen til engelsk.
I mere end 200 år troede man
at projektet var slået fejl -
- og at alt arbejdet var gået tabt.
Hvad gjorde den her
oversættelse anderledes?
Og hvorfor blev den aldrig udgivet?
Vi har talt med en håndfuld eksperter -
- for at kaste lys over historien
om Priestley og hans oversættelse.
Han er bedst kendt
for sit arbejde som kemiker -
- inden for elektricitet og gasarter -
- og hans forskning førte
blandt andet til opdagelsen af ilt.
Joseph Priestley var
en ekstraordinær skikkelse -
- og i dag huskes han mest
som den videnskabsmand han var.
Han ville nok hellere have været
husket for sit engagement i religion.
Det var det der var hans
helt store passion.
Han var en mand
med et exceptionelt sprogøre -
- han havde en klæbehjerne
af den anden verden -
- og så var han ikke
bange for hårdt arbejde.
Han lærte hebraisk
i en meget tidlig alder -
- måske da han bare var 15 år gammel.
Så lærte han også græsk og latin,
foruden de store semitiske sprog -
- som det var muligt at lære på den tid.
Det var en kæmpestor hjælp
for ham i hans arbejde -
- med at undersøge den bibelske tekst.
Det satte ham nemlig i stand til -
- at sammenholde teksten
i King James-oversættelsen -
- med bibelteksten på originalsprogene.
Der var adskillige håndskrifter,
både af den hebraiske tekst -
- og af den græske tekst,
som nu var blevet tilgængelige -
- og viste at den ordlyd man havde
valgt i King James-oversættelsen -
- ikke altid var den eneste
mulige gengivelse.
Sproget i King James-oversættelsen
er utroligt smukt -
- men der er ingen tvivl om
at den ikke er perfekt.
Der er tilføjet ting til teksten, og der
er deciderede oversætterfejl i den.
Priestley var ikke bange for at tænke
selv, og han søgte efter sandheden.
Der var én sandhed som han
betragtede som den vigtigste -
- nemlig den at Den Almægtige Gud
ikke er den samme som Jesus.
I 1783 udgav han det her
lille hæfte, hvori der står:
“Skrifterne lærer os
at der blot er én Gud -
- Skaberen af alt,
og Herskeren over alle ting -
- at denne Gud er den eneste
vi skal tilbede -
- og at han sendte Jesus Kristus
for at vejlede menneskeheden -
- satte ham i stand til
at udføre mirakler -
- oprejste ham fra de døde
og gav ham al den kraft -
- han nogensinde har haft,
og nogensinde vil få.”
Priestley følte
at King James-oversættelsen -
- udviskede forskellen mellem
Gud og Kristus -
- så i 1787 skrev han
til sin nærmeste ven -
- en præst ved navn Theophilus Lindsey.
Lindsey var præst
i den engelske statskirke -
- men begyndte
at sætte spørgsmålstegn -
- ved nogle af dens trosopfattelser,
såsom treenighedslæren.
Han bevægede sig derfor mere i samme
teologiske retning som Priestley.
Priestley skrev til Lindsey:
“Jeg er glad for at du virker
begejstret for tanken -
- om en ny oversættelse af Bibelen.
I mine øjne lader det ikke til
at være en uoverskuelig opgave -
- og hvis du vil tage dig af
Det Nye Testamente -
- går jeg i gang med det gamle.
Det burde vi snildt
kunne klare på tre år.”
Kun tre år til så stort et projekt
var meget ambitiøst.
Til sammenligning blev
King James-oversættelsen -
- udarbejdet af 47 lærde
hen over syv år.
Men Priestley og Lindsey gik
sammen med to andre ligesindede -
- og begyndte at planlægge projektet.
Deres plan var at forbedre
King James-oversættelsen -
- ved kun at ændre de passager der
krævede en mere korrekt gengivelse.
Inden gruppen gik i gang
med deres oversættelsesarbejde -
- blev de enige om et sæt regler
de skulle følge.
En af de regler ville gøre
Priestleys oversættelse unik -
- i forhold til enhver anden bibel
der var blevet udgivet på engelsk -
- og måske endda
på alle andre sprog indtil da.
Reglen var helt enkel:
Når Guds navn forekommer
på hebraisk i Det Gamle Testamente -
- skulle man gengive det med “Jehova” -
- i stedet for at gengive det
med ordet “HERREN”.
Og i Det Nye Testamente
skulle man bruge navnet Jehova -
- hvor det ville være nødvendigt
for at kunne skelne Gud fra Kristus.
De var ikke de første
der havde det synspunkt.
Her sidder jeg med en bog
af Hopton Haynes.
Omkring 40 år før Priestleys
projekt gik i gang -
- havde han foreslået
den samme fremgangsmåde.
Haynes mente at man
i King James-oversættelsen -
- burde have bevaret navnet Jehova -
- i stedet for at gengive det 
på andre måder -
- og hvis man havde
brugt navnet Jehova -
- mange af de steder i Det Nye
Testamente hvor “Herren” bliver brugt -
- havde det været mere tydeligt hvornår
der var tale om vores Herre Gud -
- og vores Herre Kristus.
Det ræsonnement
var Priestleys hold helt enig i.
Opgavens omfang
gik dog snart op for dem -
- og de begyndte at bede
andre bibelkyndige om hjælp.
Men folk stillede sig
ikke ligefrem i kø -
- og det var ikke uden grund
at de var tilbageholdende.
Det at udarbejde
en ny bibeloversættelse -
- i England i det 18. århundrede
var mere end ambitiøst -
- det kunne faktisk være farligt.
En hvilken som helst ny oversættelse
på den tid kunne bringe sindene i kog.
Mange projekter med
at oversætte Bibelen -
- var blevet påbegyndt,
men det var få der blev færdiggjort.
Statskirken i England var bygget op
omkring King James-oversættelsen.
Det var den godkendte
oversættelse i kirken -
- og det var den oversættelse
som kirken baserede sin lære på.
Så hvis man stod frem og sagde
at den oversættelse ikke var god nok -
- var det faktisk som
at modige kirkens lære.
Og hvis man kom
med en ny oversættelse -
- var det som at præsentere en ny tro
som ikke var forenelig med statskirkens.
Inden for tre måneder efter
det første planlægningsmøde -
- var der andre der tilbød
at hjælpe til med projektet -
- deriblandt en mand hvis evner
viste sig at være meget værdifulde -
- Robert Edward Garnham.
Vi er nu i Cambridge -
- hvor vi har talt med eksperterne
Nicolas Bell og Chris Reid -
- og bedt dem fortælle os
lidt om Garnham.
Robert Garnham begyndte at studere
på Trinity College som 16-årig i 1769.
Et år senere blev han tildelt
et stipendium -
- og med tiden blev han også selv
lærer på Trinity College.
Meget af arbejdet har han sikkert
udført her på Wren-biblioteket.
På Garnhams tid var der nok ikke -
- så mange bøger i biblioteket
som der er i dag -
- men halvdelen af de bøger der var til
hans rådighed, var forskellige bibler -
- bibelkommentarer
og andre bibelrelaterede tekster.
Så at have alt det samlet
i én og samme bygning -
- var sikkert en stor fordel for ham
i hans grundige studie. 
Priestley og Lindsey satte utroligt
stor pris på hans bidrag til projektet -
- fordi han var så lynende
intelligent et menneske -
- og samtidig var han en meget
hårdtarbejdende type.
Jeg synes det er dybt facinerende -
- altså når man tænker på hvor
grundigt han studerede Skrifterne -
- eller bibelteksten, så kan man da
ikke andet end at blive imponeret.
Garnham arbejdede diskret,
men samtidig hurtigt.
Han færdiggjorde
sin oprindelige opgave med -
- at oversætte brevene
i Det Nye Testamente -
- og tog så fat på endnu mere arbejde.
Priestley skrev i et brev til Lindsey
den 25. november, 1789:
“Hr. Garnham er et værdifuldt
medlem af vores hold!”
Og Lindsey skrev senere
til en anden på holdet -
- at “ingen yder en større indsats
end hr. Garnham”.
Den forbedrede udgave af Bibelen -
- som Priestley og hans hold stilede
efter, var nu ved at være færdig.
Men så opstod der et oprør
i Birmingham i 1791 -
- som var et af de mest voldelige
i det 18. århundredes England.
Priestley og andre der ikke ville
lade sig kue af kirken -
- og som var kendt for deres
kontroversielle synspunkter -
- havde nu åbent
kritiseret kirkens lære.
Det gjorde dem til en trussel
og et mål for præsteskabet.
Fire dages vold førte til mange
dødsfald og ødelagte bygninger -
- deriblandt Priestleys hjem.
Hans hus i Fairhill
brændte ned til grunden.
Han var heldig at slippe
med livet i behold -
- men alle hans dokumenter
blev kastet ud ad vinduet.
Alle hans papirer,
alle hans bøger gik tabt -
- og det virkede heller ikke til
at hans oversættelse overlevede.
Priestley forlod England
i 1794 og tog til USA.
Nu var han langt væk hjemmefra -
- og langt væk fra de mennesker
og den kultur han kendte.
Det var en virkelig
svær situation for ham.
Uden sit private bibliotek
og uden sit dygtige hold -
- kunne Priestley ganske enkelt ikke
fortsætte sit oversættelsesprojekt -
- og han tog det aldrig op igen.
Men hvad med Garnham
og det arbejde han havde udført?
Svaret på det spørgsmål
findes i London.
Garnham havde altid været forsigtig
og kun udgivet noget anonymt -
- så da oprørere ødelagde Priestleys
hjem og projektet gik i vasken -
- valgte Garnham ikke
at udgive sit arbejde.
I de efterfølgende år ændrede
Garnham indstilling til Bibelen -
- og han mistede efterhånden sin tro.
Han døde i 1802 i en alder af 49.
Men hvad med
hans oversættelsesarbejde?
Var der nogen af håndskrifterne
der overlevede?
I mere end 200 år
så det ud til at svaret var nej.
Men i begydelsen af 2017 gjorde man
en meget uventet opdagelse -
- her på Dr. Williams’ Library
i det centrale London.
Hvad var det helt præcis man fandt?
Man fandt to sæt
utroligt velbevarede håndskrifter -
- der tilsammen udgjorde
næsten hele Det Nye Testamente.
Det ene var et udkast, og det andet
en mere finpudset udgave.
Et af dem var tydeligt underskrevet
med initialerne R.E.G. -
- Robert Edward Garnham.
Da eksperterne havde haft tid til
at kigge nærmere på håndskrifterne -
- gik det op for dem at de stod
med noget helt ekstraordinært: -
- de eneste håndsskrifter fra Priestleys
projekt man nogensinde har fundet.
Jeg synes det er bemærkelsesværdigt
at finde håndskrifter af den her slags -
- fordi der ikke er mange
af dem der overlever.
Det er et enestående fund.
Garnhams oversættelse var unik
på flere forskellige områder.
Den gengav velkendte vers
på en ny og moderne måde.
Hvor der i King James-oversættelsen
står: “Hele Verden ligger i det onde” -
- står der i Garnhams version: “Hele
Verden ligger i Modstanderens Magt”.
Og i stedet for
at bruge ordet “Helvede” -
- oversatte Garnham det græske ord
“Hades” med “Graven”.
Men det mest bemærkelsesværdige er
nok Garnhams brug af navnet Jehova.
I King James-oversættelsen står der:
“Du skal elske Herren din Gud
af hele dit Hjerte.”
Men Garnham skrev: “Du skal elske
Jehova din Gud af hele dit Hjerte.”
Mange andre bibler bruger kun
Guds navn en håndfuld gange -
- men Garnham fulgte
holdets oversætterregler -
- og brugte Jehovas navn
omkring 200 gange -
- i sin oversættelse
af Det Nye Testamente.
Vi havde altid troet at oversættelsen
gik tabt på det tidspunkt.
Det at finde Garnhams oversættelse
af Det Nye Testamente -
- blandt hans dokumenter
i vores egen samling -
- var helt mageløst,
en stor overraskelse.
De håndskrifter i Dr. Williams’ Library
er voldsomt interessante.
Den her oversættelse blev
udarbejdet af lærde mænd -
- der var godt kendt med
hebraisk og græsk.
Det er dybt facinerende, og en
historie der fortjener at blive fortalt.
Det arbejde Garnham efterlod sig -
- kaster lys over et spændende
kapitel i Bibelens historie -
- en engelsk oversættelse af Det Nye
Testamente fra det 18. århundrede -
- som, hvis den var blevet udgivet,
ville have gjort en stor forskel.


-